SONETTER. -

✂ I Hjertets Dyb sig dunkle Toner rørte,
En sælsom Drøm den vilde Attraae stilled:
Som svæved lyst i Skye et Helgenbilled,
Skjøndt Nattens Mulm og Taager det omslørte.

✂ Men Morgenen sit Rosenlys fremførte
Og speilte sig i Taaren, som nedtrilled;
Da saae jeg Dig, forklaret var hiint Billed,
Og Engle i Dit Bryst jeg sjunge hørte.

✂ I Dig var Gangen til min Hjemstavn funden
Og alt mit Liv saa saligsødt henrunden,
Til Dine Smiil var - ak! - min Himmel bunden.

✂ Tør jeg da nu den lette Sangens Vinge
Om Fredens gudindviede Celle svinge,
Og dig min dunkle Elskovsrose bringe?

✂ Ei hvo jeg er kan jeg Dig rede gjøre,
Det Gaaden er hvorpaa jeg længst har grundet;
Dog aldrig end er dens Betydning fundet,
Den fattes ene af den Elsktes Øre.

✂ Med kjerllg Sind maa Du paa Sangen høre,
En ædlere Natur har Krandsen bundet;
Hilsen og Afskeed venlig sammenbundet,
At Farvetonen maatte' Hjertet røre.

✂ Og har en Engel, med sin lyse Kjæde,
Alt fængslet Dig paa Livets Ætherbølge,
Jeg tømmer Smertens Kalk med salig Glæde!

✂ I Natten skal mig Phantasia følge
Og blegen Kind i Sørgefloret dølge,
Ved Maanens Lys vi under Pilen græde.

✂ Men straf ei grumt den stille Alf i Skoven,
Fordi den skjult, halv ængstlig, halv forvoven,
Nedkasted Dig sin dunkle Blomst i Skjødet -
Ak, alt for haardt den for sin Daad da bødet!

✂ Fro sidder den i Træets Top foroven,
Og kysser Himlen, speiler sig i Voven;
Et Blik fra Dig, som fyldt med Vrede gløded,
Dybtsaarende dens ømme Fryd borthøded.

✂ Beklag det arme, haabbedragne Hjerte,
145 Hvis ei det har din Agt, Dit Venskab vundet,
Da for Dit Blik mig Nattens Skygger dølge.

✂ Men Helgenskin omkrandse vil min Smerte,
Til Pilgrimsaanden har sin Himmel fundet
Og Dig forklaret evig tør ombølge -