I

✂ Blomster, der rækkes af usynlige Hænder,
bringer Sjælen Hilsen fra lønlige Venner.
Farven i hver lille
straalende Krone
kogler som en Kilde,
tindrer som en Tone.

✂ Tanker kan traadløst krydses gennem Luften,
Hjerter kan forenes, trodsende Fornuften.
Gennem Blomsterranker
gaar der Tryllestrømme:
Farven føder Tanker,
Duften avler Drømme.

II

✂ Haanden skaber: Strengen venter
sin Forløsnings Buestrøg;
alle Hjertets Instrumenter
paa de rette Fingre venter,
der kan mestre dem i Spøg.

✂ Haanden skaber: for en Kvindes
bløde Greb Mirakler sker.
Stoffets Tyngde overvindes,
Fantasiens Rytmer findes
— Mandens Hjerte blir et Ler.

III

✂ Den tingraa Sø mellem Sus af Siv,
et Brus af Trær over Skrænten ned,
hvor Linden aander sit Sommerliv
og Himlen smelter af Sol saa hed.

✂ To Silkesko i den bløde Muld,
af Stranden kysset for hvert et Skridt...
Et Haar som spundet af Solens Guld .. .
et Blik, der blaaner lavendelblidt.

✂ To Byster formes i fugtigt Ler
af fire Hænder i flinkt Omkap,
mens Kunstnerøjet opmærksomt ser
og tager fat, hvor igaar det slap.

✂ Snart efter skælver en Violin
i Melodier fra Hjertets Gem.
Den skønne Haand med en rød Rubin
af Leret tryller en Skitse frem.

✂ Se sølvbesat dette hvide Bord,
hvis Blomster blusser mod Furesø,
hvor selve Sommeren lydløst ror
i Duft af Skovhyld og Kløverhø.

✂ En Kæmpe-Abild har Krone sat
for Dronningburet som Duft-Altan.
Dér fyldes hver en Skærsommernat
med Syrinx-Toner af selve Pan.

IV

✂ En Stund jeg hvilte paa en mosgrøn Skrænt
og saa' mod Himlen Bøgens Søjlestamme
gaa lodret op af Ellekrattets Ramme,
af sunde Safters Salighed bespændt.

✂ O Plantelykke, som jeg selv har kendt!
Mit Hjerte tændtes af en Solilds-Flamme
og følte sig fordoblet med det samme:
Alt blev til Drøm — og er dog sikkert hændt.

✂ Jeg sitred som et Blad paa Bøgens Grene,
fik Kys af selve Solens gyldne Mund
og var selvanden — skønt jeg var alene.

✂ Ja, Sjælen har paa dybt forborgen Bund
en Kilde, der kan risle Tanker rene
— et Nu, lig hundred Aar, i Lykkens Lund.