↩

LUCCA SIGNORELLI.

✂

I

I Husets dunkle Halle,
Maanskin fra Ruden kom,
Sad Lucca Signorelli,
Han var en Maler from.
Med Haanden, stumalvorlig,
Sat under Hagen graa,
I Sjælens Dyb han stirred,
Der Billeder han saae.

✂

II

Hans Liv var fuldt af Styrke,
Det slog i Kunsten Rod,
Trak deraf al sin Næring
Og blomstrede med Mod.
Han blev en dygtig Mester;
Alene tro sin Kunst,
Alt andet, hvad han øved,
Det tyktes ham omsonst.

✂

III

Da lød et Slag paa Døren,
Hans Navn man raabte paa.
Men Maleren ei hørte,
Han høie Syner saae.
Dog stærkere blev Larmen:
"Holla! luk op, luk op!
Din Søn er myrdet, blodig
Vi bringe her hans Krop.

175

✂

IV

Marchesa Gjulietta
Han gav en Natmusik;
Da traf den bittre Fjende
Ham med et Dolkestik."
Saa raabte de derude
Paa Dørens Marmortrin;
Med Fakler og med Liget
De traadte langsomt ind.

✂

V

Henover stærken Pande,
Henover busket Bryn
Den Gamle foer med Haanden;
Det slog ham som et Lyn!
Steentaus han stod saalænge
Og hen paa Liget saae.
I Døden skjøn som Christus
Den fromme Yngling laae.

✂

VI

Men selve Fadersmerten
Sin Trøst i Kunsten fandt;
Fra Øiets dunkle Laage
Begeistrings-Taaren randt.
Han bød dem venlig klæde
Det elskte Legem af,
Gik hen, og Faklen sulte
Hvor bedst den Lysning gav.

✂

VII

Det var den ædle Maler,
Tog Kridtet fast i Haand,
176 Saa tegned han den Døde,
Og Døden gav han Aand.
Af dyb og mandig Kummer,
Men fromt, blev Penslen ført;
Enhver, som saae det Billed,
Blev indtil Taarer rørt.