O STUMME VENNER —

✂ O stumme Venner i min stille Stue,
hvor gaadefuldt de gyldne Titler lue.

✂ Et Arsenal af Sjæle-Grammofoner
bag Mumiesvøb med bundne Røster toner.

✂ Du Bøgers Bog, jeg henter ned fra Hylden,
en Verden aabner — duftende og gylden.

✂ Af Pergament et gammelt gulnet Bind
de hundred Gange læsket har mit Sind.

✂ Af disse Blades tusindaarige Dvale
opvaagner atter Platons Vismandstale.

✂ Og Rummet fyldes tempelhøjt og tavst
af Aanderøster om en søvnløs Faust.

✂ Af Tropesyner mine Sanser fanges:
Sakuntala — Himalaya og Ganges!

✂ I Blomster bryder ved den hellige Flod
Açoka-Træet for en Piges Fod.

✂ Højt skyder af en Dynge hvidt Papir
en Tryllepalme, vakt af en Fakir.

✂ O Sædekorn med evig Spiremagt
i Dødens dybe Pyramide lagt.

✂ Et Hjerte skælver genfødt i min Haand,
og Gnister tændes mellem Aand og Aand.

✂ Velsignet, Venner, eders evige Sprog! ...
Er selv engang jeg kun et Navn, en Bog,

✂ gid da en Kvinde ung og længselsskøn
en Strofe finde, som endnu er grøn.

✂ Gid Tonebruset fra mit stille Indre
maa som et Glimt i hendes Øje tindre,

✂ og hendes Haand mit Hjerte — salig Tanke! -
maa føle mellem sine Fingre banke!