↩

LIIGVERS

✂

I

Hvor Livet er kort!
Nys stod han i Blomster, nu bæres han bort.
Den evige Hikke
Den loved ei godt, det saae jeg forud.
Vor Herre ham sendte det ranglende Bud,
Han tøvede ikke.
Hvis Himlen gjenlyder af jublende Stemme
Og ikkun af Gammen bestaaer
- Som Skriften spaaer -
Saa vil han snart føle sig hjemme

✂

II

Der ligger hans Hat,
Henkastet i Støvet, øde, forladt;
Den Hat, som har skygget
Hans Isse, skjøndt begge var fattig paa Haar.
Uhret - det brugte han ikke - det staaer.
Det Bord har han rykket
Til Sengen, den Stakkel, ei efter Vandet -
Men Viinflasken staaer uden Prop.
Den trak han op -
Det var ham saa klogt som alt andet.

✂

III

Chatollet er lukt,
Forseglet - tomt - blev aldrigen brugt.
Hør Liigvognen runger!
Der hænger de Fugle, han satte i Hæk
Saa kort før sin Afgang; flyv I kun væk,
222 Flyv ud, mine Unger,
Og syng paa Stakittet om Graven -
Jeg græder. Jeg misted en Ven!
Naar sees vi igjen?
Deroppe i Paradiishaven?

✂

IV

Min Arv - vil I see!
En Punscheskaal. Ak, imod Jammer og Vee
Et Skjold her i Verden.
Farvel, min Broder, farvel paa dit Tog!
Strøe Blomster, Drenge, tykt paa hans Laag!
Syng Visen, han digted, her er den!
Liigbærere, drik til den kryddrede Kringle!
En Taar endnu, det glider nok ned;
Han bliver ei vred,
Han leer fra sin Sky, naar I dingle.