FLUGTEN TIL ÆGYPTEN

✂ Der græsser en Mule i Ørkenens Kant,
for Nymaanen Skygge den kaster.
Den véd ikke selv, hvor den Vejen fandt,
og hvorfor saa heftigt det haster.

✂ Den bærer sin Byrde, den træder sin Sti,
den følger den dragende Tømme.
Mod Aften det vildsomme Ridt er forbi,
og Koder og Haser er ømme.

✂ Da vifter en Palme, da risler en Strøm:
Se, op mod den knudrede Stamme
har Moderen løsnet sin Kjortelsøm
for Barnet ved Brystet at amme.

✂ Foran dem paa Vagt ved sin Oldingestav
en Graaskæg med Hovedet nikker:
Han lyder et Bud, et forunderligt Krav
og vandrer, hvor Landet det ligger.

✂ Han leder sin Mule, han gaar paa sin Fod
— i Sadlen jo Moderen hviler.
Han véd kun det ene, at Herren er god,
og at Drengen til Moderen smiler.