MIDSOMMER 1915

✂ Guldregnens Klaser blegne,
Syrenen falmer hvidt,
og Tjørnens Blomster regne
som Sne for hvert et Skridt.

✂ De vilde Roser sværme
i Solnedgangens Glød,
og Hyldens aabne Skærme
har Duft som nybagt Brød.

✂ Et Svirr af Bier, som brumle,
sølvhvide Glimt af Møl;
et Bryg af Malt og Humle,
en Luft som Krydderøl.

✂ Nu smelter Dagen gylden
sin Skat i Nattens Skaal.
Duftsitrende Idyllen
staar op af Somrens Baal.

✂ Luftstrømme vellugtsvangre
indspinder Sind og Sans
i Drøm, som ej vil angre
sin Rus ved Sankte Hans.

✂ Se, Birk og Bøg og Linde
staar stille Himmelvagt
omkring et dejligt Minde,
der blev i Mulde lagt.

✂ Midsommernatten kryster
os i sin Mindefavn.
Langs Bakkedrag og Kyster
opblusser Bavn ved Bavn.

✂ Hil dig, Højsommer-Glæde,
du Livets Højdepunkt!
Ræk os din gyldne Kæde
og gør vort Hjerte ungt.

✂ Afsindig hedt vi længes
mod alt, hvad vi har tabt.
Paany vort Hjerte flænges
af Sorg, vi selv har skabt.

✂ Og hulkende vi savner,
hvad selv vi skar itu,
og en Erindring favner
— og elsker den endnu!

✂ Livsdrømmen gyldent gløder
fra Sommernattens Baal,
og stille Hjertet bløder
i Nattens Offerskaal.

✂ Endnu i Nat vi takker
for Fredens Alterild,
der over vore Bakker
har tændt sig varm og mild.

✂ Men fjernt i Syd vi aner
en baalsprængt Horisont:
Belyst af Bombebaner
Krigsrædslens lange Front.

✂ Igennem Lande skaaret
den endeløse Grav,
hvor Mængder Banesaaret
selv denne Time gav.

✂ Hvor Millioner bløder
i haabløs Snigmordskamp
— hvor Verdensbranden gløder
i Sommernattens Damp.

✂ En Gru for vore Hjerner
— et aldrig standset Støn:
Til Sommernattens Stjerner
en angst fortvivlet Bøn!