Michaëlis, Sophus Romersk Foraar og andre Digte

ROMERSK FORAAR

2

SOPHUS MICHAËLIS

DIGTE. 1889. Udsolgt.

SOLBLOMSTER. (1893.) 3. Udgave. 1917.

SIRENER. (1898). 2. Opl. 1898.

LIVETS FEST. (1900.) 2 Udgave. 1917.

PALMERNE. (1904.) 2. Udgave. 1920.

BLAAREGN. (1904.) 2. Udgave. 1920.

SYND. 1891. Udsolgt.

VANEMENNESKER. 1892. Udsolgt.

ÆBELØ. (1895.) Gyld. Bibi. Udg. 1913. BlbliofllUdg. 1916. 5. Oplag 1920.

DØDEDANSEN. 1900.

GIOVANNA. 1901.

DEN EVIGE SØVN. (1912.) 3. Oplag 1913.

HELLENER OG BARBAR. (1914.) 3. Oplag 1915.

TRÆBUKKEN OG ANDRE FORTÆLLINGER. 1917.

SAMLEDE ROMANER. I — III Del. 1919.

AUCASSIN OG NICOLETE. (1896). 2. Oplag 1896.

REVOLUTIONSBRYLLUP. (1906.) 2. Oplag 1919.

LÆGEN. 1906.

ET BRYLLUP I KATAKOMBERNE. 1909.

ST. HELENA. 1911.

DEN BLAA RIDDER. 1916.

PAA HAVET. 1920.

BILLEDHUGGERENJ.A..JERICHAU.1906.Udsolgt.

VILHELM HAMMERSHØI. Kunstneren og hans Værk. Ved Sophus Michaëlis og Alfred Bramsen. 1918.

AUCASSIN OG NICOLETE. 1893. Udsolgt.

GUSTAVE FLAUBERT. Salammbô 1902. Udsolgt.

— Den hellige Antonios' Fristelser. 1904.

WOLFRAM AF ESCHENBACH: Parzival. 1917.

3

SOPHUS MICHAËLIS

📖 ROMERSK FORAAR
OG ANDRE DIGTE
ANDET OPLAG

GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK
FORLAG • KØBENHAVN • KRISTIANIA
BERLIN • LONDON • MDCCCCXXI

4

COPYRIGHT 1921 BY SOPHUS MICHAËLIS

TRYKT IALT I 2000 EKSEMPLARER

GYLDENDALS FORLAOSTRYKKERI
KØBENHAVN

5

INDHOLD

  • Side
  • Atlantis.....................7
  • Muserne......................17
  • Elven........................19
  • Jasminen.....................20
  • Den Døde.....................22
  • De trofaste Træer............25
  • Circe........................27
  • O Moder......................29
  • Flugten til Ægypten..........31
  • Fuglen.......................33
  • Sommerdag....................35
  • Paa Strømmen.................37
  • Brønden......................39
  • Sommer-Sonate................41
  • Gulnare......................46
  • Majnat.......................48
  • En Bacchantinde..............49
  • Sommernat....................51
  • Barnedans....................53
  • Det spanske Sjal.............55
  • Bajadere.....................57
  • Alpeglød.....................59
  • I S. Paolos Klostergang......61
  • Det aldobrandinske Bryllup...64
  • S. Pietro in Montorio........66
  • Afrodites Fødsel.............69
  • 6
  • Livets Port.................71
  • O stumme Venner —............75
  • Credo........................77
  • Tak..........................79
  • Ødipus paa Højen.............81
  • Til Naturen.................84
  • Rodin........................87
  • Edv. Rud. Neovius............90
  • Jakob Knudsen..............93
  • København....................95
  • christiansborg...............98
  • Rosenborg....................101
  • Amalienborg..................104
  • Kronborg.....................106
  • Odense.......................108
  • Litanier 1914—18:
    • Gravkapellet.................119
    • Høstmanden mejer.............121
    • Se Skytset...................122
    • Nu messes der i splintret Kor.123
    • Et Fædreland som Kirkegaard..124
    • Julenat 1914 ................125
    • Midsommer 1915 ..............126
    • Pax æterna...................130
    • Trøsten......................134
    • Gralen.......................135
    • Himmelskibet.................137
    • Ygdrasil.....................141
    • Danmarks Hjerte..............144
  • Vaarstævne...................146
  • Romersk Foraar...............148
7

ATLANTIS

I

Jeg har Havet i mit Indre:
op af Tusind Favne Vand
ser jeg Minareter tindre
fra min Længsels sunkne Land.

Langt fra Livets daggraa Kyster
gaar det dybe Ocean,
som i Bølgekaos kryster
mine Drømmes Ispahan.

Ingen Sol sit Guldnet kaster
til dets ametystblaa Bund,
hvor en Djungleskov af Master
staar for Evighed paa Grund.

8

Sunkne Skibe, Karaveller
sitrende i søgrøn Tang
— Gopler fra Urhavets Kælder
toner op som Klokkeklang.

Byer, bygte af Koraller,
gløder mørkt som Karneol:
Gennem Ruder af Krystaller
Skæret af en sunken Sol

falder i de tavse Haller
blodigrødt som Karneol.

9

II

Havet dønner uden Rynke,
bulmedunkelt, tavst, pompøst.
Mod Atlantis vil jeg synke
fra et fattigt Liv forløst.

Gennem Tangpolypers Skræmsel,
Fald paa tusind Favne Vand,
dykke ned i Dybets Glemsel
til min Længsels sunkne Land.

Alle Haab, der boblebristed,
Løfter, der i Skum hengled,
Illusionerne, jeg misted,
sank i dette Halvlys ned.

Drømmens Sødme, Rusens Lindring,
Elskovslykkens raa Forlis,
Kærlighedens blaa Erindring
om det tabte Paradis.

10

Alle mine Vrag gik neden
i den kolde Glemsels Skød
for at samle Evigheden
af, hvad Livet sønderbrød,

for at plante mig et Eden
i de sunkne Soles Glød.

11

III

Danaë i Dybet vinker
med sit Skøds Mysterium:
Gudens gyldne Sæd nedblinker
fra det høje Himmelrum.

Hedt besvangrende den strømmer
ned i hendes Bølgefang,
hvor de hvide Lemmer drømmer
under Algers Silkehang

Kastet i en Bølgebugtning
fra en sejrberuset Gud
en udødelig Befrugtning
daler som et Stjerneskud.

Danaë i Dybet blunder:
Halvlukt Øjets Perlemor
skinner af det Purpur-Under
som i Moderlivet gror.

12

Jeg har selv jo Havet favnet —
i et vildt ubændigt Kryst
har jeg bølgeslukket Savnet,
af et Stjerneskud belyst,

til jeg træt paa Bunden havned
efter Uvejrsstormens Dyst.

13

IV

Alle Drømmens Luftkasteller,
Fantasiens Fepalads
i Atlantis' Bølgekælder
fandt den sidste Ankerplads.

Blændværks gyldne Morildskugle,
Sol-Visioners Valmusejl,
Vingeflaks af Sommerfugle,
pustet over Havets Spejl,

slugtes af det evig Fjerne
i den øde Kimings Blaa,
sank som Stjerne efter Stjerne
for den sunkne By at naa.

Selv Promethevs, klippelænket,
læsket i sin Smerte tav,
da hans aabne Saar blev sænket
i den køle Bølgegrav.

14

Se, Orion, stjernebæltet,
dukker mod min Længsels Land.
Ikaros, hvis Vinger smelted,
Faëton med styrtet Spand,

— alle Flyverne, som vælted,
sank paa tusind Favne Vand.

15

V

Jeg blev selv jo bølgebaaret
født af Evighedens Dyb
til at vandre træls og saaret
over Jorden som et Kryb.

Skyllet op paa Livets Strande
som et Kim, et skumklædt Frø,
der igen i Dybets Vande
boblebristende skal dø.

Havet i mit Indre toner
med en Konkas Genfærdsklang:
Ekko fra de sunkne Zoner,
hvor jeg levet har engang.

Naar jeg livstræt Sjælen lukker
for i Lethes Hav at dø,
se, Atlantis atter dukker
op af min Erindrings Sø.

16

I mit Forlivs tavse Haller
ser jeg Livet evigt gro,
langsomt lig et Rev Koraller
— Gren ved Gren, og Bro ved Bro.

Skær af sunkne Sole falder
ind i Evighedens Bo.

17

MUSERNE

Til Ludovica Levy

Ni blomstertavse Muser har besøgt mig
og duft-tilhvisket deres Himmelkløgt mig.

De aabned mod mig deres Purpurmunde
og kyssed hver en lønlig Sjælens Vunde.

De fine Hoveder de sammen bøjed
og saa' mig dybt husvalende i Øjet.

De dufted deres Sjæle mig i Møde
og fik mit frosne Hjerte til at gløde.

Ni mørke tavse Muser har mig gæstet
og deres Læber sødt til mine fæstet.

Har aandet mine Tanker taaremilde,
bragt til at risle hver fortørret Kilde.

18

De flokked tæt sig om mit Hovedgærde,
de gav mig Drømme fra en ukendt Sfære.

De fik min Længsel til paa Flugt at glide
mod Riger, ingen Dødelig kan vide.

Astralkys gennem Blomstmetamorfoser:
Ni tankefulde mørkerøde Roser.

19

ELVEN

(Efter Alexej Tolstoj)

Løvet ej et Blad bevæger
under Middagssolens Spind.
Sødt berust i Rosens Bæger
sov den gyldne Bille ind.

Kun ad Bjergets bratte Skrænter
sprudler ned med Sølverklang
Elven, som fra Himlen henter
evig frisk sin glade Sang.

20

JASMINEN

I den lyse Nat en Blomst der skinner
— i min aabne Dante jeg den finder.

Se, den kogler frem af Bogens Sider
Fosforblinket, der imod mig glider.

Er da blomstret af de blaa Terziner
denne Kvist af duftende Jasminer?

Nej, jeg aner, hvem der var herinde
for med hvide Længsler mig at binde.

Alfefødder over Gulvet træde:
i den tyste Blomst er hun tilstede.

Hendes Haand ad Versets Himmelveje
lagde Blomstens Hilsen paa mit Leje.

21

Hendes Kys jeg suger af Jasminen,
mens jeg fjerntfra hører Violinen,

der forløste hendes Hjertes Drømme,
som et Tonekærtegn mod mig strømme.

22

DEN DØDE

Til Ingeborg M,

Det skønne Hoved paa den hvide Pude
har evigt hvisket denne Jord Levvel,
mens Øjet bristed som en soltændt Rude
og Sjælen dukked i det dybe Væld,

hvorfra den opsteg som en Tonekilde,
indhulket i et Hjertes ædle Form:
Den klare Aand kan ikke længer ville
— nu blev den Havblik efter Livets Storm.

O disse Træk, vemodigt smerteblide:
det trætte Bryst, der Blomster tog i Favn,
holdt op at aande, banke, bløde, lide
og sank til Hvile i et stillet Savn.

23

Den skønne Haand om Hjertets Løndom lukker,
om Gaadens Løsning, ingen Jordfødt véd,
før Sjælen i den dybe Afgrund dukker,
i Altets Ophav, kaldet Evighed.

Se, fuldendt formet ligger Instrumentet,
forklaret tonende for Mestrens Haand,
hvis Buestrøg det bævende har ventet
for helt at fyldes af hans Almagts-Aand.

* * *

Ja, jeg har elsket dette rene Hoved,
jeg mødte en livsalig Sommerstund.
Men Ord har ej min Følelse forgrovet
— jeg kyssed aldrig denne kyske Mund.

Jeg elsked denne Haand, den aandig fine,
der spilled paa mit Hjerte med Sordin:
I Skønhedslængsler, som har favnet mine,
jeg véd, din Sjæl engang har kysset min.

24

Vi var som Blomster, der hinanden møde
i Solstrejf gennem Bølgeslag af Duft,
der pulser Rosens Kinder jomfrurøde
for tyst at svinde i den rene Luft.

Al Duft, der flygter, hver en Klang, der svinder,
bølger jo bort — vi véd kun, bort den gik
som alle Strømme, der mod Havet rinder,
tilbage til den evige Musik,

Allivets Solhav, der bag alting brænder,
selv bag den majestætisk tavse Død ...
... Med Tak jeg kysser dine kolde Hænder ...
... Dit Billed sitrer i min Taares Glød.

25

DE TROFASTE TRÆER

Store Frederikslund..

De trofaste Træer, som grønnes og gror
i Skove, der skærmer den fædrene Jord
og vogter den Aand, som i Huset bor.

Sølvbarkede Stammer en hemmelig Sang
af Minder om Slægter, her vandred engang,
henkaster som Solspæt i Grenenes Hang.

Er ikke den Brusen, som køler min Kind,
en henfaren Sjæl, der besøger mit Sind,
en Drøm, en Dryade, i Svøb af en Lind?

Se, Karpen staar sort i den rolige Dam,
hvor Gedden, den gamle, gaar mosgroet tam
med hver liden Fisk, som i Floden svam.

26

Fra Sumpene kvækker den gispende Frø,
som Sollyn Libellerne glimte af Sø
og sejle i Aande af nyslaaet Hø.

Den svovlgule Iris blandt saftige Siv
fortæller det ældgamle Sommermotiv
— den evige Kresgang, det evige Liv.

Skovduerne kurre, Bogfinkerne slaa,
Guldfluerne stille i Luften staa,
indspundne af Solen i Evigheds Blaa.

Azáleen tænder sit blussende Flor,
og Skovene grønnes og Skovene gror
til Værn om de Børn, som i Huset bor.

Se, alle Trær i et sitrende Sus
— hvert Blad som en Tunge i Pinsebrus —
gaar op mod det hvide, skinnende Hus.

Er ikke de Bølger, der gaar i mit Blod,
et Bud fra en Sjæl, som udødelig god
gik hjem til den evige Kærligheds Flod?

27

CIRCE

Hør, Frøerne kvækker i festligt Kor
— det grønneste Vildnis af Sumpen gror.

I Rødbøgens Rod har en Svamp bygget Tag
— derunder en Edderkop spinder sit Flag.

En rustrød Grotte med sitrende Net,
et Eventyr, spundet af Solens Spæt.

En kølig Kippe, et vinkende Bur,
hvor Circe tryllende ligger paa Lur.

Snart sejler en tankeløs Flyver derind.
og spræller sig træt i det blinkende Spind.

Fru Circe kommer paa pilende Fod
og tapper ham grisk for hans Hjerteblod.

28

Højt Frøerne kvækker i festligt Kor
— der var ingen Vidner til dette Mord

i Grottens rustrøde, sitrende Net,
hvor Solen naar ind med sit dansende Spæt.

Fru Circe bøder sit søndrede Slør,
og Tryllegrotten er fin som før.

29

O MODER

O Moder, som gik fra mig,
før jeg fik lært at tale,
du blev dog Trøsterinden,
som ene kan husvale.

Du fjerne, gode, rene,
som længst er Støv i Støvet,
du gjorde al min Længsel
saa evighedsbedrøvet.

Du var jo Drømmepulsen,
som banked dybest nede.
Du fik mig til at sukke,
at hulke og at bede.

30

Den Lykke ved dit Hjerte
som spæd at kunne græde,
blev Kilden, hvor jeg died
min dybeste Glæde.

Kun dig jeg famled efter,
naar jeg elskede en Kvinde.
Du blev mit Hjertes eneste
uplettede Minde.

31

FLUGTEN TIL ÆGYPTEN

Der græsser en Mule i Ørkenens Kant,
for Nymaanen Skygge den kaster.
Den véd ikke selv, hvor den Vejen fandt,
og hvorfor saa heftigt det haster.

Den bærer sin Byrde, den træder sin Sti,
den følger den dragende Tømme.
Mod Aften det vildsomme Ridt er forbi,
og Koder og Haser er ømme.

Da vifter en Palme, da risler en Strøm:
Se, op mod den knudrede Stamme
har Moderen løsnet sin Kjortelsøm
for Barnet ved Brystet at amme.

Foran dem paa Vagt ved sin Oldingestav
en Graaskæg med Hovedet nikker:
Han lyder et Bud, et forunderligt Krav
og vandrer, hvor Landet det ligger.

32

Han leder sin Mule, han gaar paa sin Fod
— i Sadlen jo Moderen hviler.
Han véd kun det ene, at Herren er god,
og at Drengen til Moderen smiler.

33

FUGLEN

Hanne Matthison-Hansen, død 22. Novbr- 1916.

Nu brast en Lærkestrube,
en Fuglesjæl blev stum
— en Lattertrille døde
i Evighedens Rum.

En Vipstjert eller Mejse,
der aldrig kom til Hvil.
Blev alle andre trætte,
var hun det samme Smil.

To Øjne lattermilde
af Sol fra Sjælens Bund
— der stod et evigt Kvidder
af hendes lille Mund.

34

Der gik en gavmild Godhed
fra hendes Moderbryst,
som fandt mod alle Sorger
bestandig Solskinstrøst.

Bag Livets snævre Tremmer
en himmelsendt Natur ...
... Nu bortgled Gitterdøren,
nu fløj en Fugl af Bur.

35

SOMMERDAG

Du sang af stille Glæde,
fordi paa mig du tænkte.
Med Perler Duggens Væde
din lille Sko besprængte.

Jeg stod bag Hyldens Skærme
og saa dig gaa derinde
— med Roser i dit Ærme
du flytted Blomsterpinde.

Pragtnelliker saa røde
du oprev af din Have
og kasted mig i Møde
din Elskovs Morgengave.

Dit Haar var overdrysset
af Duggens Spind af Perler
— det var, som om jeg kyssed
Vanilleduft af Snerler.

36

Hvor sødt at gaa og snakke,
mens mod min Mund du rakte
din smalle gyldne Nakke,
hvor Solen laa og bagte.

Du klapped mig paa Kinden
med røde Valmuroser
— de vifted Sommervinden
til duftende Narkoser.

End bag de fjerne Laager
din mørke Røst jeg kender
— som tvende hvide Maager
hilste mig dine Hænder.

37

PAA STRØMMEN

Jeg slap mit Ror.
Nu rinder Baaden ad de runde Strømme
i glasklart Spor.
Fuldmaanen sænker sine sølvgraa Drømme,
og hist bag Skovens nattesvøbte Sømme
Søvnblomsten gror.

Du og jeg selv
er tvende Skyggers Spil i Spejlet nede
af Himlens Hvælv.
Jeg drog din lille Fod af Skoens Skede
og lod den lytte til mit Hjertes hede
hastige Skælv.

Alting er glemt.
Vi driver langsomt ned ad Floden Lethe,
hvor ubestemt
vi skimter Kysterne, de aldrig sete,
og ser Miraklerne, der aldrig skete,
af Dagen skræmt.

38

O Himmelklang
af Evighed, der vore Sind befrier!
Fra Dybets Tang
oprisler Havets Harpemelodier.
Mit eget Hjerte i dit Hjerte tier
i samme Sang.

Din lille Mund
er lukket over dine Længslers Lande,
og uden Bund
dit Øjes dunkle, morildshvide Vande:
Dit Blik er Havet, hvor min Sjæl vil strande
i Dødens Stund.

O gled vi bort
mod Stillehavets Palme-Paradiser,
hvor altfor kort
Atlantis-Riget, som vi snart forliser,
i Maanens Kogleglans sig for os viser:
Se, det er vort!

39

BRØNDEN

Min Sjæl i mit Øje ruger
— en dyb og sitrende Brønd,
der stille dit Billed suger
og sukker: Hvor er du skøn!

Du bøjer dig over Randen
og stirrer i Dybets Mulm
— to Sjæle favner hinanden
i smilende Taarers Svulm.

Din evige Ynde straaler
forklaret over mig lagt.
Jeg aander dig ind i Skaaler,
jeg drikker din daarende Dragt.

Din Kjoles matgule Bæger
med Midjens mørkeblaa Baand.
Som Skrift i mit Hjerte du præger
din dejlige Fod og din Haand.

40

Se, Brønden er skabt til at favne
dit Hoved mod Himmelens Blaa
— Minuttet om vore Navne
skal Evighedskranse slaa.

Til Tider nedkaster mod Bunden
du Tvivlens splintrende Sten
— men se, i et Nu er den svunden
og Fladen skælver sig ren.

Din Aande balsamisk dugger
min Sjæl til et Skønhedsspejl,
der stille dit Billed vugger,
til atter det er uden Fejl.

41

SOMMER-SONATE

I

Blomster, der rækkes af usynlige Hænder,
bringer Sjælen Hilsen fra lønlige Venner.
Farven i hver lille
straalende Krone
kogler som en Kilde,
tindrer som en Tone.

Tanker kan traadløst krydses gennem Luften,
Hjerter kan forenes, trodsende Fornuften.
Gennem Blomsterranker
gaar der Tryllestrømme:
Farven føder Tanker,
Duften avler Drømme.

42

II

Haanden skaber: Strengen venter
sin Forløsnings Buestrøg;
alle Hjertets Instrumenter
paa de rette Fingre venter,
der kan mestre dem i Spøg.

Haanden skaber: for en Kvindes
bløde Greb Mirakler sker.
Stoffets Tyngde overvindes,
Fantasiens Rytmer findes
— Mandens Hjerte blir et Ler.

43

III

Den tingraa Sø mellem Sus af Siv,
et Brus af Trær over Skrænten ned,
hvor Linden aander sit Sommerliv
og Himlen smelter af Sol saa hed.

To Silkesko i den bløde Muld,
af Stranden kysset for hvert et Skridt...
Et Haar som spundet af Solens Guld .. .
et Blik, der blaaner lavendelblidt.

To Byster formes i fugtigt Ler
af fire Hænder i flinkt Omkap,
mens Kunstnerøjet opmærksomt ser
og tager fat, hvor igaar det slap.

Snart efter skælver en Violin
i Melodier fra Hjertets Gem.
Den skønne Haand med en rød Rubin
af Leret tryller en Skitse frem.

44

Se sølvbesat dette hvide Bord,
hvis Blomster blusser mod Furesø,
hvor selve Sommeren lydløst ror
i Duft af Skovhyld og Kløverhø.

En Kæmpe-Abild har Krone sat
for Dronningburet som Duft-Altan.
Dér fyldes hver en Skærsommernat
med Syrinx-Toner af selve Pan.

45

IV

En Stund jeg hvilte paa en mosgrøn Skrænt
og saa' mod Himlen Bøgens Søjlestamme
gaa lodret op af Ellekrattets Ramme,
af sunde Safters Salighed bespændt.

O Plantelykke, som jeg selv har kendt!
Mit Hjerte tændtes af en Solilds-Flamme
og følte sig fordoblet med det samme:
Alt blev til Drøm — og er dog sikkert hændt.

Jeg sitred som et Blad paa Bøgens Grene,
fik Kys af selve Solens gyldne Mund
og var selvanden — skønt jeg var alene.

Ja, Sjælen har paa dybt forborgen Bund
en Kilde, der kan risle Tanker rene
— et Nu, lig hundred Aar, i Lykkens Lund.

46

GULNARE

Ak, Haabet er den dejlige Gulnare,
som blev et uindfriet Løfte bare.

Aladdin har sig bag sin Søjle stillet
og venter paa det underfulde Billed.

Se, Orientens Døtre tæt tilsløret,
fulgt af Evnuker, skrider gennem Pløret.

Den dunkle Silke hænger tungt som Hynder
om deres skjulte Bajadere-Ynder.

Hver gaar i Fængsel bag sin Silkes Gitter
og hører Klirret af sin gyldne Flitter.

Prinsessefodens smalle Marmorbro
har gemt sin Skønhed i den sorte Sko.

47

Naar løftes Tæppet for de hvide Barme?
Naar rejser sig de slangeglatte Arme?

Kun Demant-Øjne over Slørets Flige
som Tvillingstjerner op af Natten stige.

Aladdin aner overalt Gulnare
— og dog maaske er det en Terne bare.

En af dem er Gulnare — jamen hvilken?
Hvor gemmer Eventyret sig bag Silken?

Naar kaster Haabet sine Dølgeslør
og falder i hans Længsels Favn og — dør?

48

MAJNAT

En Stjerne drypped gennem Bøgeløvet,
fra Himlens Silketelt faldt Sølverstænk.
I Duft stod Anemoner op af Støvet.
Skovbunden vinked som en Sovebænk

af vissent Løv og kryddersød Skovmærke.
Vi sank til Jorden i hinandens Favn;
henrykte, sødmefyldte, guddomsstærke
vi stilled Hjertets vildt forsultne Savn.

Muldvarpen lytted i sit blinde Bo:
du sænked i dens Skud din lille Sko,
og Nattergalens Sprudlekilde standsed.

Skovmærkerne dit skønne Hoved kransed,
og under mig dit Hjerte henrykt lo,
mens Stjernen over os i Løvet dansed.

49

EN BACCHANTINDE

Jeg har set dig i Pompeji paa en Væg
med en flyvende Linje i din Læg,

med en Lød af den gyldneste Okker
under vinløvbekransede Lokker.

En Diana med dansende Løb
i en Chiton af Valmuesvøb.

Paa et Hav af Zinnoberens Rødt
blev du vugget delfinbaaret blødt.

Du er sprunget fra et græsk Bacchanal
paa din smidige smalle Sandal

herind i det nordiske Gøgl
mellem Masker af Shirting og Fløjl.

Mellem flade og styltrende Sko
er din Gang som en Skønhedens Bro,

50

som en Flugt ad den bonede Fjæl
for usynlige Vinger paa din Hæl

Bacchantinde fra Gudernes Sal,
paa din flødegraa slanke Sandal

i mit henrykte Øje du gaar
med dit sorte, vinkransede Haar.

I mit Hjerte din lette Sandal
sætter Mærker af Vellyst og Kval,

naar hedonisk imod mig du ler
med et Blik, der mig slet ikke ser,

men af Syner og Farver er fyldt,
som en Middelhavssol har forgyldt.

51

SOMMERNAT

Parken slumrer i sit Lukke.
Honningsødt de svale Linde
dufter om et dejligt Minde,
som de gyldne Blomster vugge.

Se, en ensom Lygte glider
lydløst bort paa Gummiringe.
Flagermusens spidse Vinge
gennem Natteblaaet rider.

Natten i sin Kappe favner
alle Sjæles Trang til Hvile,
og de blege Stjerner smile
over Solen, ingen savner.

Midt paa Vejen staar vi ene,
tungt til Afsked sammenknyttet,
som om vore Hjerter lytted
til et Aandedrag af Grene.

52

Draabeklingert høres løbe
Parkens spæde Indgangskilde,
som om os den rytmisk vilde
med sin Perlerislen døbe.

Og vi gaar til Kilden stumme,
og i vore Hænders Skaale
fanger vi den spinkle Straale,
drikker af hinandens Kumme.

Se: du drak af mine Hænder,
og jeg har af dine drukket:
Lykketimerne, vi plukked,
aldrig mer tilbagevender.

Vemodsfuldt vi burde knæle
og den sidste Draabe tømme,
takke for, at vi har Drømme
drukket af hinandens Sjæle.

53

BARNEDANS

Til Carmen og Leonore Sacchetto

Infantinden, strunk og smuk,
malet af Velasquez,
af sin Pages Bejlerbuk
naadigt overraskes.

Sommerfugles Flagrejagt,
hvide Vinger spille:
Flyver, tag dig nu i Agt
og hold op at drille!

Fy, du kaade Dreng, der trak
efter Roser røde:
Roselil paa Heden stak
i det Nu, hun døde.

Scenen skifter alfelet,
— ny Station paa Rejsen:
Se, nu danser Menuet
Porcelæn fra Meissen.

54

Damen rækker Haand til Kys,
Kavaleren bukker;
under Rosenblades Drys
valser hvide Dukker.

Hans og Lise i Falset
deres Hjerter letter.
— Tarantell i vild Duet
gaar til Kastagnetter.

Tak for Dans og Skælmeri,
Carmen, Leonore!
Barnet fik Naturgeni
— ak, hvad vi fik vi Store?

Eventyrets Uskyldsfest
yndefuldt I fejre.
Søde, kom igen og gæst
os med nye Sejre!

55

DET SPANSKE SJAL

En Drøm af blodrød Silke
i gyldne Sole farvet
— Vanilleduften arvet
fra skønne Spanierinder
om smalle hvide Skuldre
i Purpurrytmer rinder.

Et Nellikblus i Haaret
— et Guldbaand Panden kanter
— lig sorte Diamanter
de unge Øjne funkler
med Dryp af Ildtopaser
imellem Vipper dunkle.

Hun stemmer Haand i Siden,
den røde Silke skælver,
Blodrytmen Barmen hvælver.
De høje Hæle sætter
smaa klingre Smæld mod Gulvet
med Klang som Kastagnetter.

56

Se, selve Spanien danser,
og Purpursjalet knitrer,
saa alle Nerver sitrer.
De hvide Arme vinker
— en Glorie om Haaret
fra Pandens Guldbaand blinker.

Se Sjalets Valmuflamme,
der hvirvler om i Stuen
i kaad ekstatisk Luen.
Om smalle hvide Skuldre
i Purpur-Serpentiner
de røde Rytmer buldre.

57

BAJADERE

Fortryllende Sirenemagt:
i Tyllets tynde Rosendragt
en Primavera blomsterlagt,
en Drøm af Botticelli.
En dristig florentinsk Profil,
to Læber i arkaisk Stil
— et blidt og bly Madonnasmil
gør hendes Skønhed hellig.

Den fine Fod, til Pine vant,
naar stramt hun sin Balletsko bandt
og presset mod dens haarde Kant
højt paa sin Taaspids svæved,
nu hvirvler ellevild og fro,
i smaa fantastisk svungne Sko
den buer stolt sin smalle Bro,
af Hælens Slankhed hævet.

58

Den lille Sko sylfidelet
har flagret sig i Dansen træt,
har suget hendes Blods Buket
og drukket Hudens Hede.
Nu har sit Hylster Foden krængt
og som en Ham ad Gulvet slængt
— den lille varme Fugl har sprængt
sin sorte Silkerede.

Hvor Eros dog gør ør og gal:
En drikker sig en Rus astral
Af Skoens duggede Pokal,
som til sin Mund han suger.
En anden fatter Foden selv
og kysser Vristens Buehvælv
og mærker Pulsens rappe Skælv
i Svangen, som han knuger.

Men Sejrens Herre vaabenfør
gaar ind ad Elskovs Hoveddør,
han søndrer alle Dølgeslør
og Purpurblomsten plukker.
Han styrter sig i Dybets Grund,
som hvide Perler har paa Bund
— i selve Kildens nøgne Mund
sin hede Tørst han slukker.

59

ALPEGLØD

Lugano.

I

Alpesneen rosengløder
— Solen synker, Dager dør.
Søen Taagefostre føder
under violette Slør.

Viftepalmer kuldskært skælver
langs den lygtelyse Kaj.
Bjerget op i Himlen hvælver
lys-afprikket hver en Vej.

En safirblaa Stjerne sitrer.
Bjergets Silhuet forsvandt:
Hele Rummet stjerneglitrer
som i Støv af Diamant.

Hvad er nede, hvad er oppe?
Hvad er Himmel, hvad er Jord?
Se, de hvide Alpetoppe
toner tavse bort mod Nord.

60

II

Dagen blaaner. Svøbt er Dalen
i en dyb og dunkel Damp.
Længst de vaagne Haners Galen
varsled ind den nye Kamp.

Se, da rødmer Sneen atter,
blusser paa sin hvide Kind:
Solen moderkærligt fatter
Verden i sit Favntag ind.

Klokketaarne og Cypresser

sender Gnist fra Top til Top:

En krystalklar Morgen messer,

mens en skyldfri Jord staar op.

Død er Tvivlen, glemt er Sorgen
— Solen kysser jo min Kind,
og den kilde-rene Morgen
risler i mit vaagne Sind.

61

I SAN PAOLOS KLOSTERGANG

Rom.

En Klostergang, et Lukke,
hvor intet Liv der støjer:
kun Aandedrag af Græsset,
af Liljer og Levkøjer.

En spinkel Straale risler
i Midterhavens Kumme,
hvor blege Guldfisk dovner
og hører Fluer summe.

Glasmosaikens Bændler
bestjerner alle Buer,
juvelindlagte Søjler
lig Lys i Solen luer.

De snor sig stængelvredne,
de stiger marmorblanke:
hver fik sin egen Skabning,
sin stille Kunstnertanke.

62

I Væggen muret inde
blev gamle Indskrift-Flager,
Oldtidens Askeurner
og tømte Sarkofager.

De gamle Romaslægter,
Latiner og Etrusker:
Her hviler Ben og Aske
af En, hvem ingen husker.

Men denne Marmorcippus,
som Støvet af ham rummed,
blev sat ham af hans Hustru,
der selv er længst forstummet

Hvad baader vore Kampe?
Hvad faar vi for at lide?
Vi bliver alle Gravsten,
som Tidens Fjed skal slide.

Dog lever vi herinde,
vi hører Græsset aande.
Hun, jeg engang har elsket,
er her en navnløs Nonne.

63

Hver Morgen vandrer Solen
som Munk i denne Celle
og kysser nye Blomster,
der op af Støvet vælde.

De duftende Levkøjer
i Græsset han sig sanker ...

Tolv Slag fra Kampanilen,
som nynnes de i Tanker ...

64

DET ALDOBRANDINSKE BRYLLUP

Vatikanet.

En Offerscene.
Dækt er Altrets Bord
med bløde Puder, hyacintblaa Hynder.
I Tempeltavshed aandes, uden Ord,
mens i Forventning, højtidsfuld og stor,
det hellige Mysterium begynder.

Se, Offerlammet er til Altret ført:
Hvid og uskyldig i sit Jomfruklæde,
med Hovedlinet løst, og utilslørt,
de spæde Bryster ikke længer snørt,
paa Offerlejet er hun ført til Sæde.

Skønhedsgudinden ledte hendes Gang
til Altrets kølige og kyske Midte,
slog hende i sit hvide Armtags Fang
og Skamlen under hendes Fødder tvang:
i Blinde blev hun ført af Afrodite.

65

Om hendes Skulder har sin Haand hun lagt
og løfter styrkende den fine Hage:
Nu vier jeg din hvide Jomfrudragt,
nedsmelter i dit Skød min stærke Magt
og læner dig paa Alteret tilbage.

Thi Præsten venter paa mit Vink og Bud,
hans hede Sanser er dig redebonne:
i Flamme tændt, besjælet som en Gud,
iklædt sin unge Skønheds nøgne Skrud
han fylder Rummet med sin rene Aande.

Uset af dig, bag Alterlejets Kant,
han solbrændt spænder sine sunde Lænder,
med Blomsterranker han sit Hoved bandt,
hans Øje straaler som en Diamant,
han holder rede sine rene Hænder.

Nu gaar jeg fra dig. Skælv ej som et Siv
— du skal jo ikke ofres til de Døde,
men vækkes til et nyt og heftigt Liv,
naar, viet af hans stærke Offerkniv,
til Afrodite — Draaber— du skal bløde.

66

SAN PIETRO IN MONTORIO

Roma i sit Solhav svømmer,
morgendrømmer.
Kirker, Kupler og Paladser,
Parkterrasser,
Søjler, Kors og gyldne Fløje
Romas Høje
bærer bort mod solblaa Bjerge:
Vagt og Værge
om en evig skøn Natur,
plantet paa Kyklopers Mur.

Duftende af Græs og Myrter
Vandfald styrter:
Acqua Paola, som strømmer.
pulsetømmer
mileløbne blanke Vande
af en Kande,
67 der i hundred Springvand sluser,
kildebruser
og bedugger denne By,
saa den synes døbt paany.

Oppe bag sin Marmortrappe
Kirkens Kappe
aabner Dørens Favn som Flige
til et Rige,
svale, dunkle Grotter bygge,
fyldt med Skygge,
hvor du kan dit Hoved hælde
i en Celle
til det hvide Alterbord,
der med Himmelblomster gror.

Kutteklædt en Klosterbroder
for Guds Moder
ydmyg Pigegerning øver:
af han støver
hendes mange Blomsterkrukker;
fromt han bukker,
før han hende Vokslys rækker;
fint han dækker
hendes hvide Alterbord,
hvor Madonnas Liljer gror.

68

Dog Passionen har til Huse:
Svøber suse
over Kristus — se derhenne!
Kerter brænde.
Paa de glemte Sarkofager
Døden flager.
Ude Stadens Solhav svømmer,
men her drømmer
Orglets Smerte-Symfoni
— Evigheden bor deri.

69

AFRODITES FØDSEL

Afrodite-Tronen. Rom.

De er klædt i Havets Vande,
Bølgeslør omkring dem regner
og de spæde Jomfruformer
i en Styrt af Folder tegner,

mens de løfter Afrodite
op af Dybets Modergemme
mod den gyldne Solens Kilde,
hun kan Dryp for Dryp fornemme.

Ja, der stænker Sol fraoven,
som det fine Hoved døber,
Himmellyset hendes Bryster
som to Foraarsknopper støber.

Afrodite — Herskerinde
er du alt, sivslanke Kvinde,
en Libelle født af Havet,
draget, løftet som i Blinde,

70

højt af Fødselshjælper-Hænder
mod den blanke Himmel baaret,
hvorfra Solen som et Springvand
risler hedt dig over Haaret:

Se, nu fødes Elskerinden,
nu besjæles Moderskødet,
Livets Ophav, Livets Hensigt
— du er Altet, du er Ødet!

Du er den, som alting skaber,
du er den, hvem alt begærer.
Alt, hvad lever, dig besvangrer,
alt, hvad elsker, du fortærer.

Evig Jomfru, alles Skøge,
bolerisk og ubesmittet
fra hvert Favntag gaar du genfødt
med din kyske Chiton glittet.

Solens Springvand paa dig sprøjter.
Mens dens Guldsæd dig bestænker,
spiller Skøgen Dobbelfløjte,
Bruden Røgelse dig skænker.

71

LIVETS PORT

Til Rudolph Tegner

Som to knejsende Fløje de højtidsfulde Søjler
indrammer Livets Port, der gaar op for
Lysets Nøgler,
naar Eros sprænger frem med sit Firspand
uden Tøjler
og som stigende Sol gennem Straalebasuner
udgnistrer over Verden sine Kærlighedsruner,
der vajer som Vimpler over vore Pavluner

I Jorden mellem Kilders usynlige Mylder,
i Grottehvalv, buet for grublende Sibyller,
Mysteriet skaber sine magiske Idyller:

I Mørkets Bug de bævende Afkommet avler
og smedder Livets Krone og jordbundne
kravler
for at tyde Naturens aabenbaringstunge
Tavler.

72

Og i den sidste Grotte, visnende som Løvet,
af Livsstormen knækket, forhærdet og prøvet
den Døde vender ensom tilbage til Støvet.

Se Grupperne, der famler i Dagens Søjleskove
og tømrer Lykkedrømmens koglende Alkove
for Blodets purpurfarvede almægtige Love.

Se de søgende Hænder, der strækker sig i
Blinde
for at fatte om en Stjerne, for de Vises Sten
af finde
— Universets Morgen-Venus: den eneste
Kvinde.

Se de prustende Stridsmænd, der vil
Musklerne knytte
i Kampen om Verdens uopnaaeligste Bytte:
et Hjerte, hvortil ene Hjerte maa lytte.

De lider Elskovstørstens uslukkelige Kvaler,
en Lidenskab i Luer af deres Halse taler,
naar de flokkes om den Ene som brændende
Rivaler

73

for at blusse i Haab, i Fortvivlelse at blegne,
at forfølge Chimærens Blodspor allevegne
og saligt i Kyssets Hengivelse at segne.

I Mulmets Moderskød de sovende forstummer
og favner Paradiset, som Himmeldrømmen
rummer,
og dukker dybt i Længslens bundløse Kummer
for i Rus at besvangre og vaagne som en
Dranker,
der ser til Liv forvandlet sine vilde
Skabertanker
— et Løvspring om sit Leje af Børneflokkens
Ranker.
Se Slægten, der frugtbar forgrener sine
Baner
og slynger om Stammen friskskydende Lianer,
til Døden Livets Træ for Frugterne raner
og over en aaben Grav de fyldte Grene ryster
og skiller Mand fra Hustru og Broder fra
Søster
og ene med den stumme Fortvivlelse trøster.

74

Om et usynligt Tempel guirlandetungt slynger
Menneskelivet sin Bølge i rytmiske Klynger,
mens Evighedens Bue over vort Hoved synger.

Som to knejsende Fløje de højtidsfulde Søjler
indrammer Livets Port, der gaar op for
Lysets Nøgler,
naar Eros sprænger frem med sit Firspand
uden Tøjler.

75

O STUMME VENNER —

O stumme Venner i min stille Stue,
hvor gaadefuldt de gyldne Titler lue.

Et Arsenal af Sjæle-Grammofoner
bag Mumiesvøb med bundne Røster toner.

Du Bøgers Bog, jeg henter ned fra Hylden,
en Verden aabner — duftende og gylden.

Af Pergament et gammelt gulnet Bind
de hundred Gange læsket har mit Sind.

Af disse Blades tusindaarige Dvale
opvaagner atter Platons Vismandstale.

Og Rummet fyldes tempelhøjt og tavst
af Aanderøster om en søvnløs Faust.

76

Af Tropesyner mine Sanser fanges:
Sakuntala — Himalaya og Ganges!

I Blomster bryder ved den hellige Flod
Açoka-Træet for en Piges Fod.

Højt skyder af en Dynge hvidt Papir
en Tryllepalme, vakt af en Fakir.

O Sædekorn med evig Spiremagt
i Dødens dybe Pyramide lagt.

Et Hjerte skælver genfødt i min Haand,
og Gnister tændes mellem Aand og Aand.

Velsignet, Venner, eders evige Sprog! ...
Er selv engang jeg kun et Navn, en Bog,

gid da en Kvinde ung og længselsskøn
en Strofe finde, som endnu er grøn.

Gid Tonebruset fra mit stille Indre
maa som et Glimt i hendes Øje tindre,

og hendes Haand mit Hjerte — salig Tanke! -
maa føle mellem sine Fingre banke!

77

CREDO

15. Decbr. 1913.

Aldrig uomvendelig
bør en Vismand mindes:
Verden er uendelig
— alting er og findes.

Guderne er alle til,
og ikke færre Djævle:
Om, hvem størst vi kalde vil,
kan vi evigt kævle.

Bibel — Talmud ligelig,
Alkoran og Pali
— hver en Tro usvigelig
gør sin Dyrker salig.

Thi naar Hjernen svimmel tav
med at fantasere
— ak, det vide Himmelhav
rummer bundløst mere.

78

Kun i Perihelier
Jordens Praase brænde
— Lysets Evangelier
gaa til Verdens Ende.

Alt er Stjerne-Stadier,
grænseløst de straale
— Universets Radier
kan vi aldrig maale.

Vore smaa Forklaringer,
Skrig af Verdenssmerte
— alle Aabenbaringer
ligger i vort Hjerte.

79

TAK

26. Jan. 1914.

Vi er det bløde Ler i Livets Hænder
og formes bedst af Modgangs tunge Drag
og hærdes sikrest gennem Nederlag
og arres langsomt under Tidens Tænder.

Med Lidelser vort eget Præg vi køber,
ufærdigt svajer vi for Skæbnens Storm,
og faa kun vinder deres fulde Form,
før hjem de stævnes af den store Støber.

Hver Dag os Døden giver sine Snit,
lig Frost, der Blomstens Hjerteblade piller
— størst er den Sorg, naar selve Livet skiller
dig fra et Sind, du elsket har som dit.

Dog stundom klapper Lykken vore Kinder
og smiler for en Time Furen bort
— da løsnes alt, som stivned og blev haardt,
og Foraarstøbrud gennem Sjælen rinder.

80

Se, Haabets straalende Tilbagekomst
i Lue tænder vore slukte Sanser,
og Blodet atter gennem Aaren danser
med Blus fra Hjertets stærke Purpurblomst.

O Venner, som et Festblus for mig tænder,
o Mester, Tak! Her ved min Glædes Bord
til hver en Gæst Tak for hvert Blik og Ord —
— jeg er det bløde Ler i eders Hænder.

Blandt Farvespektrets Linjer op I trak
Livsglædens festligrøde Flammestribe
— o lad mig alle eders Hænder gribe,
og gid min Fremtid bringe jer min Tak!

81

ØDIPUS PAA HØJEN

Rudolph Tegners Statue i Kildekrog.

Solen synker i sit Baal,
Havet bruser i sin Brænding.
Skyen gaar med Tordenspænding,
knitrende som Flint mod Staal.

Himmelfejende gaar frem
Regn i tunge Bygehoser.
Bække gennem Sump og Moser
svulmer højt om Sivets Bræm.

Fjernt langs Strandens Bølgekog
Skovplantagens grønne Farve
som en overskaaret Larve
kryber med sit Fyrretog.

Fra de sortblaa Kysters Rand
blinker Gnister over Havet:
Dagen bloddøbt og begravet,
Verden tændt i Solfaldsbrand.

82

Blomsterfyldt er Græssets Skød:
op af Bakkedraget vælder
Blus af gule Immorteller
over Lyngens røde Flod.

Mod det vilde Himmellys
rejser sig fra Højens Tinde
Lidelsernes Drot den blinde,
taarnet af sin Smertes Gys.

Højt mod Himlens spotske Maal
strækker han sin Afmagts Trusel,
stønner ud sin Skam og Blusel:
Tømt er Skæbnens beske Skaal.

Sine Øjne ud han rev
— Synets blodigrøde Kvaler
af Dæmoner og Vandaler,
af det Helved, Jorden blev.

Gribbeflænsen, Vold og Ve,
hadforgiftet, hævnforblændet,
alt besudlet, alting skændet
— bedre ingenting at se!

83

Himlen slukker sine Lys,
Jorden lakker mod sin Aften.
Se, lemlæstet Mandekraften
raver gennem Smertegys.

Som han vaded gennem Slam,
sønderbrudt han Foden flytter.
Kun Antigone ham støtter:
Haabets spæde, nøgne Ham.

I et blodigt Skær af Sol
Hellas' Skæbnedrot den blinde
højt paa Sjællandshøjens Tinde
sat som Verdensstorms-Symbol.

Kunsten gennem Tusindaar
Sagnkolosserne har dannet:
Ødipus, i Danmark strandet,
evigt imod Havet gaar.

84

TIL NATUREN

Naturforskermødet i Kristiania 13. Juli 1916.

Se, alting strømmer. I bestandig Fylde
udfolder sig Naturens Trylleskov.
Vor Forskning som en evigung Sibylle
af Kundskabstræet tager sig Forlov.
Vi Harmoniens høje Skønhed skimte
bag hver en Flig af Isis' Taageslør.
Vi ser Alkraftens Himmellove glimte
i Lyn fra Sandheds Sol, der aldrig dør.

Et Brus af Kraft fra Fossefald og Elve,
fra Vind og Hav opsamler sig til Strøm,
hvis Nervetraade Jorden gennemskælve
og tænde Tanken til en magisk Drøm.
Naturen fører sine tavse Kampe
i overdaadig vild fantastisk Pragt,
selv Fisken tænder Blus og Glødelampe
i Havets miledybe Vand paa Jagt.

85

I evig - Kresgang Universets Kloder
ad sporfri Veje vandrer uden Stands.
For helt at lodde Mælkevejens Floder
Forstanden har behov en sjette Sans.
Vort Øje gennem Kæmpeteleskoper
kan aldrig Himmelhavets Bund dog naa.
Vi ser i Støvets Verdner af Mikrober
den samme Rigdom mylre i det smaa.

Mirakler underfuldt af Mulmet vælde
lig Dans af Støvfnug i en Straales Skær.
Hver af os i sin Forsknings lille Celle
et Nu har følt sig Verdenssjælen nær.
Hvor lidt vi véd — og gad dog alting vide
— ak, lang er Kunsten, Livet altfor kort.
Det er, som Aander gennem Glasset glide
i Lyset fra den blinkende Retort.

Natur, vor Visdoms evigfriske Kilde,
o, læsk os naadigt i din Ungdomsbrønd.
Lær os, at ingen Kræfter gaar til Spilde,
at Livets Ygdrasil er altid grøn.
Naar Jorden hidser sine Folk af Myrer
til blodig Kamp og vender Dag til Nat,
vær du vor Trøst, du evig tavse Styrer,
der ikke viger fra dit faste Rat.

86

I høje Love, som vi kun tør ane,
I Løndomskræfter, som vi er i Vold,
lær os at vandre Stjernens trygge Bane
og løfte Lyset som vort sikre Skjold.
Om vi mod Rummet vore Øjne vende,
om dybt vi ser i Mikroskopets Glar,
vi ser den samme Verden uden Ende
og faar det samme højtidsstille Svar:

Vi er Atomer, som dog alle tælle
i Evighedens aldrig talte Sum.
Vi er kun Støvgran, der skal Solen melde
og bære Lyset gennem Tid og Rum.
Men hver, som blev af Verdensharmonien
besjælet een Gang af en enkelt Gnist,
skal evig nynne med i Melodien
og høre Sfærernes Musik tilsidst.

87

RODIN

Af Stenbruddet strækker en Skaberhaand
sin Klo,
faar Marmor til at aande og Malme til at gro,
saa Skorperne brister om de Nyfødte to.
Han stempled sine Tanker i hvide Stens
Krystal,
han har sat dem til at lyse i Evighedens Hal,
hvor først den sidste Vandflod skal bringe
dem til Fald.
Igennem Bronzeflader sit Aandedræt han
drog:
Naturen til sit gyngende Hjerte sig tog,
og Blodets Bølgesug gennem alle Aarer slog.

Urkraften rejste Bringe lig en brølende Tyr:
Balzac steg som et Taarn — et Menneske-Fyr,
der glødende Blik over Havene spyr.

88

Geniet i sin Kutte — en koglende Gigant,
der Verden til sin Celle i stærke Syner bandt
og tusind Skæbners Traade ud af sin Hjerne
spandt.

... Som vandrende Støtter, i Lidelse døbt,
udtærede og brustne, i Stodderpjalter svøbt,
med ugrædte Taarer i Furerne støbt,

ubøjelige Mænd fra den dødsdømte By
fremslæber sig kroget som i Kapper af Bly
for den fremmede Besejrer dens Nøgler at fly.

... Se, Lidenskabens Helved paa vid Gab
slaaet op:
se, Smelteovnen mylrer fra Bundfald og til
Top,
og Ilden gennemgløder hver vridende Krop.

... Men Elskov bøjer Knæ i Ekstase ydmyg,
øm:
i Marmorbølger mejsles Undfangelsens Drøm,
og gennem Stenen skyller Forplantningens
Strøm.

89

Af Slakkerne udsmeltes det sydende Liv:
af Parringens magiske Guddoms-Motiv
bevæges alt det Nøgne som sitrende Siv.

Livskimen lig et urdunkelt daarende Idol,
fremelsket af Kyssets almægtige Sol,
henrisler gennem Altet sit bølgende Symbol.

... Selv Ikaros' Fald, Nereïdernes Musik,
den evigkolde Sfinks og Parcernes Mystik
som aandende Liv af hans Skaberfingre gik.

Han favntog selve Formen i ubændige Kryst,
saa alle Pulse vaanded sig bævende tyst
og nøgne Lemmer sang af den bølgende Dyst.

... Af Stenbruddet strækker en Skaberhaand
sin Klo,
faar Marmor til at blomstre og Malme til at
gro,
saa Skorperne brister om de Nyfødte to.

90

EDVARD RUDOLF NEOVIUS

26. Sept. 1917.

Tavse Hjemvé-Minder vinked
bag den tunge Himmelrand.
Glansen i dit Øje blinked
af de tusind Søers Land.

Traadløst Tankerne dig knytted
til det Folk, hvorfra du gik,
mens dit Hjerte stille lytted
til de fjerne Falds Musik.

Kalevalas røde Sange:
op af Finlands lange Nat,
baaret frem med Fosseklange
Fantasiens gyldne Skat.

Ja, du var en ægte Finne,
dyrked Tanken som Magi,
saa' de skjulte Linjer rinde
i fortryllet Harmoni.

91

Løfted højt dit Væsens Charme
som en festlig Guld-Monstrans,
ej ed i dit Hjertes Varme
Sjælens sidste, sjette Sans.

Gransked over Snit og Sfære,
øved Tænkningen abstrakt:
Tallets suveræne Lære,
Fladernes sublime Magt.

Dyrked det Uendelige,
Himmelrummets blaa Logik,
hørte som en Hymne stige
Talkolonnernes Musik.

Denne Pandes Tænkersnille,
disse Øjnes Fosforglød
— Hjertet som en stormfuld Kilde,
der sin svage Kumme brød.

Under Asken frem sig ulmed
Tankens gnistrende Vision
— nu har du igennem Mulmet
naaet den fjerde Dimension.

92

Ej til Støvet var du bundet,
al din Higen var astral.
Og i Døden har du fundet
Evighedens Integral.

93

JAKOB KNUDSEN

21. Jan. 1917.

En djærv Protestant, der var frejdig og stærk,
en Præst, der fik kastet sin Messesærk
for jævnt at bekende den fædrene Arv,
den Tro, der for ham var Slægternes Marv.

En Jakob, der Livtag med Herren tog
og, hver Gang Tvivlen i Knæ ham slog,
dog ikke slap, før velsignet han blev.
Blod var der blandet i Skriften, han skrev.

I Wartburg-Cellen han stred sin Strid
og ængsted sig ensom og ydmyg og blid.
Men nidkær han gik og forkyndte sin Gud
og opfrisked gamle og evige Bud.

En Mand paa sin faste og sanddru Grund
med Glimt i sit Øje og Smil om sin Mund,
med Hjerte og Lune han lytted sig ind
i Menneskers stride og sælsomme Sind.

94

En Hader af Løgn og forkvaklende Digt,
en Elsker af Troskab og styrkende Pligt
— en Have i Sol hans andægtige Sind,
hvor Solsorten smutter i Halvmørket ind.

95

KØBENHAVN

Storstad, som voksed af en ringe Ramme:
en enlig Varde plantet først til Værn
for Fiskerhytter og for Handelspramme,
en Esse til at smedde Staal og Jern,
mod Vender-Horderne en Vagttaarn-Flamme,
for Landets egne Børn en Fredens Kværn.
— Bystammen voksed, føjed Ring til Ringe,
hvert Stik i Grunden kan for Dag dem bringe.

I Sund og Søer risled glade Bække,
og Landet dufted sommerligt af Hyld,
af Saltfisk lugted baade Borg og Flække,
hvis gamle Tomter blev lagt ned til Fyld
— af Kridtstensmurens lange Kvaderrække
i Jorden gemmes end en Rest af Syld;
i Fortidsbyens Lag af Minder ligger
Absalons Brønd, hvoraf endnu vi drikker.

96

O Middelalderby med sunkne Taarne,
Fugl Føniks atter af sin Aske skudt,
med Møllevingerne af Søvind baarne,
med Mur af Tinder og Rundeller brudt,
med Byprofiler højt og dristigt skaarne
— fra Havnen tordner Karavel-Salut,
og Faner vifter om en stolt Besejring,
og Klokker takker for en brudt Belejring.

En Labyrint af smalle Krinkelgyder,
hvor Kirkespir gror op med gylden Fløj;
opfyldte Holme frem i Strømmen skyder,
og trindtom klinger Værfters Hammerstøj;
Indsejlingen et Søjle-Vartegn pryder,
og Børs og Borg højt over Skorstensrøg
er rejst, mens Rundetaarn mod Himlen retter
Kvadrant og Kikkert i de stille Nætter.

Hvor mange Taarne har vel Tiden tæret,
hvor mange Mure Ilden lagt i Grus?
Men atter livsfrisk løfter sig i Vejret
den Moderstad, der stod som Danmarks Hus.
Endnu den bær et Glimt af Bombeskæret,
kartov-bespyet over Bølgebrus,
men altid voksende sin Ham den krængte,
til endelig den helt sit Harnisk sprængte.

97

Du skønne By, som vore Fædre bygged
og værned kækt med deres Hjerteblod,
faldt end de Trær, som deres Hjem har hygget,
endnu i Grunden findes Bul og Rod.
Vi elsker dig, du er af Minder skygget,
de svundne Slægter aldrig dig forlod,
men maner os til ny endrægtig Handling,
hvor alt det grimme faar en skøn Forvandling.

I dig skal opstaa alle stolte Planer,
som Fædrene før os engang har tænkt,
men foldes ud i frigjort vide Baner,
hvad før var smaaligt, stygt og indestængt.
Vi elsker dig, du Hovedby for Daner,
der højt i Solen Fanerne har hængt.
Vi hilser dig, du eneste udkaarne,
Udviklingsstaden med de skønne Taarne!

98

CHRISTIANSBORG

28. Okt. 1916.

Saa lyser Borgen atter over Lande.
Et enigt Folk har løftet den af Grus.
Granit og Sten fra alle danske Strande
har Harnisk lagt om Danmarks nye Hus.
Se, Taarnet tillidsfuldt mod Himlen strækker
sit ranke Løfte som et stolt Symbol,
og Kransen, vi idag om Spiret lægger,
er blank af Fredens underfulde Sol.

Paa denne Holm, hvor Danmarks Rat har knaget
Aarhundreder i alskens Vejr og Sø,
fra denne Varde Danebrog har flaget,
naar Kongen vilde i sin Rede dø.
I dybe Lag er nye Kilder ledet
til Absalons genfundne gamle Brønd,
og Fortids Kridtstensmure har vi fredet
som Arv fra Stadens første tapre Søn.

99

Paany vi bygged op, hvad Flammer hærged,
og rejste atter Borgen som en Bavn,
der skinne skal for Riget, den har værget
og samlet om en fast og sikker Havn.
Her, hvor vi huser vore Minder dyre,
har Skibet højnet sin Kommandobro,
hvor Drot og Folk med Lov og Ret skal styre
vort Fædreland mod Haab og Fremtidstro.

Saa hejs da Kransen over Taarn og Tinde
og Landets Farver i dens Blade flet,
saa den som Æreskrans kan altid skinne
fra denne helligt minderige Plet.
Gid Taarnets Malmtag blive grønt af Ælde!
Gid, lutret gennem Lykke, gennem Sorg,
vort gamle Flag til fjerne Slægter melde,
at Frihed kranset har Kong Christians Borg!

Velsignet være Danmarks gode Skæbne,
der gav os Fred i denne Alvorsstund.
Gid Enighed maa vore Viljer væbne
til trofast Arbejd paa vor Friheds Grund!
100 Gid Kransen, som fra dette Taarn skal vaje,
maa rammes kun af Solens gyldne Baal
og værne ærefuldt om Danmarks Eje
og rette vore Blik mod ranke Maal!

101

ROSENBORG

Aa, I høje køle Linde,
som herinde,
fyldt af Sundets salte Vinde,
bruser om et Kongeminde.
Gennem lange Løvsalsbuer
drypper Sol i gyldne Luer.
Bag Syreners lilla Skyr
digter Skjalden Eventyr.

Renæssancens Gavlvolutter
indeslutter
under Kobberspir, der strutter,
Kronjuveler og Tributter
til den oldenborgske Krones,
til den danske Løvetrones
Smykkeskrin i Fryd og Sorg
— Potpourriens Rosenborg.

102

Ak, hvor ofte har jeg sværmet
og mig nærmet
Vindebroen, som er skærmet
af to Løver, der fornærmet
har sig lagt, med Sten i Maven,
vogtende for Borgegraven:
Over denne smalle Bro
gaar kun Eventyrets Sko.

Men det gamle Hjerte gløder:
Stævnemøder,
der vort sølle Liv forsøder,
trindt fra alle Gange støder
sammen her fra Ungdoms Dage.
Vender Blikket jeg tilbage,
frem de spanker, en for en,
paa guddommelige Ben.

Valborg gaar i alt det Grønne.
Lind og Lønne
danner Solskærm for den Skønne
— hør, igennem Haven dønne
klingrende de høje Hæle.
Aa, de lykkelige Sjæle,
som skal øve Sommerflirt
bag en Dronnings Kniplingsskørt!

103

Hen langs alle Havens Bænke
ses en Lænke
af Gardist og Mø og Enke,
tusind Børn, som ikke tænke,
Barnepiger og Alfonser.
Mellem Løv og gamle Bronzer
stryger Rosenduft forbi
af den gamle Potpourri.

104

AMALIENBORG

Paa tværs af den søvnige Gade
gaar en ædel antik Kolonnade.

Gardister til Geværerne griber,
og du hilses med Trommer og Piber.

Du betræder en kongelig Scene,
hvor det pibler med Græs mellem Stene.

Se, Kulisser af Søjlepalæer,
graa Rokoko mod en Susen af Træer.

Hvide Sølvskyr paa Himmelblaaet sejler:
hvert Palæ i en Genbo sig spejler.

Fire Slotte af samme Familje
stillet op i en stilfuld Kvadrilje.

Alle fire andægtige lytter.
Og i Midten der rider en Rytter,

105

en kongelig dansk Triumfator,
klædt paa som en romersk Imperator.

I den herligste Bronze, der irrer,
imod Solen almægtigt han stirrer.

Lavrbærkranset, med Stav til Kommando
— Munden spidset i naadigt Parlando.

Skinner Maanen, ligner Giganten,
højt til Hest, selve Stenkommandanten,

paa Soklen saa evighedssikker:
dumdristige Spørger — han nikker!

Se, han rider i Natten alene
paa den tomme fantastiske Scene

— i Manegen af fire Palæer:
graa Rokoko mod en Susen af Træer.

106

KRONBORG

24. Juni 1916.

Se, lig en Drøm af Sundet, hvor det blaaner
smilblankt blandt nære Kysters skønne Strande,
af Havet Kronborg som et Harnisk graaner

med kobbergrønne Hjelmtags skarpe Rande,
med Taarn og Spir, der højt mod Himlen toner
et Diadem paa Danmarks Riges Pande.

En Krans af grønsværdækte Bastioner
omlejrer Borgen ved de stride Strømme,
mens Sagnet suser tyst i Lindekroner.

Hvor svalt at sværme og hvor godt at drømme
en Aften under disse stolte Tinder,
som Renæssancens Solglimt endnu sømme.

107

Et Drama bygt i Sten. Fortidens Minder
som Genfærd gaar af deres Grave atter,
naar Solfald i de gamle Ruder skinner.

Kartover, Bægerklang og Graad og Latter
blandt disse Mure har et Ekko samlet,
der dønner dybt i Grundens Kasematter:

Se! Højt paa Skansen staar han selv —
Prins Hamlet!

108

ODENSE

Teatret 9. Okt. 1914.

Som en hængende Have vor Aakande-Ø
har sig rejst over Bælternes blaanende Sø.

Den blev lagt under naadige himmelske Tegn,
og dens Stier løb frem under blomstrende Hegn.

Der kom Sejlere hid fra det sydlige Sund,
der slog Jægere Bo i den vildsomme Lund.

Der blev jaget med Økse og Lanse af Flint,
der blev fisket i Læ af den lunende Klint.

Der kom Korn til den fede og frugtbare Muld,
der steg Agre i Solen som blinkende Guld.

Da kom Hærfader vandrende gennem vor Skov
for at søge sig Pladser til Kongsgaard og Hov.

109

Og han standsed en Stund ved den smilende Aa;
fra en Høj over Engenes Grønsvær han saa'.

Mellem hængende Pile gik Storken paa Vad
— over vuggende Vange han stirred sig glad.

Og mod Frigga han lo under buskede Bryn:
Har du set paa Vandring et skønnere Syn?

Frigga.

Nej, Odin, her du standse,
thi her mig tykkes bedst.
Her plante du din Lanse,
her binde du din Hest.
Her vil flette Kranse
af Gøgeurt til Fest.

Odin.

Ja, flet mig Elskovskranse
af Gøgeurt til Fest.

Frigga.

Hvor disse Strømme rinde
mildt blinkende forbi

110

og Vej til Fjorden finde
histude i det Fri,
her skal din Kongsgaard skinne,
her vælge du dig Vi.

Odin.

Her skal min Kongsgaard skinne,
her vælger jeg mig Vi.

Frigga.

Om denne faste Banke
langs Aaens grønne Bred,
skal Hus ved Hus sig sanke
og bygge By med Fred.
Her fandt din milde Tanke
sit gode Arnested.

Odin.

Her fandt min milde Tanke
sit gode Arnested.

Frigga.

Her alt skal gro og gære
og vorde By til Gavn.

111

Den hele Ø skal nære
den som en Moderfavn.
Og denne By skal bære
evindelig dit Navn.

Odin.

Ja, denne By skal bære
evindelig mit Navn.

*

Ældgamle Stad, endnu du paa den samme
hellige Grund, som Odin valgte, staar;
dit Gade-Net fra samme Midtpunkt gaar,
skønt længst det sprængte dine Mures Ramme.
Endnu du værner tro din Arneflamme,
som du holdt vaagen gennem tusind Aar.

Men Odins Alter sank. Og Korset kom
og skød i Blomst paa Kirketag og Taarne,
og Hymner løfted sig mod Himlen baarne,
mens Munkeordner fra det fjerne Rom
hegned sig Klostre i din milde Sol
og rejste ved din Strøm en Bispestol.

112

Klokkerne klang, og Kongemønt blev slaget,
Kongsborg blev bygt ved Næsbyhoved Sø,
og Kongebanner over Byen flaged,
og Retterting blev sat for Land og Ø.

Tungt Krigens Uvejr gennem Stad er draget:
St. Albans Alter saa' en Konge dø,
hvis hellige Minde skulde Jærtegn virke
og tænde Hjerter i andægtig Brand
— til Helgenskrinet i Knud Konges Kirke
valfarted Folket fra det hele Land.

Ja, her er hændt de tusind sære Ting.
En Konge lagde træt sin Krones Ring,
blev Broder i en stille Klosterhave.
I Krypten redtes gamle Kongers Grave,
ny Konger hyldedes paa Herredag,
og Gildebrødre samledes til Lag.

Mens Messer bruste gennem Klostergange,
Herr Michael digted sine fromme Sange,
og gamle Krøniker blev rimfortalt.
Claus Berg, fra Lybæk af en Dronning kaldt,
udskar kunstfærdigt store Alterfløje,
som endnu straaler gyldent for vort Øje:

113

En Afglans af de mange Klostres By
gik over i de nye Tiders Gry.

… Se, Tiden skifter som en Drejescene.
Murene synker. Fejde, Baal og Brand
gaar lig Orkaner over By og Land.
Klostrene revner. Hør, Guds Ord det rene
forkyndes i vor egen Bibels Tekst
— Reformationen gror sin stille Vækst,
til Lutherdommen over Landet ringes
og fylder Kirkerne med Løvspringsvaar.

Til Stadens Marked Øens Velstand bringes,
mod nye Verdner vore Kurser gaar:
Højt Karavellerne for Vinden bruse
og hente Last til Havn og Varehuse.
Blandt Købmandsgaarde Adelsgavle staar,
paa fjerne Have Handelsskibe flager
for Stadens Borgerkonge: Oluf Bager.

… Du frie Stad, igennem alskens Kaar
du voksed sikkert; døjed Landeplager,
men læged langsomt Krigens onde Saar
og fandt i Borgersindets Flid og Snille
Fornyerkraftens sunde Velstandskilde.

114

Her ved din stille, løvomspundne Strøm,
i dine Havers blomstrende Forsænkning
trivedes Forskeraand og stille Tænkning,
leved og spired Fantasi og Drøm.
Thi her, hvor Klokkerne har malmfuldt runget,
har sine Salmer Thomas Kingo sunget,
og Eventyrets Digter Vuggen fandt,
hvorfra han fløj og Verdensryet vandt,
mens andre Svaner standsed og forstummed:
Carl Bagger — Aarestrup — glemt i en Krog
af Kirkegaardens store Dødebog.

… Ældgamle Stad, hvor har du meget rummet!
I Arbejdsfred gav dine Mure Læ
til Aandskulturens evigunge Træ.
Næstældst blandt Landets Scene-Veteraner
dit Tempel, bygt for Fantasiens Trang
til festlig Flugt ad Kunstens Himmelbaner,
din gamle Skueplads, som var engang,
sin skønne Fortid med dens rige Minder
til dette Sted ved indre Baand forbinder.

Vi bragte Flammen fra den gamle Rampe
og tænder her en ny og vaagen Lampe.
Fredsønsker fylder dette Kunstens Hus,

115

der aabnes under store Tiders Brus,
og drager Tæppet fra den nye Scene
for Modersmaalet — det bestandig rene!

*

Vi aabner her et Fredspalads,
en Fantasiens Skueplads
for alle Musers Dans.
Et Arnested for Aftenfred,
bygt paa den Friheds sikre Bred,
som blev vort lille Lands.

Blodfarvet højt er Tæppet hængt
for Verdens-Scenen, rødt er stængt
for hvert et Fremtidsblik.
Barbarisk skingrer Krigens Raab
— og bange løfter sig vort Haab
mod Fanen, som vi fik.

Vor Scene lære os at se!
Vor Scene lære os at le
befriet ved frejdig Skæmt!
Vor Rampes lyse Billedbog
skal tale Hjemmets dyre Sprog,
af Nuets Alvor stemt.

116

Ja, stem vort Sind med Minders Klang
og lær os Hjemmets skønne Sang
til Trøst mod Blod og Jern!
Ja, bliv en Borg, et Fredspalads,
en dansk og dygtig Skueplads
— Aandsmagters gode Værn!

117

LITANIER

1914—1918

118
119

GRAVKAPELLET

Høsten 1914.

To Pletskud — to Revolverknald —
to Liv blev slukt, to Hjerter brast,
to Kuglers vilde Terningkast
Lavinen løsned i dens Fald.

Dødskerter stiger højt af Kalk,
Raketters hvide Stjerneskud:
Hver Nat er nu en Katafalk,
hvor tusind Livslys pustes ud.

Fra dette Gravhvælv pibler Blod,
det bløder under Fløjlet sort,
og Strømmen skyller Fod for Fod
igennem Skyttegrave bort.

Blod drypper ned fra Kistelaag
og tænder Hadets Broderkrig.
To Kister aabner Dødens Tog,
og Millioner følger Lig.

120

Ligfølget selv er lutter Lig,
hver Mørser er en Flor-Standart;
talløse Salvers skarpe Skrig
det første Mordskud har besvart.

Evropa rejst i Lejr mod Lejr
med Sprænggranaters Drøn og Smæld
— og baade Nederlag og Sejr
Blodkranse til et Gravkapel.

121

HØSTMANDEN MEJER

Høstmanden mejer. Marken, se,
hensegner for hans skarpe Skaar:
i dybe Løbegrave slaar
han skingrende sin onde Le.

En brudt, granatsprængt Horisont
afstriber Mulden milevidt,
Høstkarlen med et Knokkelskridt
kan skræve mellem Front og Front.

O denne Stank af Krudt og Lig
fra Jordens skjulte Huler, hvor
Spidskuglen lurer med sit Mord
— ja, Snigmord blev den aabne Krig!

122

SE SKYTSET

Se, Skytset bag sit Panserskjul
fremdrøner, med Motorer spændt;
paa tusind Centners raa Cement
tungt vralter frem dets Kæmpehjul.

O Snille, som har pønset ud
Maskiner til at skyde ned
det stærkeste, som Verden véd,
betalt med Tusinder pr. Skud.

En Galgebakke, et Skafot
højt strittende mod Himlen strakt:
Kulturen selv paa Hjulet lagt
og stejlet til sin egen Spot.

123

NU MESSES DER I SPLINTRET KOR

Nu messes der i splintret Kor,
og fra Ruiners Bedepult
af Mødres Graad er Rummet fuldt,
af Enkeslør og Sørgeflor.

Se, Nakker under Skæbnens Hug
og lyst i Hjemløshedens Band.
Hør, gennem disse Mødres Land
hentoner de Ufødtes Suk.

Aa, Kvinder til at gøre Bod
for alt, hvad Mænd har ondt forbrudt:
Ja, rejs kun Korset sønderskudt
— se, hvor det driver tykt med Blod!

124

ET FÆDRELAND SOM KIRKEGAARD

Et Fædreland som Kirkegaard,
hvor Grave kanter Vej og Sti
og Processionen ordløs gaar
af Søgende, forbi, forbi.

Med Ild som gennem Lyng og Pors
har Krigen askelagt et Land.
Højt mod en blodig Himmelrand
skød Skove op af Kors ved Kors.

Se Børn, der leder om et Spor,
et Tegn, et Navn paa Dødens Bræt,
med Øjne, der har grædt sig træt:
Et Sted han ligger, ja, men hvor?

125

JULENAT 1914

Fred for en Nat!
De hvide Snefnug dryppe
som mild Charpi.
Af Mørserbrølet træt
forstummer Krigens store Lazaret:
Fredhaabet fødes atter
i en Krybbe.

126

MIDSOMMER 1915

Guldregnens Klaser blegne,
Syrenen falmer hvidt,
og Tjørnens Blomster regne
som Sne for hvert et Skridt.

De vilde Roser sværme
i Solnedgangens Glød,
og Hyldens aabne Skærme
har Duft som nybagt Brød.

Et Svirr af Bier, som brumle,
sølvhvide Glimt af Møl;
et Bryg af Malt og Humle,
en Luft som Krydderøl.

Nu smelter Dagen gylden
sin Skat i Nattens Skaal.
Duftsitrende Idyllen
staar op af Somrens Baal.

127

Luftstrømme vellugtsvangre
indspinder Sind og Sans
i Drøm, som ej vil angre
sin Rus ved Sankte Hans.

Se, Birk og Bøg og Linde
staar stille Himmelvagt
omkring et dejligt Minde,
der blev i Mulde lagt.

Midsommernatten kryster
os i sin Mindefavn.
Langs Bakkedrag og Kyster
opblusser Bavn ved Bavn.

Hil dig, Højsommer-Glæde,
du Livets Højdepunkt!
Ræk os din gyldne Kæde
og gør vort Hjerte ungt.

Afsindig hedt vi længes
mod alt, hvad vi har tabt.
Paany vort Hjerte flænges
af Sorg, vi selv har skabt.

128

Og hulkende vi savner,
hvad selv vi skar itu,
og en Erindring favner
— og elsker den endnu!

Livsdrømmen gyldent gløder
fra Sommernattens Baal,
og stille Hjertet bløder
i Nattens Offerskaal.

Endnu i Nat vi takker
for Fredens Alterild,
der over vore Bakker
har tændt sig varm og mild.

Men fjernt i Syd vi aner
en baalsprængt Horisont:
Belyst af Bombebaner
Krigsrædslens lange Front.

Igennem Lande skaaret
den endeløse Grav,
hvor Mængder Banesaaret
selv denne Time gav.

129

Hvor Millioner bløder
i haabløs Snigmordskamp
— hvor Verdensbranden gløder
i Sommernattens Damp.

En Gru for vore Hjerner
— et aldrig standset Støn:
Til Sommernattens Stjerner
en angst fortvivlet Bøn!

130

PAX ÆTERNA

Vinteren 1917.

Den evige Fred … O skælvende Haab!
Paa Havet forstummer i Støn
de Afmægtiges Raab.

Den evige Fred … Du forjættede Land!
O vis os, Fata Morgana,
din palmevajende Strand!

Den evige Fred … Skal den Lykke kun naas
af dem, der segner lig Græs,
naar Markerne slaas?

Den evige Fred … O fortvivlede Drøm,
naar Bægret fyldes med Blod,
som Skæbnen rækker os: Tøm!

131

— — —

Vi vaagner midt i Natten
ved fjerne hæse Skrig.
Blodstanken trænger til os
fra Millioner Lig.

Hør denne Vanvidslatter,
der rejser sig i Mulmets
grufulde Mareridt:
det Døden er, som skratter
de sprængte Knokkelskridt
i endeløse Kløfter,
hvor Hjerterne sig løfter
og dør i kvalte Skrig
blandt Millioner Lig.

En Gru for vore Hjerner!
Vi ser ej Himlens Stjerner.
Den gamle Skrift vi sletter
i brandbelyste Nætter,
hvor Dødens Sole regner
og Bombeilden tegner
hver dræbende Bedrift
i Helvedkratres Skrift.

132

Vi flyder om i Grave,
i isopfyldte Have:
det er som Vandet gurgler
i vore egne Struber
— skindøde selv vi ligger
begravede i Gruber,
nedsvælgede af Miner
og druknede i Regn
af Kuglesprøjt, som hviner
igennem Pigtraads-Hegn.

… Fred, Fred … er vore Hjerters
blodskudte sidste Støn:
et Suk fra hele Jorden
hæver sig op til Bøn.

— — —

Den evige Fred … Henhviskede Suk
fra en Verden i Nød
under Leens hvirvlende Hug.

O hellige Land … Hvor Frelsen gik ud
og bragte den stridende Jord
Evangeliets Bud.

133

Forjættede Land … Imod dig jo drog
Korsriddernes Hære tilforn,
naar Korset de tog.

Er Ridderne døde? … Kvinder, kom her!
I alene kan løfte
Kors imod Sværd.

Tag Korset igen! … Lad dets blødende Mærke
os lære engang, at de Svage
skal blive de Stærke.

Drømmen om Fred … O skælvende Haab,
løft gennem Kvindernes Mund
vor Bøn til et Raab!

134

TRØSTEN

Foraar 1917.

Som Vilddyr røre sig de raa Titaner,
der had-optændte deres Lænker brøde
og true med at lægge Jorden øde
— ak, intet Øje nogen Redning aner.

Vi aabned selv de svovlede Vulkaner,
selvmorderisk vi ønsked at forbløde;
vi dømte dyrekøbt Kultur til Døde
og splintred Haabets foraarsgrønne Faner.

Nej! Solen gaar, som altid før den gik,
og Blomstens skyldfri Alterflamme brænder,
og Livet har sin luende Musik.

Opløft dit Hjerte! Omfavn dine Venner!
Grib med dit Hjerte om de andres Hjerter
og del med dem de selvforskyldte Smerter!

135

GRALEN

Efteraar 1917.

Udslukte er Aandernes Lamper
af Os fra de kvælende Baal.
Vi øjner kun Blodet, der damper
højt af den skændede Skaal.

Vi kvægslagter Menneskeheden,
besudler dens Minder i Mord.
Vi hugger ved Roden det Eden,
hvis Palmer beskygged vor Jord.

Alt Livet er lammet af Smerte,
fornedret af Nag og af Kval.
Hvem agter det blødende Hjerte,
der funkled i Fortidens Gral?

Hvor er vel de vogtende Skarer,
der slog om dens Helligdom Vagt?
Hør, hen gennem Folkene farer
kun Hadets hylende Jagt!

136

Gralridderne slumrer som døde,
deres Skjolde siver af Blod:
Skal Verdens Hjerte forbløde?
Vil ingen tænke paa Bod?

Hen gennem Jorden gik Revnen
af Hadets vædskende Byld,
hvor alle raaber paa Hævnen
og ingen vil sone sin Skyld.

Naar kommer den rene Daare,
der frelser Verden fra Kval?
Naar renser vel Angerens Taare
igen den besudlede Gral?

Naar slutter de sørgende Sjæle
paany om dens Helligdom Vagt?
Naar lærer vi atter at knæle
for andet end Vaabnenes Magt?

137

HIMMELSKIBET

Vinteren 1918.

Hvad op vi bygged, slog vi ondt i Stykker
— et Ragnarok hen over Jorden raser:
Lemlæstet løfter Verden sine Krykker
mod Himmelørknens fjerne Freds-Oaser.

Ja, Blikket opad! mod de Lys, som vogter
hver Nat paa Jordens blodigrøde Bavne!
Engang — engang — vi flyve skal paa Togter
mod disse Fyr fra Himmelhavets Havne.

Hver Gang vort Blik gaar mod de tavse Stjerner,
som roligt vandre deres gyldne Veje,
Erobrings-Drøm opflammer vore Hjerner:
engang — engang — skal dette Hav vi eje.

Engang den første Sejler ud skal vove
sin Flugt paa Mulmets Himmeloceaner,
hvor tusind Gaader for vort Øje sove
med Fremtidssyner, ingen Jordfødt aner.

138

Saa flyv da, Mandsmod, Ikaros-bevinget,
og løft fra Jordens Valplads dine Kræfter!
Først vover altid Fantasien Springet
— engang vil Daaden, sikkert, følge efter.

Daadkraften hil! Allivets store Moder!
Engang skal Jordens Cellefængsel sprænges
og Sangen naa os fra de andre Kloder:
Se, ogsaa her vi mod Forening længes.

O kast til os den første Forbundstanke,
bind mellem os den første spinkle Traad!
Lad, mellem Stjerner, Livet paa en Planke
bemande Modets første Himmelbaad!

* * *

Hil Flyveren, som til en Verden kommer,
der længst har vor Kultur tilbagelagt
og dyrket Livet frem til Fredens Sommer,
hvor gode Kræfter ene ejer Magt.

Hvor Sjælene om Skønhedsdrømme frede
og Livets Træ i hvide Blomster staar:
Jernalders-Folk er vi endnu hernede
og højest bragt den Kunst, som sønderslaar.

139

Fra andre Kloder hentes maa Beviset
for Livets evig høje Harmoni,
paa andre Kloder søges Paradiset,
hvis Porte vore Flammesværd slog i.

Da stemmes Hjerterne af Straaleklangen,
der strømmer til os fra de andre Zoner,
— vi synger med i selve Himmelsangen,
der hver en Nat fra Universet toner:

Flyv tilbage med en styrket Tro
— se, imellem Stjerner bandt I Bro.
Himlens Skød er selve Livets Moder,
der omslutter evigt alle Kloder.
Kærlighedens høje Almagtsbud
er den Straalekraft, I kalder Gud.

Bring det Bud til Jord, at samme Maal
funkler ud fra hver en Stjernes Baal.
Lær, at vi er Trin paa samme Stige,
der skal bygge Evighedens Rige.

Vore Kim skal i jer Jord I saa,
vor Fuldkommenhed skal selv I naa,

140

hvor Alkærlighedens Harmoni
skal for hver en Lænke jer befri.
Kærlighedens høje Almagtsbud
er den Straalekraft, I kalder Gud.

141

YGDRASIL

Decbr. 1918.

Stormen rysted Træets Grene;
Jordens gamle Ygdrasil
hagle lod en Høst af Stene,
giftig Gas og Bombeild.

Helvedhadets onde Frugter
afsved alt om Træets Rod.
Skæbnen som den store Tugter
rensed Templet ud med Blod.

Jorden pisket blev med Svøber,
Blodet raabte ørkenvidt.
Millioner Gravkors røber,
hvad den hele Slægt har lidt.

I hvert Ansigt dybt staar skrevet
Ar af Smerte, Angstens Saar.
Sent vil glemmes, hvad vi levet
har i fire Rædslens Aar.

142

Nu blev Løvet atter stille.
I den gamle Ygdrasil
Fredens gyldne Solstrejf spille.
Verden er forventningsmild.

Nu kan Hjertet atter sove
feberfrit de lange Nætter,
glemme disse Pigtraadsskove,
der en blodig Grænse fletter.

Bag Ruinerne det dages:
Se, nu ender Jordens Kval.
Ikke mer skal op vi jages
af de Døende paa Val.

Malmen, misbrugt til Kanoner,
støbt til Klokker om paany,
vende skal med Jubeltoner
hjem til hver en genrejst By.

Ja, mod Julens store Hjemtid
længes alle trætte Sjæle
for i Bøn om fælles Fremtid
under Slægtens Træ at knæle,

143

for at hjælpe, for at lindre,
for at bøde Savn og Brist,
at det skønne Træ kan tindre,
hvor hvert Hjerte er en Kvist.

Giv os Brød igen for Stene,
himmelmilde Ygdrasil,
stræk paany de gamle Grene,
sitrende af hellig Ild!

Under dine Grenes Skygge
alle Fattige du favne!
Lad en Fredens Jul os bygge
op for alle dem, der savne!

144

DANMARKS HJERTE

Decbr. 1918.

Danmarks dybe Folkehjerte
hørtes tungt i Slesvig slaa
snart de røde Pulse skyller
hjemad over Kongeaa.

Ja, de Svage blev de Stærke:
Haabets sønderbrudte Bro
fik de atter, trofast stille,
muret op i deres Tro.

I Landflygtighed de længtes,
deres Hjemve bar dem hjem,
Dysten med den store Dommer
har tilsidst velsignet dem.

For at sone vore Synder
ud i Ørknen blev de stødt.
I det store Verdensstævne
for vor Livssag har de blødt.

145

Mens vi selv gik fri af Kampen,
har vor Folkekrig de ført,
til den store Skæbnestyrer
har de Troende bønhørt.

I halvhundred Aar har Drømmen
deres fuldtro Hjerter fyldt:
Fædrelandets største Gave
skænkes nu os uforskyldt.

Danmarks dybe Folkehjerte
høres tungt i Slesvig slaa,
nu, de røde Pulse skyller
hjemad, over Kongeaa.

146

VAARSTÆVNE

Maj 1919.

Nu lysner de truende Himle,
de klares i nordlyse Nætter.
Det evige Foraars Gimle
opdukker med hjælpende Vætter.

Utalligt har Verden at bøde,
lod blot den være at hævne!
Paa Græsset, der dækker de Døde,
de Levende haster til Stævne.

De nordiske Nattergale
forsamler sig foraarsberuste,
og Æolsharpernes Tale
kan høres i Bøgene puste.

Paa Idasletten der mødes
til Genopbyggelses-Stævne,
hvor Fortidssynder skal bødes,
men ingen higer at hævne.

147

De gyldne Tavl skal jo findes
i Græsset, gemt i en Krog,
og broderligt Folkene bindes
ved Digtning, Minder og Sprog.

148

ROMERSK FORAAR

I

Casino Rospigliosi.

De hvide Azáleer vandre i Ring
om Vaaren, der er som et Kildespring:

De blinkende Pulse sprudle af Jord,
hvor Græsset grønnest og tættest gror.

Paa Buskene tynger der Flor lig Sne
— som Brudepiger de er at se.

Det hvide Følge Terrassen rundt
om Bruden danner et duftende Bundt.

Hvor Haven højner sit Alterbord,
de rødeste Roser i Koret gror.

I alle de snehvide Farvers Klang
der sitrer en eneste Purpursang.

149

Azáleen svang sine Røgelsekar.
Vi to de eneste Vidner var.

Det mystiske Bryllup blev fejret i Duft
af aandende Blomsters balsamiske Luft.

Jeg bøjed mit Hoved dit Hjerte nær
og hørte det kime bag Kaaben dèr.

Højt over de hvide Azáleers Klang
et ufødt Hjerte sin Hymne sang.

150

II

Campidoglio.

Den brede Trappe, slusende af Sol,
op mod det marmorgyldne Kapitol

gaar som en Cæsar-Gangbro af Bedrifter,
hvis Kvadre fejes svalt af Palmevifter.

Se, Ulven traver rastløst i sit Bur,
og Romas Ørne sidder blindt paa Lur.

Se Dioskurerne, som Jorden gæste,
sagtmodigt staar ved deres lave Heste.

Irrgrøn og gylden rider, tung og hel,
den kejserlige Tænker Marc-Aurel.

Flodguder, Springvand, Trapper og Terrasser,
af Marmorstøtter kransede Paladser,

151

som Michelangelo har maalt og bygt,
hvor Romas Borgvold hviler oldtidstrygt.

Fra Tabularets høje Hvælvingshaller
ned over Forum-Dybet Blikket falder

paa Tempelrids, der rejser sig af Grav:
Sejrsbuer, Søjler, Plint og Arkitrav.

Paa hver Ruin, som over Grunden luder,
Grønsværet planter sine bløde Puder,

Blaaregnen vælter sine Rankers Hæng,
og Bregner pynter Vestas Vandbassin.

Valmuerne til Vejrs som Vimpler klavre,
og Sortbær drypper fra den grønne Lavre.

Se, hyllet i Cypresser Palatin,
en blomstrende gigantisk Vaar-Ruin.

Se, Via sacra i sin Vaardragt venter
paa selve Cæsar, som Triumfen henter.

Firspandet drøner op mod Kapitol,
hvor Juppiter ham hilser i sin Stol.

152

Se, alle Templer sig mod Himlen rejser,
og alle Søjler hylder deres Kejser.

Ja se, fra Titus-Buen langsomt gaar
en Kvinde frem med Solen i sit Haar

og sødt beruset af den røde Kløver
paa Vestas mosbegroede Tærskel tøver.

I svimmel Lykke tit hun stille staar:
hun bærer i sig Barnets store Vaar.

Ad Via sacra gaar hun under Buer
mod Himlens Alter, som i Solen luer.

I Ara cœli Barnevuggen staar,
hvis Gænge evigt gennem Verden gaar.

153

III

Palatino.

Bag mørke Steneges mumlende Sus
Caligulas Bro og Tiberius' Hus.

Ad stejle Gader med Tøndehvalv,
hvor Oldtidsromernes Hjerter skjalv.

Kohorternes Gang forbi Kejserens Sal
— en Klang af hans løftede gyldne Pokal.

En opmuret Verden af vældige Rum,
hvor Fantasien gaar vild og stum.

Men højt over Hvalvenes Krypt ved Krypt,
hvor Oldtiden fjæler sig fængselsdybt,

Terrasserne troner i evig Vaar,
hvor Blomster kommer og Blomster gaar.

154

Se, Mandelgrene i duftende Rødt,
se, Palmerne sitre i Guldskær blødt.

Se, Kæmpe-Kalla i Springvand gror,
Orangernes Guldæbler trille i Jord.

Forvitrede Byster langs Randen staa,
som om de dybt i Glemselen saa'.

Her gik Tibér mistænksom og sky
og stirrede ned i den støjende By.

Her vandred Augustus som Ypperstepræst
ad Stien ned til vestalisk Fest.

Her laa han til Bords i sin Spisesal,
som store Fontæner plaskede sval.

Her Livias Hus over Jorden staar
— endnu hendes Ekko paa Fliserne gaar.

I disse Blyrør blev Varme ledt,
de Vægmalerier har selv hun set.

Her spøger i Sol et Par Tusindaar,
men evig ung er den romerske Vaar.

155

Paladser i Vildnis af Græs og Løv,
af Kløver og Vildkorn og Valmu-Støv.

En underjordisk Palads-Labyrint,
i Hyld og Roser begravet trindt.

En Gartner gaar til den taarnhøje Mur,
hvor Roserne hænger i vild Natur.

Han samler Buketten af Pluk ved Pluk
og rækker den frem med ærbødigt Buk.

En ældgammel høvisk Romerfærd:
at hylde den Kvinde, som Livsfrugt bær.

Af samme stumme velsignende Magt
har Livia før faaet Roser rakt.

Thi Romeren ærer den evige Vaar
og hylder Madonna, som svanger gaar.

Den Mand faar det evige Liv at se,
som kom i Fornyelsens Støbeske

og smelter sig om og sit Livshaab saar,
at det kan vokse mod bedre Vaar.

156

IV

Via Plinio.

Lille Verden, som vi skabte,
Kosmos i en Nøddeskal,
Paradiset, det fortabte,
Eden uden Syndefald.

Lille Kim, der Altet rummer,
spiret i en hellig Stund,
efter Moderskødets Slummer
aabner du din lille Mund.

Se, de fine Gribehænder
fatter om det fyldte Bryst:
i det lille Hjerte brænder
Livets første rene Lyst.

Med fuldendte smaa Organer
frem for Lysets Daab du gik:
Øjet ser, og Øret aner
Livet som en sød Musik.

157

V

Villa Borghese

Frem af Løvet lysner Toner,
marmorgyldne, perlegraa.
Grønne Skyr af Pinjekroner
staar som Drømme mod det Blaa.

Duvende og duftigt dirrer
Kniplingskvistenes Rytmik.
Op i Himmelhavet stirrer
Sjælen, fyldt af Løvmusik.

Juppiter, den Gode, Store,
øjnes paa sit Kapitol:
efter Tordenmulm at spore
som en Trylleglans af Sol.

Mellem Pinjedryssets Naale
glimter hvide Bellis frem.
Millioner Blomsterskaale
ofrer Vaarens stærke Em.

158

Springvand sprudle, Kilder synge,
Luften kysses sval af Stænk.
Se, om hver en Straaleklynge
krummer sig en Marmorbænk.

Pinjesløret Solskinsdagen
aander kun Idyl og Ro.
Se, ved Kilde-Sarkofagen
læsker sig en tørstig Ko.

Verden opløst i Fantomer,
idel Fest og idel Lyst:
Se, en lille nyfødt Romer
dier ved sin Moders Bryst.

Alt er Vellyd, alt er Toner,
marmorgyldne, perlegraa.
Grønne Skyr af Pinjekroner
staar som Drømme mod det Blaa.