Aarestrup, Emil SKJØN ANNA.

SKJØN ANNA.

I

Der laae saa tykt paa Gaden med Snee,
Men mørk var Himlen endnu og sort.
Mens Klangen gungred I høien Luft,
De Godtfolk strømmed fra Kirkeport.

II

Den gamle Birgitte, i bruun Salop,
Med Kyse paa, med Psalmbog og Stok,
Hun gik med skjøn Anna, sin Datterlil,
Fra Ottesang i den store Flok,

III

Og da de kom over breden Torv,
Der stod en Gaard, heel gammel og graa;
To Løver holdt over Porten et Skjold.
Foran to brændende Fakler man saae.

IV

O Moder kjære, hvad hænger saa mørkt,
Saa sørgeligt ned for Sal og Gemak?
Hvi seer den Sveitser saa bleg og mod?
Hvi staae de Heste med sort Skaberak?

V

Min Datter, og veed du ei, Greven er død?
De Gjæster komme i Sørgehabit.
Der holder jo Vognen med Fløil og med Sølv
Skjøn Anna, hvi bliver dit Ansigt saa hvidt?

168

VI

O Moder, Moder, jeg faaer saa ondt!
Mit Snørliv satte jeg alt for trangt.
Saa skynd dig, skynd dig! snart naae vi hjem;
Til fattige Vraa der er ei langt.

VII

Rystende tændte den Gamle sit Lys;
Saa snørte hun op for sin Datters Barm.
O Moder, Moder, jeg er saa ør!
Jeg falder - o hold mig fast i din Arm!

VIII

Den Moder lagde sin Datter i Seng.
Fra Kirketaarnet Liigklokken lød.
Men da det blev Dag og Lyset gik ud,
Da var skjøn Anna kold og død.