↩

GULDRINGEN.

✂

I

Ved Stranden sad den Pigelil. -
Dybt Skyen hang foroven.
De Storme kom fra Skoven,
Og Natten var paa Voven.

✂

II

Ved Stranden leged Pigelil
Med Ringen tæt ved Havet;
Og Bølgerne begraved
Den kjære Ring i Havet.

✂

III

Hvor er du, Ring saa gyldenklar?
Til dig min Sjæl er bunden. -
Men Mørke laae paa Bunden,
Og Ringen var forsvunden.

✂

IV

Hvor er du, Ring saa dyrebar?
Som Tro og Elskov gjemmer?
Ak Edvards Sjæl mig glemmer,
Hans Ring nu Dybet gj emmer.

✂

V

Græd ei, græd ei, Hjertelskte min!
- Den Svend han treen fra Skoven
Din Guldring jeg forvoven
Dig henter under Voven.

138

✂

VI

Ak nei, min Edvard, gjør det el!
Lad Bølgen ei dig bære
Til Dybet ned, du Kjære!
Der falske Piger ere.

✂

VII

Bæv ei som Nattens Siv, o Møe!
Mg ingen Fare truer;
Med Lyst jeg Dybet skuer -
Der Elskovs-Ringen luer!

✂

VIII

Og Svenden sprang fra Stranden ud;
Dump suste det i Skoven;
Midnattens Skye foroven
Hang bælmørk over Voven.

✂

IX

Ved Stranden sad den Pigelil;
Tyst kaldte hun til Grunden.
Men Natten laae paa Bunden -
Den Yngling var forsvunden.