DEN BORTFLØINE ELSKOV.

✂ Min Elskov vilde flyve bort,
Mit Hjerte var saa koldt og sort.

✂ Min Elskov var en Fugl saa hvid,
Med Sang saa høi, med Sang saa blid.

✂ Nu fik den Pletter paa sit Bryst,
Nu tabte den sin klare Røst.

✂ Den kurred: ak, du slemme Ven!
Jeg maa i lyse Egne hen,

✂ Og flagred op i Himlens Blaa.
Paa Skyen kjælne Engle laae.

✂ De tog den arme Fugl paa Skjød.
Af Englemund den Sukker nød.

✂ De klapped blidt dens hvide Fjær,
Og snart den var som hjemme der. -

✂ Jeg kaldte den, hvor Rosen leer,
Den kjendte ei min Stemme meer.

✂ Jeg kaldte den, hvor Liller staae,
Men ikke mig den husked paa.

✂ Jeg kaldte den med Taarer ned,
Jeg sukked høit og Haanden vred.

✂ I Vindvet da jeg Ida saae,
Med snehvidt Bryst, med Øine blaa.

✂ Hun strakte ud sin hvide Haand,
Da kom der Roser i min Aand.

✂ Hun smulte blidt, hun smulte lyst,
Da kom en Regnbu' i mit Bryst.

✂ Hun lokked med sin røde Mund,
Da flagred Engle sammestund.

✂ De bragte hende Fuglen ned,
Hun tog den, ak! og var ei vred.

✂ Hun gav mig den med ømme Blik,
Og ikke Skjænd engang jeg fik.

✂ Nu har jeg her min Fugl saa hvid,
Den synger som i Fordumstid.

✂ Mit Hjerte er ei ganske sort;
Nu flyver den vist aldrig bort!