Michaëlis, Sophus København

KØBENHAVN

Storstad, som voksed af en ringe Ramme:
en enlig Varde plantet først til Værn
for Fiskerhytter og for Handelspramme,
en Esse til at smedde Staal og Jern,
mod Vender-Horderne en Vagttaarn-Flamme,
for Landets egne Børn en Fredens Kværn.
— Bystammen voksed, føjed Ring til Ringe,
hvert Stik i Grunden kan for Dag dem bringe.

I Sund og Søer risled glade Bække,
og Landet dufted sommerligt af Hyld,
af Saltfisk lugted baade Borg og Flække,
hvis gamle Tomter blev lagt ned til Fyld
— af Kridtstensmurens lange Kvaderrække
i Jorden gemmes end en Rest af Syld;
i Fortidsbyens Lag af Minder ligger
Absalons Brønd, hvoraf endnu vi drikker.

96

O Middelalderby med sunkne Taarne,
Fugl Føniks atter af sin Aske skudt,
med Møllevingerne af Søvind baarne,
med Mur af Tinder og Rundeller brudt,
med Byprofiler højt og dristigt skaarne
— fra Havnen tordner Karavel-Salut,
og Faner vifter om en stolt Besejring,
og Klokker takker for en brudt Belejring.

En Labyrint af smalle Krinkelgyder,
hvor Kirkespir gror op med gylden Fløj;
opfyldte Holme frem i Strømmen skyder,
og trindtom klinger Værfters Hammerstøj;
Indsejlingen et Søjle-Vartegn pryder,
og Børs og Borg højt over Skorstensrøg
er rejst, mens Rundetaarn mod Himlen retter
Kvadrant og Kikkert i de stille Nætter.

Hvor mange Taarne har vel Tiden tæret,
hvor mange Mure Ilden lagt i Grus?
Men atter livsfrisk løfter sig i Vejret
den Moderstad, der stod som Danmarks Hus.
Endnu den bær et Glimt af Bombeskæret,
kartov-bespyet over Bølgebrus,
men altid voksende sin Ham den krængte,
til endelig den helt sit Harnisk sprængte.

97

Du skønne By, som vore Fædre bygged
og værned kækt med deres Hjerteblod,
faldt end de Trær, som deres Hjem har hygget,
endnu i Grunden findes Bul og Rod.
Vi elsker dig, du er af Minder skygget,
de svundne Slægter aldrig dig forlod,
men maner os til ny endrægtig Handling,
hvor alt det grimme faar en skøn Forvandling.

I dig skal opstaa alle stolte Planer,
som Fædrene før os engang har tænkt,
men foldes ud i frigjort vide Baner,
hvad før var smaaligt, stygt og indestængt.
Vi elsker dig, du Hovedby for Daner,
der højt i Solen Fanerne har hængt.
Vi hilser dig, du eneste udkaarne,
Udviklingsstaden med de skønne Taarne!