↩

VINVELA.

✂

I

"Hvor hviler, hvor hviler den faure Svend?
Paa Mosset ved Bjergenes Kilde?
De Taager fly over Fjeldet hen,
De Sivblomster nikke, de Bølger trille:
O leder,
Jeg beder,
VINVELA hen til sin hulde Ven."

✂

II

Ung SHILRIC hviler ved Sivets Rør,
Ung SHILRIC lytter paa Vinden;
Da lyder paa Bjerget VINVELAS Røst,
Han reiser sin Haand fra Kinden:
"Hvo kalder?
Hvad gjalder
Lig Sangen i Fuglenes spæde Bryst?"

✂

III

VINVELA stiger ad Fjeldets Sti,
Hun klapper hans mørkbrune Hunde;
Han kaster sin Bue: "forbi, forbi!
Frit græsse nu Hjorten i Lunde!
Med Hæren
Til Æren
Jeg drager paa Kampens blodige Sti!"

✂

IV

Da sukkede Møen og kyssed hans Mund:
"Ak, vide drager den Jæger!
56 Nu springer, I Hjorde, paa Heden kun
Under grønnen Lide og leger!
Saa vide
Maa ride
Den Elskte bort fra VINVELAS Lund."

✂

V

Da talde ung SHILRIC, tog hende ved Haand:
"I Kampen og maa jeg saa falde,
En Høi du mig reise med Stene paa
I Skovenes ældgamle Halle!
Den Slagne,
Begravne,
O Elskte! saa huske du paa!"

✂

VI

"Ung SHILRIC, ja jeg vil tænke paa dig,
og var du end død og begraven,
Over tause Hede jeg vandre vil,
Og skue paa Hyrden ved Staven,
Og bie
Og tie;
Men aldrig i Evighed glemme dig!"

✂

VII

Og bort drog Svenden i Kampens Larm,
Saa ene sad Pigen paa Fjeldet,
Det Hoved vemodig paa hviden Arm
Mod Dybet og Sorgen hældet,
Og klaged,
Forsaged
Saa Kinden blev bleg, og kold hendes Barm.

57

✂

VIII

Og atter ung SCHILRIC fra Kampen drog,
Alt hjem til de fædrene Bjerge.
Ad grønnen Fjeldsti han Veien tog,
Blank lued hans Vaaben og Værge.
I Lunden,
omvunden
Af Mosset, en sørgende Gravsteen stod.

✂

IX

"Hvor hviler, hvor hviler den faure Møe?
Paa Bredden ved Bjergets Kilde?
Mørk bruser forneden den dybe Søe,
Fra Skyen Regndraaber trille:
O leder,
Jeg beder,
Mig hen til VINVELA, den hulde Møe!"

✂

X

Der svæver hun stille den stille Vei,
Saa klar som Maanen i Høsten.
Den ledende Yngling hun nærmer sig,
Som Hvislen i Sivet er Røsten:
"Saa længe
Paa Enge,
Saa trolig jeg ventede dig!"

✂

XI

"Men Tidender løbe saa vide om,
De Tidender vare saa tunge:
Ung SHILRIC er falden for Fjendehaand,
Da maatte jeg sørgelig sjunge
58 Og græde
Og kjæde
Kjæralindeblomster om Heltens Skjold."

✂

XII

"VINVELA! VINVELA! du søde Møe!
Nu er jeg jo atter hjemdragen.
Men hvi er dig Kinden ei fyldig og rød?
Hvi bleg som et Lilielagen?
Hvi ene
Blandt Stene
Paa Stormenes susende Øe?"

✂

XIII

"Alene er jeg, o SHILRIC, min Ven!
Alene i Vinterhaven!
Af Sorrig for dig jeg falmede hen,
Og bleg er jeg nu udi Graven." - -
Hun glider
Og flyder
Som hviden Taage for Stormene hen.

✂

XIV

Ved Klippekilden, paa Stormbjergets Top,
Der sidder ung SHILRIC saa ene.
Om tause Middag den snelle Hjort
Gaaer over de mossede Stene,
Da svæver
Og bæver
VINVELAS Røst over Træerne bort. -