TIL MINE ØINE.

✂ O græd ei, stakkels, kjære, syge Børn,
Fordi I ei see Rosen, men dens Tjørn,
Fordi I ei kan Stjerneluen see,
Og Aftnens Guld er blegt paa Skyens Snee,
Stirr ei anklagende mod Himlens Blaa,
Det er jo eders Moer, I stirre paa!
To klare Glas, som samler og forbinder
De rene Former og de ædle Træk,
Vil følge jer som kjærlige Veninder;
Da see I Sommerfuglen paa sin.Hæk,
O glæd jer, da I skue faaer
Den fjerne Snekke, som i Bølgen gaaer,
I Træets Top den modne Frugt,
Og Fuglen i sin Flugt;
Men stundom i det mørke Kammer
Skal Floret falde om de lyse Flammer,
Og i den tause Dunkelhed
Gaaer Poesiens Aander ned.