↩

BEGEJSTRINGEN OG ORDET.

✂

I

Dernede ved den grønne Aae,
Hvor Hjulene i Møllen gaae
Og klart i Vandet blinke,
Der sidder under Hyttetag
En Møe den lange Sommerdag,
Tør ei ad Glæden vinke.

✂

II

Deroppe paa det faøie Slot,
Omhvælvet kun af Himlens Blaat
Og kun med det for Øie,
Der staaer saa bold en' Ungersvend
Og stirrer i det Fjerne hen,
Kan dog ei Længslen bøie.

✂

III

Til Borgen svæver Længsel op,
Og Længsel gaaer fra Klippetop
Igjen til lave Hytte;
Men samles de paa Vei engang,
Da toner en dybsindig Klang,
Da maae vi Alle lytte.

✂

IV

Som Fløiten i sit dunkle Bryst,
Den Pige gj emmer Sang og Røst.
Men naar fra Borgens Kroner
Nedsvæver, fuld af hellig Ild,
183 En Elskovsaande stærk og mild,
Fra Hytten høit det toner.

✂

V

Begeistring er den Ynglings Navn,
Som paa sin Borg, i Himlens Favn,
Mod Stjernedybet skuer.
Men Ordet hedder Pigelil,
Som sidder fromt i Hytten still'
Og venter Himlens Luer.

✂

VI

O hør mig, høie Muse-Chor!
Her bygger jeg et Alterbord
I stille Sangerhytte;
O lad engang det hulde Par
Nedknæle her for Jert Altar,
En venlig Pagt at knytte.