DET ALDOBRANDINSKE BRYLLUP

✂ Vatikanet.

✂ En Offerscene.
Dækt er Altrets Bord
med bløde Puder, hyacintblaa Hynder.
I Tempeltavshed aandes, uden Ord,
mens i Forventning, højtidsfuld og stor,
det hellige Mysterium begynder.

✂ Se, Offerlammet er til Altret ført:
Hvid og uskyldig i sit Jomfruklæde,
med Hovedlinet løst, og utilslørt,
de spæde Bryster ikke længer snørt,
paa Offerlejet er hun ført til Sæde.

✂ Skønhedsgudinden ledte hendes Gang
til Altrets kølige og kyske Midte,
slog hende i sit hvide Armtags Fang
og Skamlen under hendes Fødder tvang:
i Blinde blev hun ført af Afrodite.

✂ Om hendes Skulder har sin Haand hun lagt
og løfter styrkende den fine Hage:
Nu vier jeg din hvide Jomfrudragt,
nedsmelter i dit Skød min stærke Magt
og læner dig paa Alteret tilbage.

✂ Thi Præsten venter paa mit Vink og Bud,
hans hede Sanser er dig redebonne:
i Flamme tændt, besjælet som en Gud,
iklædt sin unge Skønheds nøgne Skrud
han fylder Rummet med sin rene Aande.

✂ Uset af dig, bag Alterlejets Kant,
han solbrændt spænder sine sunde Lænder,
med Blomsterranker han sit Hoved bandt,
hans Øje straaler som en Diamant,
han holder rede sine rene Hænder.

✂ Nu gaar jeg fra dig. Skælv ej som et Siv
— du skal jo ikke ofres til de Døde,
men vækkes til et nyt og heftigt Liv,
naar, viet af hans stærke Offerkniv,
til Afrodite — Draaber— du skal bløde.