I SAN PAOLOS KLOSTERGANG

✂ Rom.

✂ En Klostergang, et Lukke,
hvor intet Liv der støjer:
kun Aandedrag af Græsset,
af Liljer og Levkøjer.

✂ En spinkel Straale risler
i Midterhavens Kumme,
hvor blege Guldfisk dovner
og hører Fluer summe.

✂ Glasmosaikens Bændler
bestjerner alle Buer,
juvelindlagte Søjler
lig Lys i Solen luer.

✂ De snor sig stængelvredne,
de stiger marmorblanke:
hver fik sin egen Skabning,
sin stille Kunstnertanke.

✂ I Væggen muret inde
blev gamle Indskrift-Flager,
Oldtidens Askeurner
og tømte Sarkofager.

✂ De gamle Romaslægter,
Latiner og Etrusker:
Her hviler Ben og Aske
af En, hvem ingen husker.

✂ Men denne Marmorcippus,
som Støvet af ham rummed,
blev sat ham af hans Hustru,
der selv er længst forstummet

✂ Hvad baader vore Kampe?
Hvad faar vi for at lide?
Vi bliver alle Gravsten,
som Tidens Fjed skal slide.

✂ Dog lever vi herinde,
vi hører Græsset aande.
Hun, jeg engang har elsket,
er her en navnløs Nonne.

✂ Hver Morgen vandrer Solen
som Munk i denne Celle
og kysser nye Blomster,
der op af Støvet vælde.

✂ De duftende Levkøjer
i Græsset han sig sanker ...

✂ Tolv Slag fra Kampanilen,
som nynnes de i Tanker ...