LIVETS PORT

✂ Til Rudolph Tegner

✂ Som to knejsende Fløje de højtidsfulde Søjler
indrammer Livets Port, der gaar op for
Lysets Nøgler,
naar Eros sprænger frem med sit Firspand
uden Tøjler
og som stigende Sol gennem Straalebasuner
udgnistrer over Verden sine Kærlighedsruner,
der vajer som Vimpler over vore Pavluner

✂ I Jorden mellem Kilders usynlige Mylder,
i Grottehvalv, buet for grublende Sibyller,
Mysteriet skaber sine magiske Idyller:

✂ I Mørkets Bug de bævende Afkommet avler
og smedder Livets Krone og jordbundne
kravler
for at tyde Naturens aabenbaringstunge
Tavler.

✂ Og i den sidste Grotte, visnende som Løvet,
af Livsstormen knækket, forhærdet og prøvet
den Døde vender ensom tilbage til Støvet.

✂ Se Grupperne, der famler i Dagens Søjleskove
og tømrer Lykkedrømmens koglende Alkove
for Blodets purpurfarvede almægtige Love.

✂ Se de søgende Hænder, der strækker sig i
Blinde
for at fatte om en Stjerne, for de Vises Sten
af finde
— Universets Morgen-Venus: den eneste
Kvinde.

✂ Se de prustende Stridsmænd, der vil
Musklerne knytte
i Kampen om Verdens uopnaaeligste Bytte:
et Hjerte, hvortil ene Hjerte maa lytte.

✂ De lider Elskovstørstens uslukkelige Kvaler,
en Lidenskab i Luer af deres Halse taler,
naar de flokkes om den Ene som brændende
Rivaler

✂ for at blusse i Haab, i Fortvivlelse at blegne,
at forfølge Chimærens Blodspor allevegne
og saligt i Kyssets Hengivelse at segne.

✂ I Mulmets Moderskød de sovende forstummer
og favner Paradiset, som Himmeldrømmen
rummer,
og dukker dybt i Længslens bundløse Kummer
for i Rus at besvangre og vaagne som en
Dranker,
der ser til Liv forvandlet sine vilde
Skabertanker
— et Løvspring om sit Leje af Børneflokkens
Ranker.
Se Slægten, der frugtbar forgrener sine
Baner
og slynger om Stammen friskskydende Lianer,
til Døden Livets Træ for Frugterne raner
og over en aaben Grav de fyldte Grene ryster
og skiller Mand fra Hustru og Broder fra
Søster
og ene med den stumme Fortvivlelse trøster.

✂ Om et usynligt Tempel guirlandetungt slynger
Menneskelivet sin Bølge i rytmiske Klynger,
mens Evighedens Bue over vort Hoved synger.

✂ Som to knejsende Fløje de højtidsfulde Søjler
indrammer Livets Port, der gaar op for
Lysets Nøgler,
naar Eros sprænger frem med sit Firspand
uden Tøjler.