BAKKEHULEN.

✂ Paa Marken ligger en Bakke stor,
Derinde den fule Trold han boer.

✂ Bakke stor,
Derinde den fule Trold han boer.
s Om Natten stjæler han Bondens Korn,
Og bryder Øxenes stærke Horn.

✂ Bondens Korn,
Og bryder Øxenes stærke Horn.
Om Høstens Tid den sorte Trold,
Han haver fanged en Jomfru i Vold.

✂ Den sorte Trold
Han haver fanget en Jomfru i Vold.
Han gj emmer hende i mørke Stue,
Hun skulde Solen ei mere skue.

✂ I mørke Stue
Hun skulde Solen ei mere skue.
Og hør du mig, du venne Maard,
Nu skal du kjemme og lyske mit Haar.

✂ Venne Maard,
Nu skal du kjemme og lyske mit Haar.
78 Alt da trilled den hede Taare,
Den Jomfru sørged i Sind saa saare.

✂ Hede Taare,
Den Jomfru sørged i Sind saa saare.
O var jeg nu blandt de Søstre smaa,
Og leged med dem paa de Bolstre blaa.

✂ Søstre smaa.
Og leged med dem paa de Bolstre blaa.
Den Trold bortslænger de Oxebeen,
Den Jomfru sukker saa mod ved Teen.

✂ Den Trold han tager sin Ej ølle tung,
Nu vil jeg slaae baade Gammel og Ung -

✂ Saa farer han i Skoven grøn,
Jomfruen sukker saa dybt i Løn.

✂ Den Bondemand gaaer bag sin tunge Plov,
Alt igjennem den mørke Skov.

✂ Hvad klinger dernede saa underlig?
Som var der nogen der kaldte mig!
79 Ak hjelp mig nu, du Herre Christ!
Det Trolden er i Bakken forvist

✂ Ak nei jeg er en Jomfru bold,
Den lede Trold haver fanget i Vold.

✂ Han satte mig i sin mørke Stue,
Jeg skulde Solen ei mere skue.

✂ Og var du en saa ædelig Blomme,
Ret aldrig det kunde saa ynkelig komme.

✂ Du est den falske Trold forsand,
Saa mangt et Mæle den Lede kan.

✂ Fra dine Snarer mig bevare
Den naadelig Gud og hans Engleskare!

✂ Ak, vee mig da, jeg arme Møe!
Af Sorg saa maa jeg i Hulen døe.

✂ Da foer det Bonden til Hjertet brat,
Han vidste ei selv hvordan det var fat.

✂ I Guds Navn da, jeg ei andet kan!
At du mig besnærer, jeg veed forsand.

✂ Saa skred han op paa Bakken trøst,
Og raabte derpaa med høien Røst:

✂ Saasandt Gud lever i Himmerig,
Du grønne Jord, saa aabne du dig!

✂ Da revned med eet baade Steen og Muld,
Af Bakken steg den Jomfru huld.

✂ Hun stod i Mørket saa lys og klar,
At Bonden meente en Engel det var.

✂ Alt paa sine Knæ i Skoven grøn
Den Jomfru forretted sin Aftenbøn.

✂ Men over Bakken i gule Sand
Et Kors saa tegned den Bondemand.

✂ Gik saa hen til den Lilievaand,
Og tog med Liste Jomfruens Haand:

✂ En Drøm mig loved en herlig Skat,
Forsand, den haver jeg fundet i Nat!

✂ Saa spændte han fra Ploven sin Hest,
Saa rede de bort som de kunde bedst.

✂ Og Trolden kom hjem til Bakkehule,
Saalidet kunde han der sig skjule.

✂ Ret aldrig han der sine Been fik lagt,
Det Kors, det havde saamegen Magt.

✂ Men Jomfruen gav den Bonde sin Tro,
Og saa lode de deres Bryllup boe.

✂ Eia! det var et prægtigt Gilde,
Sletingen af Gjæsterne kom forsiide!