MINE HAAB.

✂ Herud i Luften, Vingerne at tumle,
Forvovne Haab, I Kraftens spæde Drenge!
Fra Grenen smelter Sneen, og den skumle
Graataage flygter; Vaaren gaaer I Enge.
Forpilnte sad I længenok derhjemme;
Det dunkle Hjerte turde jer ei slippe.
Nu frisk! Lad skingre høit den viltre Stemme!
Slaa Vingen ud, til Trods for hver en Klippe!

✂ Hvor kaade, overgivne dog de larme!
O stærkt forandret har sig nu de ømme,
Barnlige Haab, der laae i Løndoms Arme -
Fast ængste mig de kjæktopvoxne Drømme!

✂ Dog deres Væxt jeg kan ei meer neddæmpe;
Med Liv de storme dristigt hen i Livet,
Og fældes de af Skjæbnens høie Kæmpe,
Med dem jeg syijker blødende i Sivet.