Ploug, Carl TIL CHRISTIAN WINTHER.

TIL CHRISTIAN WINTHER.

Hil sidde Du, danske Sanger,
Med Harpen paa dit Knæ!
Tro ikke, at jeg forlanger
Dit Rygte til Skærm og Læ!
Tro ikke, at jeg vil skygge
For mine Brøst og Savn,
Ved disse Blade at smykke
Med dit usaarlige Navn!
IV Jeg veed, Du kan ikke høre
Min haarde Stemme med Fryd,
Fordi dit fine Øre
Er vant til renere Lyd;
Og Du, som har til din Hvile
Bredkronede Bøges Park,
Maa vrage de stevnede Pile,
Der voxe paa min Mark.

Jeg vil kun engang Dig sige,
Og sige det aabent og frit,
At der fra dit Bord, det rige,
Er dalet Smuler til mit;
At det vilde faldet svært mig
At synge min fattige Sang,
Hvis ikke Du havde lært mig
De danske Toners Klang.
V Du har oplukket mit Hjerte
For Sprogets Melodi,
For al den Jubel og Smerte,
Som rummes kan deri;
Og først da jeg hørte klingre
Dets Malm under dine Slag,
Gav sig mine famlende Fingre
Med Hammer og Tang i Lag.

For tidlig bort fra din Lære
Mig hentede andre Kald:
Hakkelse maatte jeg skære
I Døgnets Rejsestald,
Stene maatte jeg bære
Til Tidens Murværk hen,
Og Du har kun liden Ære
Af din halvfærdige Svend.
VI Thi, skjønt det er eet og samme
Metal, vi tage i Haand
Og smelte i Hjertets Flamme
Og forme med dristig Aand,
Saasnart det af Diglen rinder,
Vi staa hinanden dog fjern:
Du Sølvet og Guldet finder,
Jeg faar kun Kobber og Jern.

De blanke Kruse Du drejed,
Der fyldes med ædel Vin;
De gyldne Ringe Du svejed,
Der fatte Elskovs Rubin;
Du sleb det straalende Smykke,
Som Ungdom og Skjønhed bær'; -
Jeg maatte prise min Lykke,
Om jeg fik smeddet et Sværd.
VII Hil sidde Du, gode Mester
Udaf den herligste Kunst,
I Fred for vrøvlende Gjæster
Og glad ved Musernes Gunst!
Gid længe din Esses Lue
Kaste sit rødmende Skær
Mod Livets Aftenbue
Og Stjernernes stille Hær!

Du skal ikke slukke Ilden,
Fordi din Samtid gik bort;
Du hører dog ikke til den,
Dit ypperste Værk er vort;
Du mer i det Minde bærer
Af Folkets inderste Sjæl,
End Nogen, hvis Minde Du ærer,
End Du kan vide det selv.
VIII Hil sidde Du, danske Sanger,
Med Harpen paa dit Knæ!
Det Ydunsæble Du langer,
Der hænger i Dafnes Træ;
Mens mange Værker skal gjemmes
Bag Glemsels og Tausheds Laas,
Skal dine Sange fornemmes
Og elskes og forstaas!

1ste December 1861.
C.Ploug.