↩
Møe og Svend I Aftenrøden!
Under Egen - lytter, lytter!
Stirrer hen i Rosengløden!
Mellem Børn, du hellig trine,
Olding, og i Skaren dvæle,
Liig en blomstergroet Ruine.
Kom og hør paa Aftensangen!
Øm og rosenrød gaaer Aanden
Hist fra Solen gjennem Klangen.
Rolig bliver gamle Vunde;
Sangen gjør, ved Guddomskraften,
Glædens syge Børn dig sunde.
Stirrer paa sin dunkle Skygge,
Stjernen gjennem Skyen brænder,
Evig som de Frommes Lykke.
170
Alle Saar og hver en Smerte:
Føle I, vor Fader løfter
Sine Børn op til sit Hjerte!
AFTENSANG.
I
Iler nu fra eders Hytter,Møe og Svend I Aftenrøden!
Under Egen - lytter, lytter!
Stirrer hen i Rosengløden!
II
Mellem spæde, skyldfri Sjæle,Mellem Børn, du hellig trine,
Olding, og i Skaren dvæle,
Liig en blomstergroet Ruine.
III
Hustru med dit Barn ved Haanden,Kom og hør paa Aftensangen!
Øm og rosenrød gaaer Aanden
Hist fra Solen gjennem Klangen.
IV
Smiil, du blege Sorg, i Aften!Rolig bliver gamle Vunde;
Sangen gjør, ved Guddomskraften,
Glædens syge Børn dig sunde.
V
Livet folder sine Hænder,Stirrer paa sin dunkle Skygge,
Stjernen gjennem Skyen brænder,
Evig som de Frommes Lykke.
170
VI
Søvnen dækker alle Kløfter,Alle Saar og hver en Smerte:
Føle I, vor Fader løfter
Sine Børn op til sit Hjerte!