↩

FOSTBRØDRENE.

✂ Ung SVANHILD stander i Borgegaard,
I Rrandse bandt hun det gyldne Haar"

✂ De Kjemper stande saa dybt i Tanke,
De flette Guldbaand i Hestens Manke.

✂ De Kjemper beiled til Jomfruens Haand,
De hende mon elske med trofast Aand.

✂ Det var Svanhildur den skjønne forsand,
Saa listelig tog hun Ordet paa Stand:

✂ "Og vil I mig fæste, I Kjemper to,
Kun een jeg give kan Haand og Tro.

✂ Naar I mig have saa kjær i Hu,
Lad Sværdet mellem jer skifte nu!"

✂ "Og veedst du ei da, du Jomfru skjær,
At vi tilsammen Fostbrødre er?

68

✂ Kun slet det huer en Kjempe bold
Fostbroder at møde med Stang og Skjold.

✂ Men sige maa du, hvad om du vil,
Hvem af os vel din Hu stander til."

✂ Da ganger Møen i Buret ind,
Og spodsk hun siger med Smiil paa Kind:

✂ "At ræddes sømmer ei Kjempen bold,
Kun Niddingen frygter og Nattens Trold."

✂ Da Maanen stod i den dunkle Nat,
Og Skyggerne lured bag Skovens Krat,

✂ Den Jomfru vandred i Lunden ind,
Hvor Roser lue i Maaneskin.

✂ Kun Vinden lefled i Eliegrene,
Saa rædsom truede Fjeldets Stene.

✂ Da sad paa Stubbe en rynket Qvinde,
Saa gusten uden som listig inde.

69

✂ Skindkoften tæt hun om sig slaaer,
En iiskold Gysen gjennem Kroppen gaaer.

✂ Og Barken skallet af Birken er,
Der hvisler kroget den Gamle nær.

✂ Da ned Svanhildur hos Hexen sad,
Om Raad og Bistand den Møe hende bad:

✂ "Tidt søgte jeg dig i Skoven her;
Det Raad er godt, som Sindet har kjær.

✂ Thi sug mig Gamle, ved THURSERS Liv!
Skal Sol imorgen mig see som Viv?"

✂ I Mørket ud fra dybe Hule
Den Qvindes Blik saa fælt mon skule:

✂ "Det siger jeg dig Møe forsand,
At ei dig værdig est nogen Mand.

✂ Du saaest jo Kjemperens stolte Færd,
Naar frem han drager med Ild og Sværd,

70

✂ Mens bleg og gusten ved gamle Rok
Hans Viv maa sidde i Tærneflok.

✂ Thi vogte sig vel dit unge Liv,
Ei falme det bort som blegen Viv.

✂ Men Hævn du skylder de Kjemper to,
Som turde forlange din Haand og Tro;

✂ De turde dog ei hinanden møde,
De agted det ringe for dig at bløde.

✂ Du lokke de Kjemper til Stranden hist,
Der Hævn erlange du vil forvist.

✂ Du sige dem hver saa listig et Ord,
Du sige de møde en Kjempe stor.

✂ Naar Stjerner rulle i sorte Nat,
Lad Kjemperne møde hinanden brat.

✂ Naar Stjerner blusse paa Bølgen lyst,
De prøve sammen en Kjempedyst.

71

✂ De vil hinanden for Jetten ansee,
Saa lystig kan du da af dem lee.

✂ De vilde ei kjempe for Pigen saa skjøn,
En af dem skal bide i Græsset til Løn.

✂ Farvel nu, SvanMldur! og Raadet husk!"
Troldqvinden svandt bag sorten Busk.

✂ Da blev den Pigelil Kinden saa rød:
"Ha, de fortjene fuldvel deres Død!"

✂ Den træske Snog hun haver i Barm;
O vogt dig, den vorder dig selv til Harm!

✂ Alt som henvandred den lille Fod
Blandt Blomsterstengel og knudret.Rod,

✂ Da møder Kjempen den Jomfru skjøn,
Hans Hjerte haver saa kjær i Løn:

✂ "Og siig mig nu, du Lillievaand,
Hvad om jeg fanger din Silkehaand?

72

✂ Jeg gaaer saa sorgfuld I mørke Skove,
Saa taus jeg stirrer jeg dunklen Vove,

✂ Og Frela blinker saa salighuld
Om Natten fra Himlens lyse Guld.

✂ O siig, hvis haver du anden Ven,
Jeg vorder hans djærveste Riddersvend!"

✂ "Ei haver jeg kjær nogen anden Mand,
Men hist paa Strandens det hvide Sand,

✂ Der ganger en Kjempe i Vaabenglands,
Hans Blod indvier min Brudekrands.

✂ Naar Stjerner blusse paa Bølgen lyst
Med ham du prøve en Kjempedyst,

✂ Og da med inderlig salig Lyst
Jeg favner dit blodstænkte Heltebryst."

✂ Det sværger den Kjempe ved ODIN og THOR,
Han gav den skjøn Jomfru sit mandige Ord.

*Lin. 80 jeg sidste Gang Fejlskrift for i eller paa. 73

✂ Meer lyse blive de krumme Grene,
Det Hav henstrækkes saa rædsomt ene.

✂ Den anden Kjempe da seer den Møfe,
Mens Bølgen hvisler i dunkle Søe.

✂ Hvad før hun monne den Bolde sige,
Nu atter gjentog den træske Pige.

✂ Og Svigen daarer, dens Pile ramme,
Men dybt i Grunden boer Hævnens Flamme.

✂ Da Stjernen lued, men Natten var sort,
De Kjemper ginge til Stranden fort.

✂ los Blandt Stene plasked den hvide Vove,
Og Stormen hvined i mørke Skove.

✂ Ei langt fra fraadende Hav saa blaa
En mosset Kampesteen ene laae.

✂ Svanhildur vælger Høisædet der
Hvorfra hun skue kan Kjemperfærd.

74

✂ Det var saa underlig lyt og stille,
Skumbølger bort under Skyen trille.

✂ Da mødte hinanden de Kjemper brat,
De kjendtes ei I den mørke Nat.

✂ ns Hver troede Jetten ham kom imøde,
Og flux de Skjold og Brynier brøde.

✂ Den røde Funke i Natten staaer
Om staalblaa Klinge og røde Saar.

✂ Det Vaabenbrag over Havet lød,
Viid gabed Brynien for dræbende Stød.

✂ De stunge begge saa dybt i Hjerte,
Det kolde Staal dennem isned med Smerte.

✂ Det gjalded langtsomt hen over Hav,
Hver Bølge hvisled og Gjenlyd gav.

✂ I Kampestenen saa dybt derinde
Den Jotun kommer det brat isinde,

75

✂ At Freia fjernte sit Øie vred,
Og Skuldes Griffel ad Skjoldet gled.

✂ Ham tyktes, hans Kone i Skoven vel
Har redet et Leie hos den blege Hel.

✂ Med Seid*) han monne Svanhildur binde,
Fra Stenen kan sig ei Møen vinde.

✂ Fortvivlede Skrig lød hen over Hav,
Dem huult tilbage atter Bølgen gav.

✂ Og Hjertet vælted sig i hendes Bryst,
Saa ynkelig blev hun af Døden kryst.

✂ Men hver en Midnat paa Sandet staaer
De Kjemper atter med blodigt Saar.

✂ I Mørket gribe de Sværdefang,
Og dump hendrønner den hule Klang.

✂ Fostbrødre var de i Liv og Død,
Vee den som Eden og Løftet brød.
**) En slags Troldom -
76 Alt længst forfulet paa Stenen er
Den stolte Pige, den Møe saa skjær.

✂ De gule Lokker bort Stormen dreev,
Det skjønne Øie en Ravn udreev.

✂ Den Kamp gjenlyder fra skumle Strand,
Did Skipperen skuer fra Skibets Rand.

✂ I mørke Rustning de Kjemper staae,
Og stirre saa stift paa Stenen graa.

✂ De stirre saa vildt paa den Kampesteen.,
Blegt lyser Maanen et Dødningebeen.