Sonnetter.
1.
En Stemning.
✂
En Stemning er en Sommerfugl, der skyder
Sin trange Puppe af og kjæk sig svinger
I Lyset frem paa farvesprængte Vinger;
Men næste Stund dens Livstraad Døden bryder.
✂
Den er en Tone, som slaas an og klinger;
I Sjælens Sangbund et Moment den lyder,
Saa bort i Luftens Strøm den atter flyder,
Og ingen Kalden den tilbage bringer.
✂
Paa Pennens Spids jeg Sommerfuglen spidder
Og fast den hæfter paa Papirets Flade,
Hvor bævrende af Liv endnu den sidder.
✂
Men Du skal ikke gjemme disse Blade:
Thi al min meningsløse Fuglekvidder
Kan dø og glemmes uden mindste Skade.
2.
Tørke.
✂
Den blanke Klode sidder der og skinner,
Og ingen Sky afbryder Himlens Flade,
Folk gaa og stønne paa den lumre Gade,
Og Støvet hvirvles om og Øiet blinder;
✂
Og Blomsten hænger med de fine Blade,
Insektet trygt sin Væv i Træet spinder,
Og Engens Teppe blegner og hensvinder
Med Bondens Haab om spækket Pung og Lade.
✂
Og som Naturens Liv min Sjæl maa smægte;
Den fik i Arv ej denne golde Styrke,
Som Savn og Længsel rolig kan fornegte;
✂
Dens lyse Perspectiv er tabt i Mørke,
Og Fantasiens Drømmebørn vanslægte,
Og Haabets Rosentræ gaaer ud af Tørke.
3.
Amor paa Svanen.
✂
Hvi sidder Amor mellem Svanens Vinger?
Hvi bruger han Apollos Fugl til Ganger?
Han er jo hverken Digter eller Sanger,
Og slaar for Spøg kun Lyren med sin Finger.
✂
Paa Havets Flod han ej sit Bytte langer,
Og sjeldent kun sig op til Æthren svinger,
Men helst omkring blandt Rosenbuske springer
Og i sit Net de unge Hjerter fanger.
✂
Nei! Sanger er han ej af Navn og Ære;
Men det bevidne alle Kunstens Præster,
At Andre han at, synge nok kan lære.
✂
Hvis nu til Hine ikke Lid Du fæster,
Saa prøv ham! Du skal se, det dog kan være,
At Amor er den bedste Syngemester.
4.
Plantelivet.
✂
De spæde Planter fødes og ernæres,
I Lysets Straalebad de glade svømme,
Af egen Kalk de Himlens Draaber tømme,
Og mades af den Jord, hvoraf de bæres.
✂
Fra Saften, som i dunkle Celler gjæres,
Til Blad og Blomst de stærke Farver strømme,
Og i den søde Duft udaandes Drømme,
Som ubevidst af Jord og Himmel læres.
✂
Den store Mængde Plantelivet vrager,
Fordi det er saa fordringsløst og stille;
Men hvem dets tause Virken til sig drager,
✂
Har fundet der saa lædskende en Kilde
Med Bod for Sorg og Savn og bange Klager,
Med Trøst og Haab og Fred og Glæder milde.