I

✂ Alpesneen rosengløder
— Solen synker, Dager dør.
Søen Taagefostre føder
under violette Slør.

✂ Viftepalmer kuldskært skælver
langs den lygtelyse Kaj.
Bjerget op i Himlen hvælver
lys-afprikket hver en Vej.

✂ En safirblaa Stjerne sitrer.
Bjergets Silhuet forsvandt:
Hele Rummet stjerneglitrer
som i Støv af Diamant.

✂ Hvad er nede, hvad er oppe?
Hvad er Himmel, hvad er Jord?
Se, de hvide Alpetoppe
toner tavse bort mod Nord.

II

✂ Dagen blaaner. Svøbt er Dalen
i en dyb og dunkel Damp.
Længst de vaagne Haners Galen
varsled ind den nye Kamp.

✂ Se, da rødmer Sneen atter,
blusser paa sin hvide Kind:
Solen moderkærligt fatter
Verden i sit Favntag ind.

✂ Klokketaarne og Cypresser

✂ sender Gnist fra Top til Top:

✂ En krystalklar Morgen messer,

✂ mens en skyldfri Jord staar op.

✂ Død er Tvivlen, glemt er Sorgen
— Solen kysser jo min Kind,
og den kilde-rene Morgen
risler i mit vaagne Sind.