EDVARD RUDOLF NEOVIUS
✂ 26. Sept. 1917.
✂
Tavse Hjemvé-Minder vinked
bag den tunge Himmelrand.
Glansen i dit Øje blinked
af de tusind Søers Land.
✂
Traadløst Tankerne dig knytted
til det Folk, hvorfra du gik,
mens dit Hjerte stille lytted
til de fjerne Falds Musik.
✂
Kalevalas røde Sange:
op af Finlands lange Nat,
baaret frem med Fosseklange
Fantasiens gyldne Skat.
✂
Ja, du var en ægte Finne,
dyrked Tanken som Magi,
saa' de skjulte Linjer rinde
i fortryllet Harmoni.
✂
Løfted højt dit Væsens Charme
som en festlig Guld-Monstrans,
ej ed i dit Hjertes Varme
Sjælens sidste, sjette Sans.
✂
Gransked over Snit og Sfære,
øved Tænkningen abstrakt:
Tallets suveræne Lære,
Fladernes sublime Magt.
✂
Dyrked det Uendelige,
Himmelrummets blaa Logik,
hørte som en Hymne stige
Talkolonnernes Musik.
✂
Denne Pandes Tænkersnille,
disse Øjnes Fosforglød
— Hjertet som en stormfuld Kilde,
der sin svage Kumme brød.
✂
Under Asken frem sig ulmed
Tankens gnistrende Vision
— nu har du igennem Mulmet
naaet den fjerde Dimension.
✂
Ej til Støvet var du bundet,
al din Higen var astral.
Og i Døden har du fundet
Evighedens Integral.