Ploug, Carl Til Nordens Konger

Til Nordens Konger. (1846).

Held over Nordens gamle Odelsgaard,
Af Fjelde bygt og hegnet ind af Graner,
Mens Blomsterhaver, lig en Flok af Svaner,
Paa Havet gynge sig derudenfor!
Af blanke Jøkler er dens Højsal takt,
Og Hekla vældigt som dens Arne flammer;
Af Malm den gjemmer nok i dybest Kammer,
Og gylden Rughøst er paa Tillie lagt.

Held over Brødrene, hvis Arv den blev,
Som længe slet forstod sig paa at dele,
Før Hver fik Sit, men Alle dog det Hele,
Og Blodets Røst dem Vitherlagen skrev!
16 Nu snor sig Venskabs Blomst om Murens Rift,
Og Frænders Kraft med Frænders sig forbinder,
At smykke Hjemmet op med nye Minder
Om snilrig Daad og dristig Aandsbedrift.

Held over Eder, høje Styrismænd!
Som sattes der paa frækne Drotters Sæder,
At værge og forynge graanet Hæder
Og føre frigjort Slægt mod Maalet hen.
Vi veed det vel, Guldkronen er ei let:
Støt Jer paa Folkets Skuldre, - de er stærke!
Lad "Ret og Sandhed" være Skjoldets Mærke!
O, gjør til Sandhed det, da gjør I Ret!

Hil være Jer i Sjølunds Sommerpragt,
Hvor mildt hvert Blad om Fred og Glæde suser,
Mens Øresund mod begge Kyster bruser
Et lifligt Kvad om vaarlig Folkepagt!
O, her skal uformærkt et helligt Baand
Til enigt Samfund Eders Sjæle knytte!
Og det skal tre Nationers Bøn beskytte!
Og det besegies skal af Nordens Aand!

17