↩

FLODPIGENS VISE.

I

Jeg sad derhjemme fro og glad
I Faders store Bølgehal,
Og sang, jeg vidste selv ei hvad,
Saae Stjerneskud og Stjernefald.

Naar Solen kom til kjære Søe,
Havguden tog dens Rosenglands,
Og fletted den til Havets Møe,
Og Krandsen blev en Brudekrands.

Men lønlig Hang en Citherstreng
Til Havets Bund saa vemodsøm
Deroppe fra den grønne Eng
Og natlig som en Tonedrøm.

Og Havets Barm er mild og from.
Dets Pigers Hjerte er saa blødt,
Og Strengen klang: "kom, Elskte, kom!
Her bæver Duft og Rosenrødt!"

"Her bæver mangen Ungersvend
Som Rosenduft og Rosenrødt;
O Søe-Viol, forlad dit Hjem,
Hos os er det saa sødt, saa sødt!"

135

Da steg jeg op den dunkle Vei,
Igjennem Jordens sorte Gang.
Min Taare randt, jeg saae det el,
Fjernt hørte jeg en Yngling sang.

Og ved et Gitter gyldenblank
I Kildegrotten bleg han sad.
Saa ømt jeg i hans Arme sank,
Den Yngling om mit Hjerte bad.

Som Rosenrødt og Rosenduft
Er du dog ei, du er saa bleg!
"Det gjør den kolde Natteluft,
Det tunge Kors, den lange Vei."

Men dog er du saa smuk, saa smuk,
Saa dybt dit milde Øies Blaae!
"Min Rose sank for flygtigt Pluk,
Og Lilien maa paa Graven staae."

Fra Grotten gik han atter bort,
Jeg ene sad forladt igjen,
Og Natten kom saa dødningsort -
O Gud, hvor er min Hjertensven?