YGDRASIL

✂ Decbr. 1918.

✂ Stormen rysted Træets Grene;
Jordens gamle Ygdrasil
hagle lod en Høst af Stene,
giftig Gas og Bombeild.

✂ Helvedhadets onde Frugter
afsved alt om Træets Rod.
Skæbnen som den store Tugter
rensed Templet ud med Blod.

✂ Jorden pisket blev med Svøber,
Blodet raabte ørkenvidt.
Millioner Gravkors røber,
hvad den hele Slægt har lidt.

✂ I hvert Ansigt dybt staar skrevet
Ar af Smerte, Angstens Saar.
Sent vil glemmes, hvad vi levet
har i fire Rædslens Aar.

✂ Nu blev Løvet atter stille.
I den gamle Ygdrasil
Fredens gyldne Solstrejf spille.
Verden er forventningsmild.

✂ Nu kan Hjertet atter sove
feberfrit de lange Nætter,
glemme disse Pigtraadsskove,
der en blodig Grænse fletter.

✂ Bag Ruinerne det dages:
Se, nu ender Jordens Kval.
Ikke mer skal op vi jages
af de Døende paa Val.

✂ Malmen, misbrugt til Kanoner,
støbt til Klokker om paany,
vende skal med Jubeltoner
hjem til hver en genrejst By.

✂ Ja, mod Julens store Hjemtid
længes alle trætte Sjæle
for i Bøn om fælles Fremtid
under Slægtens Træ at knæle,

✂ for at hjælpe, for at lindre,
for at bøde Savn og Brist,
at det skønne Træ kan tindre,
hvor hvert Hjerte er en Kvist.

✂ Giv os Brød igen for Stene,
himmelmilde Ygdrasil,
stræk paany de gamle Grene,
sitrende af hellig Ild!

✂ Under dine Grenes Skygge
alle Fattige du favne!
Lad en Fredens Jul os bygge
op for alle dem, der savne!