↩

HAVFRUEN.

✂

I

Dronning Thora gik paa Øen
Ved den aabne, kolde Strand.
Dannerkongen var paa Søen;
Uveir mørkned Himlens Rand.

✂

II

Fiskerjollen laae ved Landet,
Søevandt Gubbe sad deri,
Nettet trak han tungt af Vandet,
Stærke Sønner stod ham bi.

✂

III

De en Havfru havde grebet.
Halv i Vandet, halv i Siv
Laae hun snøret fast af Rebet
Med det skjønne Jomfruliv.

✂

IV

Lokkerne slog Guld i Blæsten,
Deilig var den friske Barm,
Halsen sjunken mat, og næsten
Blodigsnørt den hvide Arm.

✂

V

Iisgraat Skjæg om Mund og Hage,
Hvasse Blik bag lange Bryn,
Gubben griber til sin Stage,
Røres ei ved yndigt Syn.

188

✂

VI

Seer I hende? Ha, din Slange!
Faer og Broer mig raned du.
Hvor er Kniven? Vær ei bange!
Døden skal hun friste nu.

✂

VII

Bistert saarer han den Skjønne
Holdt! o holdt! det tætved lød -
Fiskergubben maa sig vende;
Det var Dronningen som bød!

✂

VIII

Og hun ynkes ret og røres,
Da hun seer den Havets Qvind,
Inderligt og sælsomt føres
Til at lyde fromme Sind.

✂

IX

Løsner hurtig Slørets Folder,
Trykker det for Brystets Saar.
I sit Skjød hun Hovdet holder
Med de lange, gyldne Haar.

✂

X

Da nu Havets Møe i Armen
Hviilte paa den Dronning god,
Ned i dunkle Vand fra Barmen
Flød der trende Draaber Blod.

✂

XI

Og hun aander mat og sukker,
Rødme man paa Kinden saae,
189 Øielaaget sig oplukker
Længselsfuldt mod Bølgen blaa.

✂

XII

Dronning Thora byder fare
Ud paa Havets Dyb igjen -
Da om Nøkkens lumske Snare
Varsle alle Fiskermænd.

✂

XIII

Men den høie Dronning byder;
Kjække Hjerter lønligt gjøs,
Havet svulmer sort og syder,
Grumt Orkanen farer løs.

✂

XIV

Dog, før Baaden har den skjønne
Havfru ud paa Dybet bragt,
Bølgerne i Skum kun stønne,
Knuste ved en fremmed Magt.

✂

XV

Og til Landet hjem de naaede
Gjennem høie Bølgekast,
Skjøndt den Gamle rædsomt spaaede,
Og skjøndt Roret sank og brast.

✂

XVI

Altid værre Havet fnyste,
Lynet sig i Skyen brød,
Mens paa Borgen Thora gyste,
Tænkte paa sin Husbonds Nød.

190

✂

XVII

Trin da drønned gjennem Hallen:
Fagre Thora, græder du?
Ei din Helt er død og falden,
Karsk og fro han er endnu.

✂

XVIII

Drivvaad stod den Kongekjæmpe,
Tog sin Dronning ømt i Arm:
Nu du skalst din Uro dæmpe,
Rede mig en Seng saa varm!

✂

XIX

Sagtens jeg mit Skib forliste,
Men jeg selv og mine Mænd
Vore gode Kræfter priste,
Slog os gjennem Bølgen hen.

✂

XX

Dog var een og hver vel sjunken,
Havde ei en Havfruflok,
Da vor Arm sank træt og slunken,
Grebet os ved Haarets Lok.

✂

XXI

Mig en deilig Glut fra Dybet
Hæved over Bølgen op;
Ærgerlig jeg stødte Krybet,
Tro mig, fra min stærke Krop.

✂

XXII

Tænkte vel at naae til Landet,
Kraft jeg havde for en Stund;
191 Men hun slap el, før i Vandet
Jeg fornam den faste Grund.

✂

XXIII

Eia, flink, du Landets Frue!
Hid den tørre Silkesærk!
Drukner Kongen i sin Stue,
Ha, ved Gud, det er dit Værk!

✂

XXIV

Stum af Fryd skjøn Thora græder,
Lukker Kister op og Skriin,
Tager frem de dyre Klæder,
Sølverkammen blank og fiin.

✂

XXV

Kj emmer Tang og Muslingskaller
Af sin Husbonds dunkle Haar.
Trende Ædilstene falder
Ned hvor Lokken fagert slaaer.

✂

XXVI

Tre blodrøde Ædilstene -
Thora tykkes der at see
Havfrublod bag Sivets Grene
Dryppende fra Barmens Snee.

✂

XXVII

Og paa Sengens bløde Hynde,
Med sin Konning i sin Arm,
Taler hun om Havets Qvinde,
Kysser hun den Kolde varm.

192

✂

XXVIII

Sine Sønner smaa, just trende,
Hver hun en Karfunkel gav.
Alle blev de vakkre Svende,
Kjæmper paa det stolte Hav.