TIL DEN FORLADTE.

✂ O du stakkels fromme Lllieklokke,
Som min Sjæl har fyldt med al sin Ild,
Græder du, at Jordens Blomsterflokke
Drog mit Øie fra dit blege Smiil?

✂ Har du ingen Duft og ingen Farve,
Arme Blomst, som vorde kan min Lyst?
Er du kun en tom, en flygtig Larve,
Phantasia aanded i mit Bryst?

✂ Er din spæde Blomstertid alt omme,
Fromme Barn, som ved mit Hjerte laae?
Er du ei den stille Uskyldsblomme,
Jeg engang i Paradiset saae?

✂ Græd ei meer, du Hulde! glem nu Sorgen!
End du staaer en Engel paa min Vei;
I vor Hilsens første Rosenmorgen
Faldt en himmelblaa Forglemmigei.

✂ Er du bleg, og er din Duft kun ringe,
O saa kom, mit Hjerte varmer dig;
Og vi skal i Himmelchor os svinge,
Naar kun trofast du vil elske mig.