↩

OM MIN MUSE.

✂

I

Hvem Musen er, vil du vide,
Den Pigelil her paa mit Skjød,
Hvis Øine er dunkle, men blide,
Hvis Mund er vemodig, men sød?

✂

II

Hendes Herkomst kjender jeg ikke,
Ei grubler derover engang;
Jeg troer paa de himmelske Blikke,
Paa Stemmens salige Klang.

✂

III

Da Fader og Moder de døde
Fra mig, mens jeg legede, bort,
Da kom mig den Hulde imøde
Med Farver og brogede Kort.

✂

IV

Hun bygte mig Slotte og Huse,
Skabte Mænd med Harnisk og Sværd,
Og, alt som jeg voxde, min Muse
Hun lærte mig mere og meer.

✂

V

Kun sjælden i Hjertet mig Glæde,
Saa ofte Kummer der laae;
Hun hjalp mig at smile og græde,
Hun lærte mig Sangen forstaae.

172

✂

VI

Selv har hun sit Huns dybt i Lunde
Af Nattergalene bygt.
To Duer, istedetfor Hunde;
De kurre, saa sover hun trygt.

✂

VII

Hun hopper saa let over Moser,
Hun er saa: kjælen og smuk,
Hun spiser ei andet end Roser,
Hun drikker ei andet end Dug.

✂

VIII

Naar Sol vil af Søen opvælde,
Da sidde ved Hytten vi To; .
Og sammen vi sidde i Qvælde,
Naar Solen vil gange til Ro.

✂

IX

Om Natten hun tager sin Lyre,
Og lokker og kalder saa blidt.
Da kan sig ei Englene styre,
Deres Vinduer aabne de tidt

✂

X

Paa Fingren de Smaabørn kysse,
Og sladdre saa venligen ned.
Ad Frøen Blomsterne tysse,
Vil høre, hvad Englene veed. -

✂

XI

Men røve de Elskte mig Modet,
Da græder hun ængstlig forladt;
173 og bruser for heftigt mig Blodet,
Da aander den Hulde kun mat.

✂

XII

Jeg veed, hvis jeg snarligen døde,
- Jeg tænker saa ofte derpaa -
Da vilde i Graven hun møde
Og med mig til Himmelen gaae"