↩
Han gaaer i grønnen Lund,
Hvor Drauger tyst omride
I mørke Midnatsstund.
De Lygtemænd omkring,
Blandt Skovens Stammer dandsed
De Ellemøer i Ring.
Til breden Marmelsteen,
Der hviler under Høien
Hans Moders hvide Been.
Hør Eders Søn saa kjær!
I hjelpe mig til Ganger
Og goden Heltesværd!
29
Og ned sank Bøgetop;
Det Lug, i hvide Lagen,
Af Graven skjød sig op.
Alt til den øde Strand;
Du Sværd vil faae, som Staalet,
Liig Klæde bide kan."
Alt til den dunkle Skov;
Da Ganger vilst du fange
Med guldbeslagen Hov." -
Til Strande han mon gaae;
En Trold der sliber Sværdet,
Alt paa det Fjeld saa graa.
Dit gode blanke Sværd,
Jeg giver dig da dobbelt
Flux alt hvad det er værd.
Om du dertil har Mod;
30 En Jotun har det slebet,
Det drikke vil dit Blod.
Dertil jeg haver Mod!
Slog han med det neder
Den Trold brat for sin Fod.
Op i den dunkle Skov,
Der møder ham en Ganger,
Alt med guldslagen Hov.
Alt over grønnen Land;
Tak have nu Fru Signe,
Hun hjalp den Riddersmand!
Udi den Aftenstund,
Den Ganger tager Veien,
Alt til den Rosenslund.
En Borg da brat han saae;
De gyldne Spiir sig hæved
Saa høit i Luftens Blaae.
31
Det tækket var med Guld;
I VIndvets Karm mon stan.de
De Møer vennehuld.
Med Sværd paa Port han slaaer;
Op sprunge gyldne Porte,
Med Staal var lagt den Gaard.
Vel hundred udi Tal.
Ung Alver bandt sin Ganger,
Og treen i høien Hal.
Alt under Skind og Maard;
I Nattely mig unde
I Eders fagre Gaard!
Klædt udi Silke blød;
Store gule Lokker
Om Skuldrene nedflød.
Paa hendes Rosenkind.
32 Sukke steeg fra Barmen,
Hun var saa mod i Sind.
Alt med den brune Mjød.
Derpaa med Tugt og Sømme
Ung Alver hun det bød.
Sit Blik mod Jord hun slog,
Kunde for Graad ei tale,
Da hendes Haand han tog.
Hvad jeg vil sige dig!
Hvad saa dit Hjerte knuger,
Du dølge ei for mig!
Som kommen er til Gaard!
Min Smerte og min Kummer
Ei lindre du formaaer.
Og dertil vild og stolt.
Hans Hovmod har forsanden
Vor store Sorg forvoldt.
33
Min Moder sad ved Teen;
Ind da kom de Trolde,
De gjorde os stor Meen.
Udi den Borgegaard,
Hvor livløs nu, som Stene,
Hans gode Kjemper staaer.
Alt under grønnen Lind,
Ingen kom da siden
Af Borgen ud eller ind.
Som Raad af Død mon faae,
Som Tryllesværdet fører,
Den Jotun sliber paa.
Da er det sikkert mig;
Du sige kun hvorledes,
Jeg redder, Hulde, dig!
Est du min Frelser kjær!
34 Rid dig rundt om Borgen,
Alt med dit blanke Sværd.
Vel trende gange tre!
Sagt det er at Under
Heel store da vil skee.
Vel trende gange tre;
Store var de Under,
Han brat da fik at see.
Det blev den svarte Nat.
Derpaa med langsom Torden
Fremlyste Dagen brat.
En Stork derhen sig svang;
De blanke Mure skinned,
Den faøie Port opsprang.
Stamped stol ten Hest;
Ind reed Alver atter,
Alt som han kunde bedst.
35
Udi den Borgegaard,
Sjunge høit af Gammen,
Med Spyd paa Skjold de slaaer.
At skjænke Viin og Miød,
Herlig blnssed Kinden,
Som Rosenblommen rød.
Og saa dertil den Borg.
Tak have nu den Ridder,
Han endte al den Sorg! -
UNG ALVER.
I
Det var ungen Alver,Han gaaer i grønnen Lund,
Hvor Drauger tyst omride
I mørke Midnatsstund.
II
Der hopped mellem MoserneDe Lygtemænd omkring,
Blandt Skovens Stammer dandsed
De Ellemøer i Ring.
III
Ung Alver ganger uforfærdTil breden Marmelsteen,
Der hviler under Høien
Hans Moders hvide Been.
IV
Hør I, Fru Signe! Moder min,Hør Eders Søn saa kjær!
I hjelpe mig til Ganger
Og goden Heltesværd!
29
V
Da revned Muld og Marmelsteen,Og ned sank Bøgetop;
Det Lug, i hvide Lagen,
Af Graven skjød sig op.
VI
"Du vandre ud imorgen aarl,Alt til den øde Strand;
Du Sværd vil faae, som Staalet,
Liig Klæde bide kan."
VII
"Du vandre ud imorgen aarl,Alt til den dunkle Skov;
Da Ganger vilst du fange
Med guldbeslagen Hov." -
VIII
Ung Alver gaaer til Strande aarl,Til Strande han mon gaae;
En Trold der sliber Sværdet,
Alt paa det Fjeld saa graa.
IX
Og hør nu, vilst du give migDit gode blanke Sværd,
Jeg giver dig da dobbelt
Flux alt hvad det er værd.
X
Tag du Sværd med skarpen Od,Om du dertil har Mod;
30 En Jotun har det slebet,
Det drikke vil dit Blod.
XI
At fange Sværd med skarpen Od,Dertil jeg haver Mod!
Slog han med det neder
Den Trold brat for sin Fod.
XII
Gaaer han nu med Sværd saa blankOp i den dunkle Skov,
Der møder ham en Ganger,
Alt med guldslagen Hov.
XIII
Saa rider han paa Ganger sinAlt over grønnen Land;
Tak have nu Fru Signe,
Hun hjalp den Riddersmand!
XIV
Han rider under Lide grøn,Udi den Aftenstund,
Den Ganger tager Veien,
Alt til den Rosenslund.
XV
Ung Alver høiner sig fra Hest,En Borg da brat han saae;
De gyldne Spiir sig hæved
Saa høit i Luftens Blaae.
31
XVI
Paa Taget lued Aftensol,Det tækket var med Guld;
I VIndvets Karm mon stan.de
De Møer vennehuld.
XVII
Ung Alver rider frem mod Borg,Med Sværd paa Port han slaaer;
Op sprunge gyldne Porte,
Med Staal var lagt den Gaard.
XVIII
Der stode djærve Riddersmænd,Vel hundred udi Tal.
Ung Alver bandt sin Ganger,
Og treen i høien Hal.
XIX
Hil være Eder, hulde Møer!Alt under Skind og Maard;
I Nattely mig unde
I Eders fagre Gaard!
XX
Frem treen da en Jomfru fiin,Klædt udi Silke blød;
Store gule Lokker
Om Skuldrene nedflød.
XXI
De klare Taarer trilledPaa hendes Rosenkind.
32 Sukke steeg fra Barmen,
Hun var saa mod i Sind.
XXII
Saa fyldte hun det gyldne Horn,Alt med den brune Mjød.
Derpaa med Tugt og Sømme
Ung Alver hun det bød.
XXIII
Han skued paa den venne Møe,Sit Blik mod Jord hun slog,
Kunde for Graad ei tale,
Da hendes Haand han tog.
XXIV
Og hør du Blomme faur og fiin,Hvad jeg vil sige dig!
Hvad saa dit Hjerte knuger,
Du dølge ei for mig!
XXV
Ak, ak! du ædle Ungersvend,Som kommen er til Gaard!
Min Smerte og min Kummer
Ei lindre du formaaer.
XXVI
Min Fader var en Greve riig,Og dertil vild og stolt.
Hans Hovmod har forsanden
Vor store Sorg forvoldt.
33
XXVII
Jeg var kun et lidet Noer,Min Moder sad ved Teen;
Ind da kom de Trolde,
De gjorde os stor Meen.
XXVIII
Min Fader hug de Hovdet fra,Udi den Borgegaard,
Hvor livløs nu, som Stene,
Hans gode Kjemper staaer.
XXIX
Min Moder ligger i sorten Muld,Alt under grønnen Lind,
Ingen kom da siden
Af Borgen ud eller ind.
XXX
Den mægter kun at frelse mig,Som Raad af Død mon faae,
Som Tryllesværdet fører,
Den Jotun sliber paa.
XXXI
Og kan kun saadan frelse dig,Da er det sikkert mig;
Du sige kun hvorledes,
Jeg redder, Hulde, dig!
XXXII
Lovet være Himlens Gud,Est du min Frelser kjær!
34 Rid dig rundt om Borgen,
Alt med dit blanke Sværd.
XXXIII
Rid forbi det Borgeled,Vel trende gange tre!
Sagt det er at Under
Heel store da vil skee.
XXXIV
Ung Alver red om Borgeled,Vel trende gange tre;
Store var de Under,
Han brat da fik at see.
XXXV
Jorden bæved trindt omkring,Det blev den svarte Nat.
Derpaa med langsom Torden
Fremlyste Dagen brat.
XXXVI
Guldklokken høit fra Taarnet klang,En Stork derhen sig svang;
De blanke Mure skinned,
Den faøie Port opsprang.
XXXVII
Glainmed bidske Hunde høit,Stamped stol ten Hest;
Ind reed Alver atter,
Alt som han kunde bedst.
35
XXXVIII
Buldred da de Kjemper stærkUdi den Borgegaard,
Sjunge høit af Gammen,
Med Spyd paa Skjold de slaaer.
XXXIX
De Møer løbe hid og did,At skjænke Viin og Miød,
Herlig blnssed Kinden,
Som Rosenblommen rød.
XL
Ung Alver fanger Jomfru fiin,Og saa dertil den Borg.
Tak have nu den Ridder,
Han endte al den Sorg! -