I

✂ Casino Rospigliosi.

✂ De hvide Azáleer vandre i Ring
om Vaaren, der er som et Kildespring:

✂ De blinkende Pulse sprudle af Jord,
hvor Græsset grønnest og tættest gror.

✂ Paa Buskene tynger der Flor lig Sne
— som Brudepiger de er at se.

✂ Det hvide Følge Terrassen rundt
om Bruden danner et duftende Bundt.

✂ Hvor Haven højner sit Alterbord,
de rødeste Roser i Koret gror.

✂ I alle de snehvide Farvers Klang
der sitrer en eneste Purpursang.

✂ Azáleen svang sine Røgelsekar.
Vi to de eneste Vidner var.

✂ Det mystiske Bryllup blev fejret i Duft
af aandende Blomsters balsamiske Luft.

✂ Jeg bøjed mit Hoved dit Hjerte nær
og hørte det kime bag Kaaben dèr.

✂ Højt over de hvide Azáleers Klang
et ufødt Hjerte sin Hymne sang.

II

✂ Campidoglio.

✂ Den brede Trappe, slusende af Sol,
op mod det marmorgyldne Kapitol

✂ gaar som en Cæsar-Gangbro af Bedrifter,
hvis Kvadre fejes svalt af Palmevifter.

✂ Se, Ulven traver rastløst i sit Bur,
og Romas Ørne sidder blindt paa Lur.

✂ Se Dioskurerne, som Jorden gæste,
sagtmodigt staar ved deres lave Heste.

✂ Irrgrøn og gylden rider, tung og hel,
den kejserlige Tænker Marc-Aurel.

✂ Flodguder, Springvand, Trapper og Terrasser,
af Marmorstøtter kransede Paladser,

✂ som Michelangelo har maalt og bygt,
hvor Romas Borgvold hviler oldtidstrygt.

✂ Fra Tabularets høje Hvælvingshaller
ned over Forum-Dybet Blikket falder

✂ paa Tempelrids, der rejser sig af Grav:
Sejrsbuer, Søjler, Plint og Arkitrav.

✂ Paa hver Ruin, som over Grunden luder,
Grønsværet planter sine bløde Puder,

✂ Blaaregnen vælter sine Rankers Hæng,
og Bregner pynter Vestas Vandbassin.

✂ Valmuerne til Vejrs som Vimpler klavre,
og Sortbær drypper fra den grønne Lavre.

✂ Se, hyllet i Cypresser Palatin,
en blomstrende gigantisk Vaar-Ruin.

✂ Se, Via sacra i sin Vaardragt venter
paa selve Cæsar, som Triumfen henter.

✂ Firspandet drøner op mod Kapitol,
hvor Juppiter ham hilser i sin Stol.

✂ Se, alle Templer sig mod Himlen rejser,
og alle Søjler hylder deres Kejser.

✂ Ja se, fra Titus-Buen langsomt gaar
en Kvinde frem med Solen i sit Haar

✂ og sødt beruset af den røde Kløver
paa Vestas mosbegroede Tærskel tøver.

✂ I svimmel Lykke tit hun stille staar:
hun bærer i sig Barnets store Vaar.

✂ Ad Via sacra gaar hun under Buer
mod Himlens Alter, som i Solen luer.

✂ I Ara cœli Barnevuggen staar,
hvis Gænge evigt gennem Verden gaar.

III

✂ Palatino.

✂ Bag mørke Steneges mumlende Sus
Caligulas Bro og Tiberius' Hus.

✂ Ad stejle Gader med Tøndehvalv,
hvor Oldtidsromernes Hjerter skjalv.

✂ Kohorternes Gang forbi Kejserens Sal
— en Klang af hans løftede gyldne Pokal.

✂ En opmuret Verden af vældige Rum,
hvor Fantasien gaar vild og stum.

✂ Men højt over Hvalvenes Krypt ved Krypt,
hvor Oldtiden fjæler sig fængselsdybt,

✂ Terrasserne troner i evig Vaar,
hvor Blomster kommer og Blomster gaar.

✂ Se, Mandelgrene i duftende Rødt,
se, Palmerne sitre i Guldskær blødt.

✂ Se, Kæmpe-Kalla i Springvand gror,
Orangernes Guldæbler trille i Jord.

✂ Forvitrede Byster langs Randen staa,
som om de dybt i Glemselen saa'.

✂ Her gik Tibér mistænksom og sky
og stirrede ned i den støjende By.

✂ Her vandred Augustus som Ypperstepræst
ad Stien ned til vestalisk Fest.

✂ Her laa han til Bords i sin Spisesal,
som store Fontæner plaskede sval.

✂ Her Livias Hus over Jorden staar
— endnu hendes Ekko paa Fliserne gaar.

✂ I disse Blyrør blev Varme ledt,
de Vægmalerier har selv hun set.

✂ Her spøger i Sol et Par Tusindaar,
men evig ung er den romerske Vaar.

✂ Paladser i Vildnis af Græs og Løv,
af Kløver og Vildkorn og Valmu-Støv.

✂ En underjordisk Palads-Labyrint,
i Hyld og Roser begravet trindt.

✂ En Gartner gaar til den taarnhøje Mur,
hvor Roserne hænger i vild Natur.

✂ Han samler Buketten af Pluk ved Pluk
og rækker den frem med ærbødigt Buk.

✂ En ældgammel høvisk Romerfærd:
at hylde den Kvinde, som Livsfrugt bær.

✂ Af samme stumme velsignende Magt
har Livia før faaet Roser rakt.

✂ Thi Romeren ærer den evige Vaar
og hylder Madonna, som svanger gaar.

✂ Den Mand faar det evige Liv at se,
som kom i Fornyelsens Støbeske

✂ og smelter sig om og sit Livshaab saar,
at det kan vokse mod bedre Vaar.

IV

✂ Via Plinio.

✂ Lille Verden, som vi skabte,
Kosmos i en Nøddeskal,
Paradiset, det fortabte,
Eden uden Syndefald.

✂ Lille Kim, der Altet rummer,
spiret i en hellig Stund,
efter Moderskødets Slummer
aabner du din lille Mund.

✂ Se, de fine Gribehænder
fatter om det fyldte Bryst:
i det lille Hjerte brænder
Livets første rene Lyst.

✂ Med fuldendte smaa Organer
frem for Lysets Daab du gik:
Øjet ser, og Øret aner
Livet som en sød Musik.

V

✂ Villa Borghese

✂ Frem af Løvet lysner Toner,
marmorgyldne, perlegraa.
Grønne Skyr af Pinjekroner
staar som Drømme mod det Blaa.

✂ Duvende og duftigt dirrer
Kniplingskvistenes Rytmik.
Op i Himmelhavet stirrer
Sjælen, fyldt af Løvmusik.

✂ Juppiter, den Gode, Store,
øjnes paa sit Kapitol:
efter Tordenmulm at spore
som en Trylleglans af Sol.

✂ Mellem Pinjedryssets Naale
glimter hvide Bellis frem.
Millioner Blomsterskaale
ofrer Vaarens stærke Em.

✂ Springvand sprudle, Kilder synge,
Luften kysses sval af Stænk.
Se, om hver en Straaleklynge
krummer sig en Marmorbænk.

✂ Pinjesløret Solskinsdagen
aander kun Idyl og Ro.
Se, ved Kilde-Sarkofagen
læsker sig en tørstig Ko.

✂ Verden opløst i Fantomer,
idel Fest og idel Lyst:
Se, en lille nyfødt Romer
dier ved sin Moders Bryst.

✂ Alt er Vellyd, alt er Toner,
marmorgyldne, perlegraa.
Grønne Skyr af Pinjekroner
staar som Drømme mod det Blaa.