ROMERSK FORAAR
I
✂ Casino Rospigliosi.
✂
De hvide Azáleer vandre i Ring
om Vaaren, der er som et Kildespring:
✂
De blinkende Pulse sprudle af Jord,
hvor Græsset grønnest og tættest gror.
✂
Paa Buskene tynger der Flor lig Sne
— som Brudepiger de er at se.
✂
Det hvide Følge Terrassen rundt
om Bruden danner et duftende Bundt.
✂
Hvor Haven højner sit Alterbord,
de rødeste Roser i Koret gror.
✂
I alle de snehvide Farvers Klang
der sitrer en eneste Purpursang.
✂
Azáleen svang sine Røgelsekar.
Vi to de eneste Vidner var.
✂
Det mystiske Bryllup blev fejret i Duft
af aandende Blomsters balsamiske Luft.
✂
Jeg bøjed mit Hoved dit Hjerte nær
og hørte det kime bag Kaaben dèr.
✂
Højt over de hvide Azáleers Klang
et ufødt Hjerte sin Hymne sang.
II
✂ Campidoglio.
✂
Den brede Trappe, slusende af Sol,
op mod det marmorgyldne Kapitol
✂
gaar som en Cæsar-Gangbro af Bedrifter,
hvis Kvadre fejes svalt af Palmevifter.
✂
Se, Ulven traver rastløst i sit Bur,
og Romas Ørne sidder blindt paa Lur.
✂
Se Dioskurerne, som Jorden gæste,
sagtmodigt staar ved deres lave Heste.
✂
Irrgrøn og gylden rider, tung og hel,
den kejserlige Tænker Marc-Aurel.
✂
Flodguder, Springvand, Trapper og Terrasser,
af Marmorstøtter kransede Paladser,
✂
som Michelangelo har maalt og bygt,
hvor Romas Borgvold hviler oldtidstrygt.
✂
Fra Tabularets høje Hvælvingshaller
ned over Forum-Dybet Blikket falder
✂
paa Tempelrids, der rejser sig af Grav:
Sejrsbuer, Søjler, Plint og Arkitrav.
✂
Paa hver Ruin, som over Grunden luder,
Grønsværet planter sine bløde Puder,
✂
Blaaregnen vælter sine Rankers Hæng,
og Bregner pynter Vestas Vandbassin.
✂
Valmuerne til Vejrs som Vimpler klavre,
og Sortbær drypper fra den grønne Lavre.
✂
Se, hyllet i Cypresser Palatin,
en blomstrende gigantisk Vaar-Ruin.
✂
Se, Via sacra i sin Vaardragt venter
paa selve Cæsar, som Triumfen henter.
✂
Firspandet drøner op mod Kapitol,
hvor Juppiter ham hilser i sin Stol.
✂
Se, alle Templer sig mod Himlen rejser,
og alle Søjler hylder deres Kejser.
✂
Ja se, fra Titus-Buen langsomt gaar
en Kvinde frem med Solen i sit Haar
✂
og sødt beruset af den røde Kløver
paa Vestas mosbegroede Tærskel tøver.
✂
I svimmel Lykke tit hun stille staar:
hun bærer i sig Barnets store Vaar.
✂
Ad Via sacra gaar hun under Buer
mod Himlens Alter, som i Solen luer.
✂
I Ara cœli Barnevuggen staar,
hvis Gænge evigt gennem Verden gaar.
III
✂ Palatino.
✂
Bag mørke Steneges mumlende Sus
Caligulas Bro og Tiberius' Hus.
✂
Ad stejle Gader med Tøndehvalv,
hvor Oldtidsromernes Hjerter skjalv.
✂
Kohorternes Gang forbi Kejserens Sal
— en Klang af hans løftede gyldne Pokal.
✂
En opmuret Verden af vældige Rum,
hvor Fantasien gaar vild og stum.
✂
Men højt over Hvalvenes Krypt ved Krypt,
hvor Oldtiden fjæler sig fængselsdybt,
✂
Terrasserne troner i evig Vaar,
hvor Blomster kommer og Blomster gaar.
✂
Se, Mandelgrene i duftende Rødt,
se, Palmerne sitre i Guldskær blødt.
✂
Se, Kæmpe-Kalla i Springvand gror,
Orangernes Guldæbler trille i Jord.
✂
Forvitrede Byster langs Randen staa,
som om de dybt i Glemselen saa'.
✂
Her gik Tibér mistænksom og sky
og stirrede ned i den støjende By.
✂
Her vandred Augustus som Ypperstepræst
ad Stien ned til vestalisk Fest.
✂
Her laa han til Bords i sin Spisesal,
som store Fontæner plaskede sval.
✂
Her Livias Hus over Jorden staar
— endnu hendes Ekko paa Fliserne gaar.
✂
I disse Blyrør blev Varme ledt,
de Vægmalerier har selv hun set.
✂
Her spøger i Sol et Par Tusindaar,
men evig ung er den romerske Vaar.
✂
Paladser i Vildnis af Græs og Løv,
af Kløver og Vildkorn og Valmu-Støv.
✂
En underjordisk Palads-Labyrint,
i Hyld og Roser begravet trindt.
✂
En Gartner gaar til den taarnhøje Mur,
hvor Roserne hænger i vild Natur.
✂
Han samler Buketten af Pluk ved Pluk
og rækker den frem med ærbødigt Buk.
✂
En ældgammel høvisk Romerfærd:
at hylde den Kvinde, som Livsfrugt bær.
✂
Af samme stumme velsignende Magt
har Livia før faaet Roser rakt.
✂
Thi Romeren ærer den evige Vaar
og hylder Madonna, som svanger gaar.
✂
Den Mand faar det evige Liv at se,
som kom i Fornyelsens Støbeske
✂
og smelter sig om og sit Livshaab saar,
at det kan vokse mod bedre Vaar.
IV
✂ Via Plinio.
✂
Lille Verden, som vi skabte,
Kosmos i en Nøddeskal,
Paradiset, det fortabte,
Eden uden Syndefald.
✂
Lille Kim, der Altet rummer,
spiret i en hellig Stund,
efter Moderskødets Slummer
aabner du din lille Mund.
✂
Se, de fine Gribehænder
fatter om det fyldte Bryst:
i det lille Hjerte brænder
Livets første rene Lyst.
✂
Med fuldendte smaa Organer
frem for Lysets Daab du gik:
Øjet ser, og Øret aner
Livet som en sød Musik.
V
✂ Villa Borghese
✂
Frem af Løvet lysner Toner,
marmorgyldne, perlegraa.
Grønne Skyr af Pinjekroner
staar som Drømme mod det Blaa.
✂
Duvende og duftigt dirrer
Kniplingskvistenes Rytmik.
Op i Himmelhavet stirrer
Sjælen, fyldt af Løvmusik.
✂
Juppiter, den Gode, Store,
øjnes paa sit Kapitol:
efter Tordenmulm at spore
som en Trylleglans af Sol.
✂
Mellem Pinjedryssets Naale
glimter hvide Bellis frem.
Millioner Blomsterskaale
ofrer Vaarens stærke Em.
✂
Springvand sprudle, Kilder synge,
Luften kysses sval af Stænk.
Se, om hver en Straaleklynge
krummer sig en Marmorbænk.
✂
Pinjesløret Solskinsdagen
aander kun Idyl og Ro.
Se, ved Kilde-Sarkofagen
læsker sig en tørstig Ko.
✂
Verden opløst i Fantomer,
idel Fest og idel Lyst:
Se, en lille nyfødt Romer
dier ved sin Moders Bryst.
✂
Alt er Vellyd, alt er Toner,
marmorgyldne, perlegraa.
Grønne Skyr af Pinjekroner
staar som Drømme mod det Blaa.