↩

IDYLL

✂

I

Hun: Ved det klare Morgengry
Var ei Plet paa Himlen;
Pyntet ud af Port og By
Væltede sig Vrimlen;
Han: Men med eet der kom en Sky
Kulsort op paa Himlen;
.Under Egens Paraplui
Samler nu sig Stimlen.

✂

II

Hun: Hør paa Træets grønne Blad
Hvordan Regnen suser!
Alle fik et dygtigt Bad
Paa de tynde Blouser.
Han: Lad os ikke skilles ad -
Skjøndt - ved alle Muser! -
Denne Mand dig trykker flad
Og din Hat han knuser -

✂

III

Hun: See! det bliver ei saa slemt
Som vi Alle tænkte;
Tordenbygen kun i Skjæmt
Med sit Vaadt os stænkte.
Han: Alle Venner, munter stemt,
Sig i Græsset slængte,
Maanen, som var reen forglemt,
Paa en Sky sig hængte.

219

✂

IV

Hun: Giv mig, Engel, nu din Arm,
Alt for stærkt du stamper!
Hør i Teltet Sang og Larm!
See hvor Engen damper!
Han: Ei forkjøl din hvide Barm
Hør hvor Mængden tramper!
Vi vil dandse os lidt varm
See de tændte Lamper

✂

V

Hun: Nu bag Lundens tætte Krat
Er alt sunken Solen,
Duggen falder stærkt i Nat
Drivvaad er mig Kjolen.
Han: Disse Pletter paa din Hat,
Disse Stænk paa Kjolen,
O de klæde dig, min Skat,
Som lidt Dug Violen.

✂

VI

Hnn: Hele Stadsen som en Klud
Jeg har Grund til Klagen
Strømperne - Ei du min Gud,
Aldrig saae jeg Magen!
Han: Silkelokken falder ud -
Hvad gjør det til Sagen?
Du har været faur og prud,
Søde, hele Dagen.

✂

VII

Hun: Immer falde Draaber smaat
Gjennem Bøgens Duske,
220 Og I Mørket Ikke godt
Kan man Veien huske!
Han: Ak, hvad siger vel lidt Vaadt?
Søde, lad det ruske!
Bedre end et Herreslot
Er de tætte Buske.