↩

DEN BETÆNKSOMME

✂

I

Du gaaer saalænge og hegler,
Sagde Krlgsraaden til mig igaar,
Til en af de andre Kegler
Snapper Lotte bort, dit Faar!

✂

II

Det lader sig let nok sige;
Men jeg farer helst i Mag,
Saadan at frie til en Pige,
Det er en egen Sag.

✂

III

Deels stemmer det aldeles ikke
Med mit Princip overeens,
Deels har hun en bandsat Hikke,
Deels gaaer hun lidt indtilbeens.
iv og Moderen er mig saa egen;
Saasnart jeg kommer der - væk!
Sidst blev jeg ganske forlegen
Og fik en ordentlig Skræk

✂

V

Glutten sad ved sin Ranime
Og bukkede Hovedet ned;
Og strax den gode Madamme
Gik ud, jeg vidste Beskeed.

214

✂

VI

Mit Blod begyndte at surre
Og gaae mig til Hovedet lidt,
Og hendes Mave at knurre
Som jeg har hørt det saa tidt.

✂

VII

Et Vinsel gled fra Rammen,
Vi bukked os begge to;
Vore Pander knaldede sammen.
Et Varsel, skulde man tro.

✂

VIII

Dog Vinsiet fik jeg til Lykke,
Og da jeg rakte det hen,
Saa kom jeg lidt til at trykke -
Og Barnet trykte igjen.

✂

IX

Jeg tænkte: der har vi Chancen;
Nu gaaer det aldrig godt;
Nu kommer du ud af Ballancen!
Og hostede derfor smaat.

✂

X

O Lotte, jeg føler - jeg følte
Hem, hem, hem, hem!
Min Gud, hvor du dig forkjølte,
Din Hoste er saare slem.

✂

XI

Du kunde dig hoste til Døde
Hun sprang ud af Døren i Hast
215 Idet hun raabte[:] det Søde
Vil gjøre den mindre fast

✂

XII

Hun kom med en Candlsstengel
Og med et Æg, som var raat,
Og da det var stift, den Engel:
Prøv - sagde hun - det gjør godt!

✂

XIII

Jeg følte alt ved den anden
Theskefuld, som jeg fik ned,
Hvor det Søde steg mig til Panden,
Og hvordan mit Hjerte gled.

✂

XIV

Og hurtig tog jeg Bestikket
Som altid, var ei seen,
Tog Hatten paa Øieblikket,
Og Kjærlighed gav mig Been.

✂

XV

Man kan behøve sin Fatning
Naar man skal falde paa Knæ -
Hvad faaer man til Æreserstatning
Naair man bær sig ad som et Fæ?