Sthen, Hans Christensen En bøn om en salig stund oc tid, at skillis fra denne verden, aff August. sprock: Turbabor sed ...

En bøn om en salig stund oc tid, at skillis fra denne verden, aff August. sprock: Turbabor, sed non perturbabor, quia vulnerum Christi recordabor.

129

NAar min tid oc stund er forhaand,
At ieg min Vey skal fare,
HErre IEsu Christ min Frelsermand,
Du vilt mig da beuare,
Vdi din Haand befaler ieg
Min Siel, endfald du icke mig,
Frelß mig fra Dødsens Snare.
Min Synd mig Drøffuelse stor paafør,
Samuittigheds gloende Pjle,
Som Haffsens Sand mangfoldig er,
Dog vil ieg icke fortuile,
Men tencke trolig paa din Død,
HErre Christ, oc dine Saar saa røde,
Paa dem saa vil ieg huile.
Dit Legems Lem er ieg vden tuil,
Det er min Hiertens glæde,
Fra dig ieg ingeledis skillies vil,
Vaar end min Død til stede,
Om ieg end døer da døer ieg dig,
Det euige Liff saa vilde du mig,
HErre ved din Død berede.
Thi du aff Døde opstanden est,
I Graffuen skal ieg ey bliffue:
Din Himmelfart mig trøster mest,
Oc kand døds fryct fordriffue,
Oc huor du est, da kommer ieg did,
Oc leffue hoss dig til euig tid,
Thi døer ieg gladelig, Amen.