↩

KIRKEKLOKKEN.

✂

I

"Syng Psalmerne, du liden Dreng,
I Kirken til Guds Ære;
Der skal du, ei paa grønnen Eng,
En hellig Søndag være.

✂

II

Den store Klokke - hør kun til! -
Den kalder paa de Fromme;
Ifald du smutter bort, den vil
I Hælene dig komme.

✂

III

Den vil af Taarnet springe ud,
Og humpe ned af Bakken,
Og, som et Himlens Straffebud,
Dig styrte over Nakken."

✂

IV

Den Præken er saa tør og lang;
Den liden Dreng han gaber:
"Langt heller jeg med Fuglen sang
Derude for min Skaber!"

✂

V

Han lister sig fra Kirkens Blok;
Han seer sig om saa fage:
"Den gamle Brumbas bliver nok
I Hullet paa sin Knage!"

✂

VI

Han ligger ved den grønne Aa
Hos Lammene og skjemter.
204 Da hører han en Klokke slaae -
Hum, hum, bum, bum, det klemter.

✂

VII

Og Klokken kommer, tung og seen,
Men som en malmsort Kjæmpe,
Der knækker Busk og løvrig Green
Og farer ei med Lempe.

✂

VIII

Det var den liden Dreng, han tog
Saa hastig til at rende;
Han hørte, hvordan Kneblen slog;
Han turde sig ei vende.

✂

IX

Han hørte, hvordan Klokken rap
I Hælene ham brummed -
Først da han ind i Kirken slap,
Den vrede Lyd forstummed.

✂

X

Og da han satte fromt sig ned
I Choret paa sit Sæde,
Hang Klokken paa sit gamle Sted
Og dirrede af Glæde.

✂

XI

Han tog til Hjerte sig den Sag;
Og vil ei mere vente
Herefter nogen Helligdag,
Til Klokken skal ham hente.

Frit efter Goethe.