↩
Især paa Pladsen ved Slottet,
Det hvirvlede baade med Hatte og Fjær,
Og Læggene saae man blotted.
Vor Bolig behøves er vide -
Nok, at vi tog den nærmeste Vei,
og krydsed med Vinden paa Side.
Er vigtig først at man kjender:
Min Brud var en noget aldrende Glut,
Men feed og feiende, Venner!
og efter Avisen, forstaa mig!
Et Væsen, saa stadigt, med saadant et Smiil,
Jeg tænkte, hun kan ikke slaae dig.
Er Krøllerne blide bag Øret,
Og over den noget puklede Rum -
Majestætisk bølgede Sløret.
209
Fordi de fleste er borte,
Saa er det Andet næsten en Blok,
Og Øinene ligesom sorte.
Foer frem med Blæsten for Bagen,
Saa - Himmel og Jord - gik noget op,
Der holdt hendes Hat under Hagen.
Husch fløi den fjærede Takkel!
Der stod jeg og gabed - Hvad maatte jeg see?
Ak ja dog det nøgne Spetakkel.
Langt hellere nu end kneise;
Saavidt som Skalden buglede bred,
Var ei et Haar til at reise.
Jeg efter dem alle med Stokken,
Op over Høibro, langt afsted,
Gjennem hele Pidskebaandsflokken.
Vel tre Snese Æg jeg knuste -
210 Hvor Lax og Meloner bydes tilfals,
Der raaatte vi ligge og puste.
Og prise kunde vi Lykken,
At endnu den store, flagrende Hat
Holdt som en Rovfugl Parykken.
Min Pukkel maatte det døie;
Hun bankede den med grædende Harm
Og sigtede efter mit Øie.
At faae en Mand som denne
Ved Siden af hvem en saadan Sag
En saa malicieux kan hænde?
Da vi var alene hos Præsten
Da skulde du havt lidt meer Respect
Og ikke - du veed nok Resten
Jeg værgede mig efter Evne
Saa kunde man sagtens forpjudske en Hat
Og faae et Baand til at revne
211
Liv eller Død, hvad er slemmest?
Hvor er der at finde en Krog? et Træ
Nei Langebro - det er nemmest
Gudskeelov for det hjelpsomme Væsen;
Han har en inderlig brav Natur,
og Frokosten stod ham i Næsen
Taer Verden som den kan falde,
Er mager og lidt forfalden til Drik,
Har ogsaa ondt ved at -.
Hvad Satan, han sagde, er dette?
Er det at spise sin Mad i Ro?
Er det at være honette?
Men flydende, smuk var Talen -
Han sagde: hvad er der at gjøre ved det?
Og meget meer af Moralen.
* 212
Det maatte paa Qvinden virke.
Det er en Allerhelvedesbrand,
Hver Søndag gaaer han i Kirke.
Sæt Skinken sæt Sennop paa Dugen!
Er det Aqvavit? hvad? Krabber og Kløer?
Naa, har I Fornuften, saa brag'en!
Vi klinkede med Madammen;
Og siden den Tid, saa har jeg havt Ro.
Det skylder jeg ham altsammen
ROMANZE.
I
Det var et frygteligt blæsende Vær,Især paa Pladsen ved Slottet,
Det hvirvlede baade med Hatte og Fjær,
Og Læggene saae man blotted.
II
Vi kom just fra Præsten, min Kone og jeg -Vor Bolig behøves er vide -
Nok, at vi tog den nærmeste Vei,
og krydsed med Vinden paa Side.
III
Men før jeg gaaer videre een Ting absolutEr vigtig først at man kjender:
Min Brud var en noget aldrende Glut,
Men feed og feiende, Venner!
IV
Jeg fik hende fat den 1ste April,og efter Avisen, forstaa mig!
Et Væsen, saa stadigt, med saadant et Smiil,
Jeg tænkte, hun kan ikke slaae dig.
V
Om ogsaa Næsen er glubsk og krum,Er Krøllerne blide bag Øret,
Og over den noget puklede Rum -
Majestætisk bølgede Sløret.
209
VI
Er Tænderne ikke anseelige nok,Fordi de fleste er borte,
Saa er det Andet næsten en Blok,
Og Øinene ligesom sorte.
VII
Som sagt, som vi med Tavl og med TopFoer frem med Blæsten for Bagen,
Saa - Himmel og Jord - gik noget op,
Der holdt hendes Hat under Hagen.
VIII
Og - kunde jeg lugte det? - en, to, tre!Husch fløi den fjærede Takkel!
Der stod jeg og gabed - Hvad maatte jeg see?
Ak ja dog det nøgne Spetakkel.
IX
Hun vilde krybe i Jorden ned,Langt hellere nu end kneise;
Saavidt som Skalden buglede bred,
Var ei et Haar til at reise.
X
Og Hatten fløi, og Haarene med,Jeg efter dem alle med Stokken,
Op over Høibro, langt afsted,
Gjennem hele Pidskebaandsflokken.
XI
Dybt i en Kjelders brogede HalsVel tre Snese Æg jeg knuste -
210 Hvor Lax og Meloner bydes tilfals,
Der raaatte vi ligge og puste.
XII
Der fik jeg den Bortrømte endelig fat,Og prise kunde vi Lykken,
At endnu den store, flagrende Hat
Holdt som en Rovfugl Parykken.
XIII
Men hjemme - naa - der blev en Allarm;Min Pukkel maatte det døie;
Hun bankede den med grædende Harm
Og sigtede efter mit Øie.
XIV
Hvi skulde jeg - raabte hun - leve den DagAt faae en Mand som denne
Ved Siden af hvem en saadan Sag
En saa malicieux kan hænde?
XV
Det er din Skyld, din Skyld, din KnægtDa vi var alene hos Præsten
Da skulde du havt lidt meer Respect
Og ikke - du veed nok Resten
XVI
Men ved den megen Famlen og FjatJeg værgede mig efter Evne
Saa kunde man sagtens forpjudske en Hat
Og faae et Baand til at revne
211
XVII
Gud give jeg aldrig var født Dit FæLiv eller Død, hvad er slemmest?
Hvor er der at finde en Krog? et Træ
Nei Langebro - det er nemmest
XVIII
Da kom just min Ven, en stor Filur,Gudskeelov for det hjelpsomme Væsen;
Han har en inderlig brav Natur,
og Frokosten stod ham i Næsen
XIX
Han bærer sin Dragt efter gammel Skik,Taer Verden som den kan falde,
Er mager og lidt forfalden til Drik,
Har ogsaa ondt ved at -.
XX
Hvad er der paa Færde med Jer, I to?Hvad Satan, han sagde, er dette?
Er det at spise sin Mad i Ro?
Er det at være honette?
XXI
Han sagde - jeg kan ei huske det ret -Men flydende, smuk var Talen -
Han sagde: hvad er der at gjøre ved det?
Og meget meer af Moralen.
* 212
XXII
Han førte Thisted og flere an;Det maatte paa Qvinden virke.
Det er en Allerhelvedesbrand,
Hver Søndag gaaer han i Kirke.
XXIII
Han sagde: hvad seer jeg? For Gudsskyld hør!Sæt Skinken sæt Sennop paa Dugen!
Er det Aqvavit? hvad? Krabber og Kløer?
Naa, har I Fornuften, saa brag'en!
XXIV
Skaal! sagde han, skjænkte i Glasset, og loe.Vi klinkede med Madammen;
Og siden den Tid, saa har jeg havt Ro.
Det skylder jeg ham altsammen