ATLANTIS
I
✂
Jeg har Havet i mit Indre:
op af Tusind Favne Vand
ser jeg Minareter tindre
fra min Længsels sunkne Land.
✂
Langt fra Livets daggraa Kyster
gaar det dybe Ocean,
som i Bølgekaos kryster
mine Drømmes Ispahan.
✂
Ingen Sol sit Guldnet kaster
til dets ametystblaa Bund,
hvor en Djungleskov af Master
staar for Evighed paa Grund.
✂
Sunkne Skibe, Karaveller
sitrende i søgrøn Tang
— Gopler fra Urhavets Kælder
toner op som Klokkeklang.
✂
Byer, bygte af Koraller,
gløder mørkt som Karneol:
Gennem Ruder af Krystaller
Skæret af en sunken Sol
✂
falder i de tavse Haller
blodigrødt som Karneol.
II
✂
Havet dønner uden Rynke,
bulmedunkelt, tavst, pompøst.
Mod Atlantis vil jeg synke
fra et fattigt Liv forløst.
✂
Gennem Tangpolypers Skræmsel,
Fald paa tusind Favne Vand,
dykke ned i Dybets Glemsel
til min Længsels sunkne Land.
✂
Alle Haab, der boblebristed,
Løfter, der i Skum hengled,
Illusionerne, jeg misted,
sank i dette Halvlys ned.
✂
Drømmens Sødme, Rusens Lindring,
Elskovslykkens raa Forlis,
Kærlighedens blaa Erindring
om det tabte Paradis.
✂
Alle mine Vrag gik neden
i den kolde Glemsels Skød
for at samle Evigheden
af, hvad Livet sønderbrød,
✂
for at plante mig et Eden
i de sunkne Soles Glød.
III
✂
Danaë i Dybet vinker
med sit Skøds Mysterium:
Gudens gyldne Sæd nedblinker
fra det høje Himmelrum.
✂
Hedt besvangrende den strømmer
ned i hendes Bølgefang,
hvor de hvide Lemmer drømmer
under Algers Silkehang
✂
Kastet i en Bølgebugtning
fra en sejrberuset Gud
en udødelig Befrugtning
daler som et Stjerneskud.
✂
Danaë i Dybet blunder:
Halvlukt Øjets Perlemor
skinner af det Purpur-Under
som i Moderlivet gror.
✂
Jeg har selv jo Havet favnet —
i et vildt ubændigt Kryst
har jeg bølgeslukket Savnet,
af et Stjerneskud belyst,
✂
til jeg træt paa Bunden havned
efter Uvejrsstormens Dyst.
IV
✂
Alle Drømmens Luftkasteller,
Fantasiens Fepalads
i Atlantis' Bølgekælder
fandt den sidste Ankerplads.
✂
Blændværks gyldne Morildskugle,
Sol-Visioners Valmusejl,
Vingeflaks af Sommerfugle,
pustet over Havets Spejl,
✂
slugtes af det evig Fjerne
i den øde Kimings Blaa,
sank som Stjerne efter Stjerne
for den sunkne By at naa.
✂
Selv Promethevs, klippelænket,
læsket i sin Smerte tav,
da hans aabne Saar blev sænket
i den køle Bølgegrav.
✂
Se, Orion, stjernebæltet,
dukker mod min Længsels Land.
Ikaros, hvis Vinger smelted,
Faëton med styrtet Spand,
✂
— alle Flyverne, som vælted,
sank paa tusind Favne Vand.
V
✂
Jeg blev selv jo bølgebaaret
født af Evighedens Dyb
til at vandre træls og saaret
over Jorden som et Kryb.
✂
Skyllet op paa Livets Strande
som et Kim, et skumklædt Frø,
der igen i Dybets Vande
boblebristende skal dø.
✂
Havet i mit Indre toner
med en Konkas Genfærdsklang:
Ekko fra de sunkne Zoner,
hvor jeg levet har engang.
✂
Naar jeg livstræt Sjælen lukker
for i Lethes Hav at dø,
se, Atlantis atter dukker
op af min Erindrings Sø.
✂
I mit Forlivs tavse Haller
ser jeg Livet evigt gro,
langsomt lig et Rev Koraller
— Gren ved Gren, og Bro ved Bro.
✂
Skær af sunkne Sole falder
ind i Evighedens Bo.