O MODER

✂ O Moder, som gik fra mig,
før jeg fik lært at tale,
du blev dog Trøsterinden,
som ene kan husvale.

✂ Du fjerne, gode, rene,
som længst er Støv i Støvet,
du gjorde al min Længsel
saa evighedsbedrøvet.

✂ Du var jo Drømmepulsen,
som banked dybest nede.
Du fik mig til at sukke,
at hulke og at bede.

✂ Den Lykke ved dit Hjerte
som spæd at kunne græde,
blev Kilden, hvor jeg died
min dybeste Glæde.

✂ Kun dig jeg famled efter,
naar jeg elskede en Kvinde.
Du blev mit Hjertes eneste
uplettede Minde.