TIL AMANDA.

✂ O du, sorn syg og svag, med bange Taarer,
Den sunde Kjærlighed i Hjertet dulgte,
Som mine vilde Veie gjerne fulgte,
Og hvem mit mørke Sind for ofte saarer.

✂ Dig ønsker jeg, den milde Foraarsvarme
Maa runde Banden rød og fyldig atter,
Og at dig Sangen, Brystets kjælne Datter,
Bortsynger Sorgen, fro i mine Arme.

✂ Med Svaler i sit Haar og grønne Qviste,
Med muntre Trin Foraaret seer jeg komme.
Nu er den dunkle Sørge time omme;
Gud hjelper selv, at Lænkerne kan briste.

✂ Han gjør sin Luft saa blaa, sin Jord saa frodig,
Og alle Skabninger saa fuld af Glæde,
Han siger venlig, du skal ikke græde,
Men ved hans kjære Haand kun vanke modig.