Ploug, Carl Til H. C. Ørsted. (Fra Studenterne.)

Til H. C. Ørsted. (Fra Studenterne.)

I Lysets Glands, i Tonens Klang,
I Legeniernes Vrimmel,
I Stormens Flugt, i Stjernens Gang
Paa Nattens dunkle Himmel -
En Sandheds Aand sin Villie skrev,
En Skjønheds Lov fuldkommet blev,
En evig Tanke lever.

Men Aanden spejles vil i Aand,
I Tankens rene Lue,
Og ingen fræk, vanhellig Haand
Tør gribe Skjønheds Bue,
Og Fænomenet kun vil ses
Som Led i Harmoniens Kreds
Af klare Forskerblikke.

Derfor, Naturens ægte Præst!
Saameget Du formaa'de;
Derfor Du Lovens Skrift har læst
Og gjettet Væsnets Gaade;
Og derfor under Sfærers Klang
Din Tanke sejersglad sig svang
Til Universets Tinde.

214

Og derfor i dit blege Haar
Nu Ærens Smykke hænger;
Derfor dit Navn saa vide gaar,
Som Kundskabs Straale trænger.
Lad Slægter ældes, Slægter dø!
Du har udsaa't et evigt Frø.
Som voxe skal og vare.

Din Videns bedste Blomst Du gav
Herhjemme os, de Unge,
Og helst din Ros Du hører af
Den kjære danske Tunge.
Hil Dig, vor Fader og vor Ven!
Vi bringe Dig vor Tak igjen
Med vore Hjerters Stemme.

215