ØDIPUS PAA HØJEN

✂ Rudolph Tegners Statue i Kildekrog.

✂ Solen synker i sit Baal,
Havet bruser i sin Brænding.
Skyen gaar med Tordenspænding,
knitrende som Flint mod Staal.

✂ Himmelfejende gaar frem
Regn i tunge Bygehoser.
Bække gennem Sump og Moser
svulmer højt om Sivets Bræm.

✂ Fjernt langs Strandens Bølgekog
Skovplantagens grønne Farve
som en overskaaret Larve
kryber med sit Fyrretog.

✂ Fra de sortblaa Kysters Rand
blinker Gnister over Havet:
Dagen bloddøbt og begravet,
Verden tændt i Solfaldsbrand.

✂ Blomsterfyldt er Græssets Skød:
op af Bakkedraget vælder
Blus af gule Immorteller
over Lyngens røde Flod.

✂ Mod det vilde Himmellys
rejser sig fra Højens Tinde
Lidelsernes Drot den blinde,
taarnet af sin Smertes Gys.

✂ Højt mod Himlens spotske Maal
strækker han sin Afmagts Trusel,
stønner ud sin Skam og Blusel:
Tømt er Skæbnens beske Skaal.

✂ Sine Øjne ud han rev
— Synets blodigrøde Kvaler
af Dæmoner og Vandaler,
af det Helved, Jorden blev.

✂ Gribbeflænsen, Vold og Ve,
hadforgiftet, hævnforblændet,
alt besudlet, alting skændet
— bedre ingenting at se!

✂ Himlen slukker sine Lys,
Jorden lakker mod sin Aften.
Se, lemlæstet Mandekraften
raver gennem Smertegys.

✂ Som han vaded gennem Slam,
sønderbrudt han Foden flytter.
Kun Antigone ham støtter:
Haabets spæde, nøgne Ham.

✂ I et blodigt Skær af Sol
Hellas' Skæbnedrot den blinde
højt paa Sjællandshøjens Tinde
sat som Verdensstorms-Symbol.

✂ Kunsten gennem Tusindaar
Sagnkolosserne har dannet:
Ødipus, i Danmark strandet,
evigt imod Havet gaar.