ROSENBORG

✂ Aa, I høje køle Linde,
som herinde,
fyldt af Sundets salte Vinde,
bruser om et Kongeminde.
Gennem lange Løvsalsbuer
drypper Sol i gyldne Luer.
Bag Syreners lilla Skyr
digter Skjalden Eventyr.

✂ Renæssancens Gavlvolutter
indeslutter
under Kobberspir, der strutter,
Kronjuveler og Tributter
til den oldenborgske Krones,
til den danske Løvetrones
Smykkeskrin i Fryd og Sorg
— Potpourriens Rosenborg.

✂ Ak, hvor ofte har jeg sværmet
og mig nærmet
Vindebroen, som er skærmet
af to Løver, der fornærmet
har sig lagt, med Sten i Maven,
vogtende for Borgegraven:
Over denne smalle Bro
gaar kun Eventyrets Sko.

✂ Men det gamle Hjerte gløder:
Stævnemøder,
der vort sølle Liv forsøder,
trindt fra alle Gange støder
sammen her fra Ungdoms Dage.
Vender Blikket jeg tilbage,
frem de spanker, en for en,
paa guddommelige Ben.

✂ Valborg gaar i alt det Grønne.
Lind og Lønne
danner Solskærm for den Skønne
— hør, igennem Haven dønne
klingrende de høje Hæle.
Aa, de lykkelige Sjæle,
som skal øve Sommerflirt
bag en Dronnings Kniplingsskørt!

✂ Hen langs alle Havens Bænke
ses en Lænke
af Gardist og Mø og Enke,
tusind Børn, som ikke tænke,
Barnepiger og Alfonser.
Mellem Løv og gamle Bronzer
stryger Rosenduft forbi
af den gamle Potpourri.