SONNET

✂ Jeg sad med dig bag Malver, huldt i Skygge.
Vi talte intet Krybende blev Tiden.
Besværlig sad vor bedste Ven ved Siden.
Jeg saae dig Bladene af Busken rykke.

✂ Ven, hvidsked jeg, dit Selskab er vor Lykke;
Men din Vedhængenhed, som ei er liden,
Var kjærere, jeg nægter ikke, siden.
Han reiste sig og gik. Et Venskabsstykke!

✂ Da greb jeg om din Haand bag røde Malve.
O havde jeg nu, raabte jeg, at byde
Et Hjerte, som var værd at ei forskyde,

✂ Men jeg har kun et halvt. "Giv mig det halve
Lød Svaret fra din Mund, o jeg vil gjerne dele
Med andre dit, men du har mit det hele!"