Slaget ved Fredericia.

Indgang.

✂ Følg med! Der nærmer Toner sig, I fatte,
Thi deres Søstre har I fostret selv;
De er en Skærv af det Forgangnes Skatte,
En Draabe af Erindrings rige Væld.
Ifald de synke døde ned og matte,
Saa husk: Sangbunden var - Jer egen Sjæl.
Følg med tilbage et Par Aar i Tiden,
Fra Fredens træge Ro igjen til Striden!

✂ Til Ende Vaaren gik: huldt har den smykket
Med Løv og Blomsterpragt de danske Ø'r;
Men Folkets Aandedræt er tungt og trykket,
Dets Øje skygges af et Taageslør.
285 Forgjæves har det med sin Drot opbygget
Et Frihedstempel, Verden saa' ej før;
Det sukker dybt, det vaander sig i Smerte,
Thi Fjendens Haand er lagt paa Danmarks Hjerte.

✂ Og Haabets Plante sygnet er, som gro'de
Saa frisk og frodig midt i Vintrens Skød;
Fortæret er ej Kraften til det Gode,
Den venter trodsig Enden paa vor Nød;
Men slukt er Stjernerne, hvorpaa vi trode,
Og intet Frelsens Juleglimt er fød;
Et Tegn der staaer ikkun i Himmelranden,
En straffende Komet - Skærtorsdagsbranden.

✂ Og Somren kommen er. Kold suser Blæsten
Og bær til vore Kyster - Havets Skum:
Hjælp kommer ej fra Østen, ej fra Vesten,
Vi staa alene i det store Rum.
I Landet ligger Fjenden, og forresten
Vi lide, men vor Lidelse er stum.
Vi se paa Fjenden, Fjenden os betragter,
Og om vor Skæbne raadslaa store Magter.

✂ Det er den femte Juli. - Solen dølger
Bag Jyllands Ryg sin første Sommerglød.
En venlig Aftens friske Køling følger,
Og Varmen damper frem af Jordens Skød;
286 Op over Kattegattets mørke Bølger
Sig Maanen hæver, fuld og blodigrød:
Som Hævnens Fakkel flammer den. - Nu Ordet
Sin Gjerning røgtet har, nu taler Koret.