DEN DØDE

✂ Til Ingeborg M,

✂ Det skønne Hoved paa den hvide Pude
har evigt hvisket denne Jord Levvel,
mens Øjet bristed som en soltændt Rude
og Sjælen dukked i det dybe Væld,

✂ hvorfra den opsteg som en Tonekilde,
indhulket i et Hjertes ædle Form:
Den klare Aand kan ikke længer ville
— nu blev den Havblik efter Livets Storm.

✂ O disse Træk, vemodigt smerteblide:
det trætte Bryst, der Blomster tog i Favn,
holdt op at aande, banke, bløde, lide
og sank til Hvile i et stillet Savn.

✂ Den skønne Haand om Hjertets Løndom lukker,
om Gaadens Løsning, ingen Jordfødt véd,
før Sjælen i den dybe Afgrund dukker,
i Altets Ophav, kaldet Evighed.

✂ Se, fuldendt formet ligger Instrumentet,
forklaret tonende for Mestrens Haand,
hvis Buestrøg det bævende har ventet
for helt at fyldes af hans Almagts-Aand.

✂ * * *

✂ Ja, jeg har elsket dette rene Hoved,
jeg mødte en livsalig Sommerstund.
Men Ord har ej min Følelse forgrovet
— jeg kyssed aldrig denne kyske Mund.

✂ Jeg elsked denne Haand, den aandig fine,
der spilled paa mit Hjerte med Sordin:
I Skønhedslængsler, som har favnet mine,
jeg véd, din Sjæl engang har kysset min.

✂ Vi var som Blomster, der hinanden møde
i Solstrejf gennem Bølgeslag af Duft,
der pulser Rosens Kinder jomfrurøde
for tyst at svinde i den rene Luft.

✂ Al Duft, der flygter, hver en Klang, der svinder,
bølger jo bort — vi véd kun, bort den gik
som alle Strømme, der mod Havet rinder,
tilbage til den evige Musik,

✂ Allivets Solhav, der bag alting brænder,
selv bag den majestætisk tavse Død ...
... Med Tak jeg kysser dine kolde Hænder ...
... Dit Billed sitrer i min Taares Glød.