↩

MINAS DØDSSANG.

✂

I

Søster, syng saa muntert el!
Tier Strenge!
Lad paa Grenen Lyren hænge;
Ak, dens Lyd bedrøver mig!

✂

II

Søster, giv du mig din Hand!
O mit Hjerte
Knuges stærk af voldsom Smerte
Ei endnu det briste kan.

✂

III

Græd dog ikke, Søster blid,
Græd dog ikke
Over Minas dunkle Blikke,
Over Kindens Rose hvid.

✂

IV

Aarlen Morgen gik jeg ud;
Mod det Høie
Hæved sig mit matte Øie,
Og jeg bad saa fromt til Gud.

✂

V

O jeg bad saa inderlig:
End min Qvide!
Dæmp den Qval jeg her maa lide!
Kald dit Barn, o Gud, til Dig!

✂

VI

Og jeg bad i Jesu Navn:
See, da bæved
127 Sælsomt Jorden, Engle svæved
Ned i Minas aabne Favn.

✂

VII

Og de gjøde venlig Trøst
I mit Hjerte,
Dæmpede den hede Smerte -
Langsomt hæves nu mit Bryst.

✂

VIII

Hils min Moder her paa Jord
Og min Fader;
Ak, en Stund jeg dem forlader,
Men jeg tryg i Himlen boer.

✂

IX

Hils de andre Søstre smaae;
Jeg maa ile
Did hvor blidt Gudsengle smile,
Mina dem forlade maa.

✂

X

Denne Lok her af mit Haar
Du skal have -
Tys! hvo vanker hist blandt Grave
Paa den grønne Kirkegaard?

✂

XI

Læg mit Hoved i dit Skjød;
Englen vinker!
Søster, see, dens Lee alt blinker -
Herren til sit Huus mig bød!