Sthen, Hans Christensen En Vise om Vngdommens wstadighed, Siungis som den: Ieg gick mig vdi Rosens Lund, etc.

En Vise om Vngdommens wstadighed, Siungis som den: Ieg gick mig vdi Rosens Lund, etc.

1.

HVo leffue vil effter sin Sinde,
Icke lyde sine Venner adt,
Være sig Suend, Mø, mand eller quinde,
Det kommer dem selff til hadt,
Naar Venner hannem vndfalde,
De acte hannem lidet igien,
Naar hand monne paa dem kalde,
De acte hannem lidet met alle,
Om Lycken er hans Wven.

2.

Vngdommen er wstadelig,
Beblandet met løß attraa,
Det er en meget skadeligt,
Stedse effter sin Begæring at gaa,
Oc icke besinde huad Ende,
Giort Gierning haffuer met sig,
Omsier hand skal det kiende,
Naar Frender oc Venner ham offuerskænde,
For hand haffuer lefft daarlig.

165

3.

Giort Gierning maa nu saa være,
Det siger ieg dig min Ven,
Den tid som nu forgangen er,
Hun kommer ræt aldrig igien,
Gud naade den sig ey kand betæncke,
Men giør sine Venner imod,
Met sorgen hand dem monne skencke,
Oc sin egen ære forkrencke,
Forsiunlighed raader der paa bod.

4.

Thi raader ieg Mand oc Quinde,
Som deres Børn haffue kier,
Tucte dem baade vde oc inde,
Oc straffe som tilbørligt er,
Lad dem ey haffue deres Ville,
Men de ere vankundig oc smaa,
Ellers bliffue de onde oc stille,
Naar de begynder at spille,
For huer mands spot at staa.